Kunsten ud af ekkokammeret?

Kunsten ud af ekkokammeret?

Panelet til kunstsalonen Håbets Gudinde bestod af fra venstre Henriette Bretton Meyer, Mille Maria Dalsgaard og kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang. Foto: Luna Stage.

Billedserie

Artiklen er sponsoreret af Bikubenfonden som led i et mediesamarbejde mellem KUNSTEN.NU og Bikubenfonden. Bikubenfonden har ingen redaktionel indflydelse haft på selve indholdet af artiklen.

Kunstens evne til at påvirke det samfund, den er en del af, blev sagligt diskuteret af et enigt kunstner- og kuratorpanel på Bikubenfondens debatsalon Håbets gudinde på Thorvaldsens Museum.

Måske har du set, at der i øjeblikket hænger et hvidt flag, et tegn på overgivelse eller fred, på statuen af sejrsgudinden Viktoria med sit firspand på taget af Thorvaldsens museum i København. Det er kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvangs værk. De har fået mulighed for at interagere med museets klassiske hvide marmorskulpturer og andægtigt smukke, højloftede rum. Men kunstnerne har altså ikke nøjedes med at kile deres interventioner ind i sprækkerne mellem skulpturer og montrer i den faste samling på Thorvaldsens Museum, de har også ‘queeret’ i det offentlige rum på taget af bygningen.

Alt i mens debatten bølger i nyhedsstrømmen om Ai Weiweis tilbagetrækning af sit bidrag til Læsø kunsthals udstilling om politisk kunst, da han ikke vil udstille sammen med Uwe Max Jensen, billedkunstner og medlem af partiet Stram Kurs, afholder Bikubenfonden endnu et arrangement i rækken af visionssaloner. Denne gang under titlen Håbets gudinde – om kunstems evne og mulighed for at påvirke virkeligheden og det samfund, den er en del af.

Hesselholdt & Mejlvangs interventioner med udstillingen This Moment is the Beginning på Thorvaldsens Museum genforhandler magtstrukturer og diskuterer politiske spørgsmål om fx krigsførelse. Og med det hvide flag, værket Flag of Truce, på taget af museet bevæger kunsten sig ud af kunstrummet og ud i samfundet. Det blev også kunstens vej ud af ekkokammeret, ud af de snævre kunstcirkler og kunstrummet, der blev det vigtigste og mest interessante spørgsmål i samtalen på visionssalonen Håbets gudinde.

I panelet sad foruden kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang, scenekunstner og leder af Sydhavn Teater Mille Maria Dalsgaard, der er aktuel med forestillingen #Thelmatoo, som er en opfølgning på #metoo bevægelsen, og kurator Henriette Bretton Meyer, hvis arbejde kan ses på kunsthal Charlottenborg med udstillingen Europa Endloss om EU, grænser, fællesskab og migration, mens moderator var P1-vært, litteratur- og teateranmelder, Klaus Rothstein, som for tiden også skriver på en bog om forholdet mellem kunst og politik.

Performance af Hesselholt & Mejlvang. Foto: Luna Stage

Hvad kan kunsten?

Inden samtalen i panelet for alvor går i gang i det højthvælvede rum befolket af kejserlige statuer, hvilket desværre giver en del lydproblemer, performer Hesselholdt & Mejlvang. De tager store, klodsede dragter i mørke camouflagefarver på, som dækker dem helt bortset fra deres ansigter. De stiller sig overfor hinanden og tager hver en dåse frem og begynder skiftevis at male hinanden med grønne og brune streger på kinderne med farven fra dåserne, alt imens de udtaler enkelte ord: ”Hidden Agenda, Flags of Aggression, Hope not Fear, mørkemænd, Grieve, Desire for Domination…”.

Rothstein beder Bretton Meyer indlede med at fortælle om hendes oplevelse af performancen: ”Man forsøger at dechifrere, hvad det er for nogle tegn, og hvor ordene kommer fra?”, begynder hun, og kunstnerne opklarer: Det er et uddrag af titler på deres værker gennem 20 år.

