Kunsthal Nord vil booste nordjysk samtidskunst

Billedserie

Udstillingssted

Kunsthal NORD
Se kort og tider

Kunsthal Nord vil booste nordjysk samtidskunst

Leder af Kunsthal Nord Bruno Kjær i selskab med museumsinspektør fra KUNSTEN, Birgit Hessellund. Foto Niels Fabæk.

Sidste weekend åbnede Kunsthal Nord i det gamle elværk, Nordkraft, på Aalborg havn. KUNSTEN.NU har talt med Kunstfaglig leder Bruno Kjær om ideerne bag det nye udstillingssted.

Med tiden skal det kæmpestore Nordkraft blive til et kulturcentrum i Nordjylland – her er allerede åbnet koncerthus, art cinema og de nyeste skud på stammen: Kunsthal Nord, Åbent Akademi og uddannelsesstedet BGK.

Planerne for værket indbefatter idræt-, møde- og debatfaciliteter, teater, musikuddannelse og meget meget mere.

Inde i Nordkraft. Efter værket var nedlagt, og inden det blev moderniseret. Her skal være multihal. Foto Bonnie Bay Andersen
Inde i Nordkraft. Efter værket var nedlagt, og inden det blev moderniseret. Her skal være multihal. Foto Bonnie Bay Andersen
Samarbejde på tværs af værket
Bruno Kjær fremhæver, at netop de mange forskellige kulturtilbud, som bliver samlet under Nordkrafts tag, bliver et stort aktiv for kunsthallen.

"Vi har allerede medtænkt vores naboskab med art cinemaen, Biffen, i vores åbningsudstilling Update, hvor vi også viser kunstvideoer.

Og på sigt kunne det åbne op for endnu flere samarbejdsmuligheder, såsom en kunstfilmfestival."

Kunsthal med fødekæde
Men det er ikke kun internt i huset, at Kunsthal Nord vil udnytte samarbejdsmulighederne.

Kunsthallen selv er nemlig ikke et autonomt udstillingssted, men en del af en større paraplyorganisation: KunstVærket. Ideen bag KunstVærket er at samle kunstformidling, -uddannelse og -produktion til gavn for alle parter.

"Drømmen er at skabe en fødekæde, der kan styrke den nordjyske kunst", fortæller Bruno Kjær.

Paralyse Parallel af Maiken Bent. Foto Niels Fabæk.
Paralyse Parallel af Maiken Bent. Foto Niels Fabæk.
Untitled (detail) af Torben Ribe og Det Andet af Daniel Svarre
Untitled (detail) af Torben Ribe og Det Andet af Daniel Svarre

Kunstnerne Olof Olsson og Amel Ibrahimović. Foto Niels Fabæk.
Kunstnerne Olof Olsson og Amel Ibrahimović. Foto Niels Fabæk.
Forum for regional kunst
"I BGK uddannes nordjyske kunstnere, og i Nordjyllands Kunstnerværksted er der plads til 20 arbejdende kunstnere og skiftende projektarbejde," forklarer Bruno Kjær.

"Samtidig har jeg fået opfyldt en gammel drøm med realiseringen af Åbent Akademi," fortsætter han. "Her arrangerer KunstVærket i samarbejde med KUNSTEN og Art & Technology (Aalborg Universitet) artist talks, foredrag og workshops til gavn for både kunsthallen, kunstnerne og BGK."

Og endelig er der jo så det sidste led i fødekæden – udstillingsfaciliteten Kunsthal Nord.

"På sigt kommer alle parter til at få en masse ud af hinanden, og netop det samarbejde kommer til at styrke byens og regionens kunstmiljø," slutter Bruno Kjær af.

Kunsthal ikke kun for Nordjyder
Selvom drømmen om KunstVærket blandt andet handler om at producere kompetente lokale kunstnere, der kan fylde kunsthallens udstillinger, er det bestemt ikke meningen, at Kunsthal Nord skal være forbeholdt Nordjyske udstillere, fastslår den kunstfaglige leder.

Og af deltagerne på Kunsthallens åbningsudstilling Update er der da heller ikke et eneste nordjysk navn repræsenteret. "Med Update har vi valgt at satse på velrenomerede navne inden for samtidskunsten lige nu," siger Bruno Kjær.

Pernille With Madsens videoinstallation (uden titel) set igennem Richard Mortensens Hverdagsikoner I-V. Foto Niels Fabæk.
Pernille With Madsens videoinstallation (uden titel) set igennem Richard Mortensens Hverdagsikoner I-V. Foto Niels Fabæk.
Diasinstallation, en del af værket Marienborg 1972-2009 af Bettina Camilla Vestergaard. Foto Niels Fabæk
Diasinstallation, en del af værket Marienborg 1972-2009 af Bettina Camilla Vestergaard. Foto Niels Fabæk


Profil med rækkevidde

Bruno Kjær fremhæver diversitet som et nøgleord for udstillingsstedet. Selvom de tager deres regionale forpligtelser alvorligt, vil kunsthallen først og fremmest tilbyde samtidskunst af høj kvalitet og vise samtidskunstens rækkevidde med solo- og temaudstillinger.

Diversiteten kommer også til udtryk i den måde, udstillingsstedet vil planlægge sine udstillinger.

Kunsthal Nord opfordrer nemlig kunstnere og kunstnergrupper til at indsende en ansøgning med alt fra værker til komplette projektbeskrivelser.

"Vi vil skifte mellem udstillinger, vi selv udtænker – og udstillinger, som ansøgere har budt ind med," forklarer Bruno Kjær.

Nordkraft nedlagt, men endnu ikke moderniseret. Foto Bonnie Bay Andersen 2006
Nordkraft nedlagt, men endnu ikke moderniseret. Foto Bonnie Bay Andersen 2006

Nordkraft nedlagt, men endnu ikke moderniseret. Foto Bonnie Bay Andersen
Nordkraft nedlagt, men endnu ikke moderniseret. Foto Bonnie Bay Andersen

Fremtiden i Kunsthal Nord
Til sidst løfter han også sløret for, hvad kunsthallen har på tegnebrættet; blandt andet en udstilling, der tematiserer ‘Aalborg i forvandling’.

"Det tema er oplagt i forhold til kunsthallens beliggenhed i Nordkraft, som netop er et eksempel på, hvad der er ved at ske med Aalborg og især Aalborg Havn," fortæller Bruno Kjær.

Han lægger ikke skjul på, at Kunsthal Nord er meget glade for sine rå industrielle lokaler. "Det er en udfordring både for os og kunstnerne at lære at udnytte de fantastiske rum, Nordkraft byder på – og det glæder vi os til," afslutter han med tydelig entusiasme.


Billedserie

Udstillingssted

Kunsthal NORD
Se kort og tider

Del artiklen

'Kunsthal Nord vil booste nordjysk samtidskunst'

Facebook