Kunsthal Charlottenborg lancerer cykelruter til kunstoplevelser i hele landet

Kunsthal Charlottenborg lancerer cykelruter til kunstoplevelser i hele landet

Superflex: Superkilen, 2012. Foto: N/A.

Kunsthal Charlottenborg lancerer landsdækkende BIKE ART TOURS: kuraterede cykelruter til offentlige kunstværker af samtidskunstnere i København, Aarhus, Esbjerg og Odense. På ruterne er værker af kunstnere som Olafur Eliasson, Katharina Grosse og Superflex.

I 2018 lavede Kunsthal Charlottenborg en kurateret cykelrute til ti kunstværker i København for at hylde kunsten i det offentlige byrum. Nu foldes konceptet ud i hele landet i samarbejde med lokale kunsthaller og museer. Alle værkerne kan opleves fra cyklen og tilgås direkte fra kunsthallens gratis app, der kan hentes i App Store eller Google Play. På app’en kan man læse værkbeskrivelser og få de nøjagtige adresser til kunstværkerne.

Michael Thouber, direktør for Kunsthal Charlottenborg, udtaler:
”På grund af coronavirus vil mange kulturtilbud være lukket og de fleste vil holde deres sommerferie i Danmark. Derfor vil vi i samarbejde med Kunsthal Aarhus, Esbjerg Kunstmuseum og Det Fynske Kunstakademi gerne berige danskerne med noget af den fantastiske kunst, som man frit kan opleve i det offentlige rum over hele landet. Det, vi håber på, med BIKE ART TOUR er, at rigtig mange danskerne vil gribe muligheden for at rejse rundt i landet eller gå på opdagelse i deres egen by og udforske den unikke samtidskunst, som vi har i vores byrum”.

BIKE ART TOUR i Aarhus er den første af de nye ruter der lanceres, hvorefter cykelruterne i Esbjerg og Odense vil blive præsenteret senere i maj og juni. De kuraterede cykelruter BIKE ART TOUR kan frit downloades her.

Listen over steder og værker i Aarhus ser således ud:

Kunsthal Aarhus Skulpturpark, J. M. Mørks Gade 13
Per Kirkeby, FRAM, 2008. Aros Allé 2.
Phil Price, Snake, 2013. Mølleparken.
Gavlmaleri udstillingen Icons for Now, 2008. Blu, Grønnegade 6 (ved Lokalcenter Møllestien).
Andrzej Kowalczyk, Fløjtespilleren, 1991. Borggade 2 (gavlen ved butik MUNTHE).
Astrid Gjesing, Af vand er du kommet, 2012/2019. Åboulevarden 33 (under Skt. Clemens Bro).
Gudrun Steen Andersen, På Kanten, 2001/2012. Mathilde Fibigers Have 2 (Kvindemuseet).
Marc Moser, Sea Pink, 2011. Jette Tikjøbs Plads.
Elmgreen og Dragset, Magic Mushrooms, 2015. Hack Kampmanns Pl. 2, (p-kælderen under Dokk1).
Tove Storch, Uden titel, 2020. Mediebyen 3 (Jyllands-Postens nye hovedsæde)

I København er disse steder og værker på listen:

Eva Koch, Sankt Annæ Hjul, 2016. Sankt Annæ Plads.
Jeanette Ehlers & La Vaughn Belle, I Am Queen Mary, 2018. Vestindisk Pakhus, Larsens Plads.
Finn Reinbothe, Monument over Danmarks internationale indsats efter 1948, 2011. Kastellet.
Olafur Eliasson, Cirkelbroen, 2015. Cirkelbroen, Johan Semps Gade.
Kirstine Roepstorff, Klangfrø, 2014. Københavns Universitet, Njalsgade 120, B22.
Paul Tempels, Christianias flag, 1971. Fristaden Christiania.
John Kørner, Woman with 24 problems, 2004. Blekingegade, Amagerbro Station.
BIG & Superflex, Superkilen, 2012. Nørrebrogade 210.
FOS & Balfelt, Mændenes Hjem, 2006. Lille Istedgade 2.
Poul Gernes, Palads Teatret, 1989. Axeltorv.

Kilde: Kunsthal Charlottenborg

Del artiklen

'Kunsthal Charlottenborg lancerer cykelruter til kunstoplevelser i hele landet'

Facebook