Der bliver talt om, hvad kunsten kan i forhold til samfundet, og panelet er meget enige om, at kunsten måske modsat journalistikken og medierne kan være kompleks, modsatrettet, poetisk og åben i sin måde at adressere og diskutere politiske problemstillinger.

”Vi har lavet forestillingen #thelmatoo efter et ønske om at nyfortolke den ikoniske film Thelma og Louise”, forklarer Mille Maria Dalsgaard. “Man troede, da den blev introduceret i 1991, at nu ville narrativet i Hollywood ændre sig. Nu ville man begynde at fortælle flere historier om kvindeskæbner, men det skete ikke! Så på Sydhavn Teater syntes vi, det ville være interessant at undersøge, hvor vi nu står et år efter #metoo bevægelsen, hvis vi skal prøve at nyfortolke filmen i en skandinavisk kontekst?”

Forestillingen indebærer bl.a. en lang tur i limousine, hvor man som publikum kommer helt tæt på skuespillerne. ”Du sad næsten på skødet af mig”, siger Rothstein og spørger videre til Bretton Meyers Europa-udstilling på Charlottenborg.

”Jeg har taget nogle readymades med, nogle plakater fra 1992, hvor Danmark sagde nej til EU traktaten”, siger Bretton Meyer. “Dem har jeg tilføjet som en påmindelse om, hvordan mange af os sidder højt til hest og spørger: hvad sker der for Storbritannien? Men jeg synes af samme grund, det var godt at indføre lidt hukommelse. Jeg har flere kolleger, som er yngre end jeg, og som ikke husker så langt tilbage. Så det er en kompleks størrelse”,.

”Men hvad producerer kunsten?”, spørger Rothstein vedholdende.
”Den producerer en buket af udsagn om EU. Mange kunstnere beskæftiger sig meget direkte med Breixit, fx Wolfgang Thilmans, som meget klart er fortaler for EU projektet, mens andre værker, jeg valgt at tage med, er meget mere åbne. Olafur Elliasson har lavet et kompas af noget drivtømmer, som hænger ned fra loftet. Han har sikkert ikke tænkt på Europa, da han lavede værket, men så kan man som beskuer overveje, hvordan det muligvis siger noget om retning i forhold til én selv og omverdenen ”, svarer Bretton Meyer.

Salonen foregik på Thorvaldsens Museum. Foto: Luna Stage

Kunsten ud i samfundet

Klaus Rothstein knytter nu humoristisk og sympatisk an til kunstrummet arrangementet foregår i: ”I behøver ikke vente på, jeg stiller jer et spørgsmål. I kan bare markere som Maximillian der”. Han peger på den enorme statue af Maximillian, der sidder med hånden i vejret.

For rummet vi sidder i på Thorvaldsens Museum har selvfølgelig en kolossal kunsthistorisk tyngde. Vi får nok at vide, at Thorvaldsen var en rebel og en samfundskritiker i sin tid, men det får alligevel en betydning, at vi er omgivet af Thorvaldsens klassiske skulpturer. Så hvordan får man kunsten ud af det traditionelle kunstrum og ud til andre publikummer end dem, der indgår i de sædvanlige kunstcirkler?

”Vi ville med #thelma too gerne blotlægge, det der sker, når nogen føler, de har ret til at tage magt over andre. Hvornår begynder det? Vi har været interesseret i at skabe dette moralfrie rum. Modsat mange kvinder oplever mange mænd at være i et moralfrit rum, fx ved polterabend, måske i sport eller i militærtjenesten. Vi kan så i teatret lave en minimal grænseoverskridelse. Vi vælger, at gøre det i en limousinetur rundt i Sydhavn, for der sker noget, når kunsten bevæger sig ud”, mener Mille Maria Dalsgaard.

