Kunstkritikerprisen 2015

Kunstkritikerprisen 2015

Jeanette Ehlers udstilling Say It Loud i Nikolaj Kunsthal får kunstkritikkerpris. Pressefoto.

Udstillingen Say It Loud i Nikolaj Kunsthal af Jeanette Ehlers får udmærkelse fra danske kunstkritikeres forening AICA.

I år tilfalder kunstkritikerprisen udstillingen Say It Loud i Nikolaj Kunsthal af Jeanette Ehlers, der vandt flertallet af stemmerne ved AICA’s nyligt afholdte afstemning. Udstillingen blev vist forår/sommer sidste år, og du kan læse Rasmus Kjærboes anmeldelse på kunsten.nu her.

Prisen er finansieret af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst og er på 35.000 kr. Prisen uddeles 24. juni kl. 16 af kulturministeren i Kulturministeriets Store Mødesal, Nybrogade 2, 1203, København.

 
Indstillingen
Fra Peter Michael Hornungs indstilling til prisen hedder det blandt andet:

“Udstillingen havde titlen Say it Loud, og den havde som et gennemgående tema historien om Danmarks fortid som kolonimagt i Dansk Vestindien, en historie, som er alt andet end smuk og anstændig. For den danske nation lukrerede dengang dels på handlen med slaver fra Afrika, dels på det umenneskeligt hårde arbejde, som man for den rene udbytnings skyld satte slaverne til at udføre i sukkerplantagerne. Men historien slutter ikke her, og udbytningen sluttede heller ikke med den danske guvernør Peter von Scholtens frihedsløfte.
 
Det har været vigtigt for Jeannette Ehlers at understrege, hvad hun også gjorde på Say it Loud, at vi ikke lever i en postkolonialistisk tid. Det er kun noget, vi tror, fordi fremskridtet er noget, vi insisterer på. Det hjælper os til at tro, at vi alle er blevet bedre til at være mennesker. Koloniseringen og udbytningen og den moderne menneskehandel fortsætter imidlertid. Den har blot fået andre navne, som f.eks. trafficking, et tema, som udstillingen også berørte.
 
For en kunstner kan det være svært at bringe disse for et menneskeligt synspunkt så belastede emner i øjenhøjde på en sådan måde, at øjet ikke frastødes og den kunstneriske dimension ikke overskygges af den rene indignation. For hvis den kunst, der næres og inspireres af disse iagttagelser og overvejelser, ikke opleves som stærk, relevant og givende, vil også tematikken miste berettigelse og relevans. Jeannette Ehlers løftede opgaven, og hun kunne gøre det, fordi hun havde de kunstneriske og menneskelige forudsætninger for at gøre det. Hun er selv en fjern efterkommer af vestindiske slaver, og det engagement, hun bar med ind i projektet, var ikke tillært. Det kom ikke til hende udefra, men var en del af hendes egen forhistorie”.

Ved arrangementet er der velkomst ved AICA-formand Lisbeth Bonde, tale ved kulturministeren og samtale mellem kunstkritiker Peter Michael Hornung og Jeanette Ehlers.

AICA Danmark er en dansk underafdeling af den internationale forening Association Internationale des critiques d'art (AICA), som blev grundlagt i 1950 for at genstarte den kritiske diskussion, som var blevet kvalt under fascismen.

Organisationen er under UNESCO's beskyttelse, og har hovedkontor i Paris. Der er mere end 4.500 medlemmer globalt, heraf over 60 i Danmark.
Læs mere: www.aica.dk

Del artiklen

'Kunstkritikerprisen 2015'

Facebook