Kunsten vil i kontakt med dig

Billedserie

Udstilling

Index Glass

20 feb 2009 20 mar 2009

Mariana Vassileva

Galleri Image
Se kort og tider

Kunsten vil i kontakt med dig

Mariana Vassileva: Mirrorlight, 2006 (udsnit) Foto: Julie Lykke Jensen

Mariana Vassilevas videoværker leger med at skabe kontakt mellem mennesker gennem spejling og refleksion. Værkerne bevæger sig fra traditionel spejling til lunefuld refleksion igennem udstillingen på Galleri Image.

Mit eget spejlbillede
Det første, man møder på sin tur rundt på udstillingen Index Glass, er spejlinstallationen Broken Man, hvor spejlstykker er sat sammen i mosaikker af menneskelige former.

Den besøgende kan se sit eget spejlbillede i figurerne, der fordeler sig rundt i rummet. Man oplever ikke en kontakt mennesker imellem, men en kontakt med sit eget spejlbillede, der stirrer tilbage på én i figuren formet som et hoved.

Mariana Vassileva: Broken Man, 2009, Foto: Julie Lykke Jensen
Mariana Vassileva: Broken Man, 2009, Foto: Julie Lykke Jensen

Mariana Vassileva: Index Glass, 2006, Foto: Julie Lykke Jensen
Mariana Vassileva: Index Glass, 2006, Foto: Julie Lykke Jensen

Spejlmosaikker
Det næste værk, man støder på, er videoværket Index Glass, som er toneangivende for udstillingen.

Her fortsættes brugen af spejlmosaikker – men nu i videomediet. Et billede af et menneske i fuld figur krakelerer i mindre spejlstykker og afslører en massiv mur af mursten. Bag muren står endnu en menneskeskikkelse i sin egen verden og har ikke nogen kontakt med omverdenen.

Morsesignaler til kameraet
Men bevæger man sig yderligere ind i galleriets bageste lokaler etableres denne kontakt.

Værket Reflections gør ikke brug af spejlet til at skabe spejlinger, men derimod til at skabe refleksioner. Videoen danner billedet af en offentlig park i Berlin på en sommerdag, hvor de solslikkende gæster med et spejl reflekterer lyset mod kameraet.

Mariana Vassileva: Reflections, 2006, (udsnit) Foto: Julie Lykke Jensen
Mariana Vassileva: Reflections, 2006, (udsnit) Foto: Julie Lykke Jensen

Parken forvandles til et blinkende væld af spejlinger og det minder mest af alt om, at gæsterne forsøger at kommunikere til kameraet med morsekoder. På den måde opstår der kontakt mellem gæsterne i parken på den ene side af kameraet og dem på den anden side, nemlig de besøgende på galleriet.

Pusterum i storbylivet
Det sidste videoværk Mirrorlight er lidt af et socialt eksperiment. Det forestiller fortravlede storbymennesker, der er på vej ned ad gaden eller ud af svingdøre, idet de én efter én bliver blændet af lys.

Mariana Vassileva: Mirrorlight, 2006, (udsnit) Foto: Julie Lykke Jensen
Mariana Vassileva: Mirrorlight, 2006, (udsnit) Foto: Julie Lykke Jensen

Folk reagerer spontant ved at dække deres ansigter til eller knibe øjnene sammen.
Deres ansigter fortrækkes i en ubestemmelig grimasse, indtil de opdager, at lyset bliver sendt af sted af et fremmed menneske med et spejl. Så stopper de op i deres travlhed, og der viser sig et stort smil på deres ansigter.

Menneskelig kontakt
Refleksionen fungerer som et projektørlys, hvor den forbipasserende bliver peget ud af mængden og sat i centrum for den andens opmærksomhed. Det er en intim kontakt mellem afsenderen af lyset og modtageren af refleksionen, der opstår i værket. Refleksionen kan ses som en forlængelse af øjet – det bliver et synligt bevis på, at ‘jeg ser dig’.

Mariana Vassileva: Mirrorlight, 2006, Foto: Julie Lykke Jensen
Mariana Vassileva: Mirrorlight, 2006, Foto: Julie Lykke Jensen

Mariana Vassileva: Mirrorlight, 2006, Foto: Julie Lykke Jensen
Mariana Vassileva: Mirrorlight, 2006, Foto: Julie Lykke Jensen

Lyset trænger gennem facaden
De flimrende spotlights fanger menneskene på farten, hvor de i deres hverdagslige indesluttethed udfører deres personlige ritualer.

Idet de rammes af lyset, bliver de taget på fersk gerning i deres ‘privathed’.

De går med solbriller for øjnene, høretelefoner i ørene eller en avis i hånden for at afskærme sig fra omverdenen.

Det er tydeligt at se, at de fortravlede mennesker først bliver irriterede over at blive afbrudt i deres rytme og derefter glædeligt overraskede over, at refleksionen kommer fra et andet menneske.

Lysspejlingen bryder igennem rustningen, og der opstår en uventet kontakt mennesker imellem.

Den bulgarske kunstner Mariana Vassileva (f. 1964) bor og arbejder i Berlin, hvor hun er uddannet på Hochschule der Künste. Vassileva har tidligere udstillet i Tyskland, USA, Mexico og Spanien, men med udstillingen Index Glass vises hendes værker for først gang i Danmark.

Billedserie

Udstilling

Index Glass

20 feb 2009 20 mar 2009

Mariana Vassileva

Galleri Image
Se kort og tider

Del artiklen

'Kunsten vil i kontakt med dig'

Facebook