Hun forklarer desuden, at forestillingens fiktive moralfrie rum sammen med et symposium var et forsøg på at nuancere, aktualisere og problematisere, hvordan #metoo bevægelsen i Danmark blev forklejnet i medierne og i det offentlige rum. Det kom til at handle om et klap i numsen. Hun uddyber om kunstens vej ud af det sikre kunstrum:
”Når man træder ud af kunstens komfortzone, så blander man sig i hverdagen. Med #thelmatoo kører limousinen fra Sydhavn og ud til Kastrup lufthavn. Nogle i Sydhavn valgte at protestere mod det kapitalistiske statussymbol, en limousine er. De kastede æg på limousinen”.

”Limousinen bliver en slags scenografisk ready-made”? foreslår Rothstein.
”Ja, den fremkalder reaktioner og sætter derfor på en anden måde virkeligheden i spil”, replicerer Dalsgaard.

Kunstsalon Vision: Håbets Gudinde på Thorvaldsens Museum. Foto: Luna Stage.

Sofie Hesselholdt tager over og forklarer, at kunstnerduoen også har lavet flere projekter i det offentlige rum:
”Hvis man gerne vil ændre verden, støder kunsten og teatret ofte på det problem, at det er et begrænset publikum, vi har? Når man præsenterer kunst ude i verden, så møder man også folk, der ikke normalt kommer på museer”.

Rothstein samler op: ”Ja, hvis man arbejder i de samme lukkede cirkler med folk, der bekræfter de holdninger, man selv har, når man ikke langt. Men Uwe Max Jensens værker på Læsø kunsthal repræsenterer en holdning, der ikke er særligt præsenteret, og derfor er det måske interessant at diskutere. Er kunsten for humanistisk og etisk? Jeg mangler kunst, der repræsenterer andre holdninger”.

Rothstein spørger til, om Hesselholdt & Mejlvang ville kunne lade deres værker repræsentere andre holdninger end deres egne fx migrationsbølgens ofre. Svaret bliver lidt tøvende, men de fortæller, at de faktisk af selvsamme grunde har arbejdet med det dybt ladede hagekorssymbol i keramik.

Moderator Klaus Rothstein. Foto: Luna Stage

Rothstein nævner, at han selv har researchet på kunstnere med andre holdninger end humanistisk-socialistiske til sin bog. Han har kun kunnet finde højreorienterede aktivister, der benytter greb fra performance og happenings: ”De sætter skilte op med en pil og en markering af, at så og så mange kilometer er der til Afghanistan. Altså rejs hjem”.

Bretton Meyer svarer: ”Det viser måske, hvor stærk kunsten er trods alt er. At de her greb er blevet så kendte, at de bliver brugt af folk, der ikke ved, at det er kunstgreb”.

Visionssalonen fortsatte informativt og interessant samtalen om kunsten og samfundet, men uden at tale særligt om slyngelæstetik fx som i litteraturen hos franske Michel Houellebecq eller i danske Christina Hagens bøger, om æstetik og politisk kunst, kunstnerisk kvalitet, og måske lidt paradoksalt uden at inddrage gæsterne ’ude fra samfundet’ i samtalen.

Salon Vision: Håbets gudinde – kunstens evne til påvirkning og forhandling fandt sted 11. juni 2019
Medvirkende i panelet var: Mille Maria Dalsgaard, Sofie Hesselholdt, Vibeke Mejlvang, Henriette Bretton-Meyer, Klaus Rothstein (moderator)
Salonen var arrangeret af Bikubenfonden.
Læs mere om Bikubenfondens saloner her 

Billedserie

Artiklen er sponsoreret af Bikubenfonden som led i et mediesamarbejde mellem KUNSTEN.NU og Bikubenfonden. Bikubenfonden har ingen redaktionel indflydelse haft på selve indholdet af artiklen.

Del artiklen

'Kunsten ud af ekkokammeret?'

Facebook