Kunstens værtinde

Kunstens værtinde

Isabel Lewis: An Occasion, 2015, Tanz im August, Berlin. Foto: Vitali Wagner

Cph Art Week
26 aug - 4 sep 2016
Open Gestures

Når du træder ind på museet, er du selvfølgelig lavmælt. Du træder ikke for tæt på værkerne, der hænger på væggene, og du anvender nok primært de opstillede bænke til at hvile benene, ikke til at fordybe dig yderligere i værkerne. Men tænk hvis ikke kun museet eller kunsten inviterede dig som gæst indenfor, men kunstneren selv stod for at være vært? Det kan du opleve ved den kommende SMK Friday den 26. august, kl. 17-22, hvor kunstner og performer Isabel Lewis agerer vært og inviterer til sin totaloplevelse: An Occasion.

Som en DJ sampler den amerikansk-dominikanske kunstner Isabel Lewis små øjeblikke af sanseoplevelser til et arrangement af en større totaloplevelse. I hendes optik skal du trænes til at være sensitiv, og til dette formål anvender Lewis sig selv som værktøj til at invitere dig indenfor og opdage dit eget sensoriske værk og ikke mindst være til stede i nuet. Som en del af Cph Art Weeks gennemgående tema Open Gestures undersøges kunstens samt kunstinstitutionens rolle, funktioner og mulige inkluderende natur.

Slap nu af!
Forstil dig at træde ind i SMK’s store foyer med hvide gulve og enormt højt til loftet. Der vil vrimle med mennesker – både den vante museumsgæst, samt alle dem der drages af loungens mere uformelle format. Du vil med Lewis’ værk hurtigt få aktiveret dine sanser, når du møder beats fra hendes DJ-pult og hendes egen stemme, der guider dig igennem emner som antikkens symposier, middelalderens kunst eller kroppens rolle i vores opfattelser af omverdenen.

Den intellektuelle muskel kobles med sansernes mange indgange, når du slænger dig i hjemmevante møbler, omgivet af planter, dufte og dansekollektivet Fanclubs pulserende kroppe som en del af denne Occasion. Lewis’ begivenheder er aldrig de samme, når de dukker op i museumsrum rundt om i verden, men ændres af rum, medspillere og ikke mindst det deltagende publikum. Under sine Occasions kan der også skabes rum for diskussioner mellem kunstner og publikum, så det er i høj grad publikums energi og engagement, der skaber totaloplevelsen. Det er dog ikke en forudsætning, at du vil engagere dig i diskussioner, for blot det at være til stede og hænge ud i begivenheden skaber energi.

An Occasion af Isabel Lewis. Courtesy: Isabel Lewis
An Occasion af Isabel Lewis. Courtesy: Isabel Lewis

For Lewis er det primært, når vi slapper af, at vores sanser kan udfoldes. Hun ser sig selv som en vært, der vil føre dig igennem hele sansespektret. Til avisen New York Times udtalte Isabel Lewis i marts i år:

“I don’t have a big demand of the visitor. I hope that it’s a pleasurable experience in the address of all of these senses, that it does draw people to linger.”

“Whether you’re there for 10 minutes, 30 minutes or two hours, you can leave with something. You’ve had a kind of complete experience in my definition, which means all of your senses have been addressed.”

Museet som begivenhed
SMK har med sine SMK Fridays anvendt museet som et eksperimenterende rum for flere kunstarter i samspil med deres omfattende samling. Dette greb understreges ved Cph Art Week med Isabel Lewis, som oprindeligt arbejdede som koreograf, men som har eksperimenteret med kunstnerens mere sociale rolle siden 2009.

Isabel Lewis har afholdt ’occasions’ i flere museer blandt andet i Genevé og Liverpool, hvor konceptet er gennemgående, men aktører udskiftes. Og selvfølgelig også publikum som medspillere. An Occasion handler derfor ikke om at skjule museet som rum, men blot om at ændre adfærden hos både museum og publikum. Hun ønsker at opbløde formaliteterne og distancen, der kan finde sted på et klassisk kunstmuseum, men stadig anvende museets rum og lade kunsten være din guide. Så synk ned i en dyb lænestol, tag en pause fra smalltalken, og lad museet være et rum og Lewis en begivenhed, der skaber et sensorisk rum om dig. Lad det være en oase i en travl uge med ferniseringsvin, talks og networking, hvor du helt selv bestemmer, hvor længe og hvor meget du vil give.

 

Cph Art Week
26 aug - 4 sep 2016
Open Gestures

Del artiklen

'Kunstens værtinde'

Facebook