Kunstkritikerstanden er en konsensusklub!

Som kunstanmelder bliver man ikke just klappet på skulderen af Kaspar Bonnén. Der er ikke meget tilfredshed at spore, når snakken falder på kunstkritikernes formåen i dagens medievirkelighed.

"Jeg savner anmeldere, der tager deres ansvar alvorligt som en del af kunstkredsløbet, og som ikke bare står ude på sidelinjen sammen med de andre og siger om noget er godt eller skidt," kommer det tørt fra Bonnén, der kun føler sig tildels opmuntret af en anmelder som Informations Michael Jeppesen.

Konsensus i kunstklassen
"Jeg synes egentlig Jeppesen har været et friskt pust, fordi han er så inderligt subjektiv, og så får man om ikke andet en nerve, selvom han til tider er for perfid. Jeg synes ihvertfald at subjektivitet er et meget bedre alternativ end den her beskrivende anmeldelse, som mest af alt minder om konsumstof til forbrugeren."

Jeppesen tør ifølge Bonnén gå imod strømmen og hæve et lille værk fra en overset udstilling op fremfor at stemme i det kor, der råber: ‘Bravo!’ hver gang de ser et værk af Olafur eller en ny udstilling på Louisiana.

"Det virker jo som om, at anmelderstanden ligger under for en eller anden institutionel magt med dyre middage og indbyrdes magtpositioner."

Kritisk ansvarlighed
Som billedkunstner synes Bonnén selvfølgelig, det er ærgeligt, når de store aviser behandler kunsten uden at tage stilling til, hvad kunsten er for en størrelse.

"Jeg synes de behandler kunsten som en form for konsumkultur alá bilsektionen: Hvad kan man forvente, hvad ser man, og så får den nogle stjerner. Jeg synes ikke kunsten bliver taget alvorligt. Det jeg primært savner er nogle anmeldere, der tør at reflektere over, hvad det er vi bruger kunsten til? Hvorfor er den vigtig? Kunsten bliver jo også påvirket af det, der sker i samfundet."

Bonnén savner nogle anmeldelser, der trækker nogle større kulturelle linjer. Prøver at sætte kunsten i dialog med verden. Noget engagement, istedet for de her kunsthistoriske perpektiver om forhold og paraleller. Kriterierne er irrelevante og lukkede for omverdenen, mener han.

"Det er utroligt, at man stadig ikke forstår, at kunsten rækker ud over sig selv. Kunsten har jo et ærinde med verden."

Uambitiøs kritik
Bonnén forstår faktisk ikke, at man kan få tilfredsstillelse ud af at behandle kunsten som forbrugsstof, se en udstilling og efterfølgende give 3 til 5 stjerner?

"Man burde være mere ambitiøs og spørge sig selv: Hvad er det for en rolle jeg har som anmelder? Man må grave noget frem, sætte sig i spil og engarere sig i en højere grad end at ende i en ren anbefaling. Noget analytisk kraft. Det er jo interessant for andre, når anmelderen kan bibringe nogle andre perspektiver."

I flere former for konceptuel samtidskunst har man ofte som publikum meget svært ved at aflæse disse engagementer.

"Ja, og jeg mener heller ikke, at det er forbudt at spørge kunstneren. Især hvis man synes, det er noget fis."

Et kunstnerisk ansvar?
Gør kunsten ikke sig selv irrelevant, hvis den er så svær at forstå, at man er nødt til at spørge kunstneren?

"Der er jo så meget, der er svært at forstå her i verden, og selvom man får et hint, er det jo ikke sikkert at man forstår. Men så svært synes jeg ikke, det er. Anmelderen skulle jo gerne være den person, der går ind og åbner værkerne for læseren. Men jeg synes også, det er meget sjældent, at kunstnerne forsøger at forklare, hvad det er, de laver. Kunstnerne er enormt dårlige til at kommunikere, hvad det er for et felt, de arbejder i. Men det er klart, at man ikke kan forvente at alle kunstnere er lige gode til at formidle deres ting."