Kunsthistorisk lys over Cobras unge håb

En underlig fisk af et kunstmuseum
Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum er en underlig fisk – eller skulle man sige blå fugl – blandt danske kunstmuseer. Bygningen er ret vild med de blå keramiske malerier, runde og trekantede former og endda en voldgrav! Her er vi langt fra den noble diskretion, der normalt præger kunstens haller.

Museet, der blev indviet i 1976, skjuler ikke hvem dets hovedperson er: Vi er i Carl-Henning Pedersens kirke – æret være hans minde. Det er en underlig, men fascinerende blanding af mausoleum, arkitektonisk skulptur og udstillingssted med fokus på Cobra og hvad, der ligner.

Spot på en overset Cobra-kunstner
Museet viser, ud over den faste samling af sine hovedpersoners værker, særudstillinger med relation til Cobra. Nu er turen kommet til en af de mindre kendte og fremviste kunstnere fra den legendariske gruppe, den danske maler Mogens Balle (1921-88).

Som ganske ung deltog han i kunstnersammenslutningen Spiralen med blandt andet Asger Jorn og Wilhelm Freddie.
Det var også Jorn, der fik Balle inkluderet i sit internationale projekt Cobra, som startede i 1948. Jorn var ikke så lidt af en mentor for den unge abstrakte maler, hvis lyriske og umiddelbare stil passede til gruppens ide om det legende og spontane. Det ses i en række breve fra Jorn til Balle, der er trykt i det fine katalog, der ledsager udstillingen.

Fin præsentation i form og farve
Udstillingen er fint komponeret og sobert dekorativ. Her er blevet plads til hele kunstnerens virke på relativt overskuelig plads. Det eneste, der ikke er med, er større udsmykningsopgaver og loftet i Birkerødhytten, som Cobramalerne lavede sammen og hver for sig.

Vi ser de første billeder fra 1940’erne, præget af en rund streg og varme farver, et lidt skarpere og kantet udtryk fra 1950’erne og en mere udflydende farverig stil fra tresserne og frem, der minder meget om den sene Jorns look.

Et vidnesbyrd om dengang kunst handlede om arbejdet med form og farve – det skader ikke den postmoderne multimediebeskuer at sætte sig ind i det!

Tegneord
De rene malerier har interessant følgeskab af en række billeder lavet i samarbejde med den belgiske digter Christian Dotremont (1922-1979), en af de centrale skikkelser omkring Cobra.

Sammen lavede de ordbilleder eller ´tegneord´, hvor skriften og ordene dannede billedet. Med sætninger som Et maleri skal stå vidt åbent og lidt på klem eller I maleriets kuffert er nøglen til ord giver de modvægt til det rent visuelle, men virker dog også lidt fortænkte.

Relevant kunsthistorie
Med den stadige hype omkring Cobra og bevægelsens uomgængelighed i dansk kunsts historie er udstillingen vigtig alene af kunsthistoriske grunde, da der ikke har været nogen større udstilling af kunstneren siden 1992.
Og i Balles arbejde ser man det abstrakte maleris muligheder og væsentlige træk af dets historie udfoldet.

Balles kunst ligner dog for meget andres til, at han for alvor kan gå over i historien som selvstændig figur og få udstillingen til at blive en stor oplevelse af en glemt mester. Det er relevant kunsthistorie, men der er ingen grund til at skrive kunsthistorien om, så at sige.

To irritationsmomenter
Som sagt er det en fint opsat udstilling med følelse for form og farvesammensætning. To irritationsmomenter i denne betragters oplevelse skal dog nævnes:

Først de vulgære og stilmæssigt upassende guldrammer mange af billederne er blevet iført af deres private ejere. Der er mere Ilva end Cobra over dem!

Og dernæst afspilningen af en portrætvideo af – gæt hvem – Carl-Henning Pedersen, der var indsat i en krog af udstillingen og spredte hans stemme og kunstfilosofi unødigt ud over kollegaens værk.