KUNSTEN og DR søger deltagere til nyt tv-program

KUNSTEN og DR søger deltagere til nyt tv-program

Værk af Julie Nord i privat hjem. Foto: Niels Fabæk

Har du og din familie lyst til et være med i et eksperiment, hvor kunstværker flyttes ud af Aalborgs kunstmuseum og ind i private hjem? Så tilmeld jer KUNSTEN og DRs nye program.

I det nye program, der vil blive vist på DR K, undersøges det, om publikums forhold til kunst bliver anderledes, når værkerne hænger i hjemmets kendte rammer frem for på et kunstmuseum.

Deltagerne skal ikke vide en masse om kunst. Det vigtigste er, at de er parate til at udfordre deres fordomme om billedkunst og har lyst til at lægge hus til en kunstudstilling. Programmet vil vise forskellige typer familier, som synes det er sjovt at deltage, selvom de måske aldrig eller sjældent har været på kunstmuseum.

“Vi tror på, at billedkunst af høj kvalitet har en relevans for et bredt publikum. Men vi er også klar over, at det er fremmed for mange at bevæge sig ind på et kunstmuseum. Med dette projekt ønsker vi at komme ind under huden på vores publikum på en utraditionel måde – og vi håber naturligvis at rykke ved nogle af publikums fordomme om hvad kunst er og hvad kunst kan” udtaler direktør Gitte Ørskou fra Aalborgs kunstmuseum KUNSTEN.

I programmet vil museumsdirektøren i samarbejde med deltagerne udvælge de værker, som skal hænge i hjemmet. I udvælgelsen vil deltagerne blandt andet blive præsenteret for forskellige typer kunst og fortælle, hvad deres umiddelbare reaktioner er. Desuden vil de blive spurgt om, hvem de er og hvilke værdier i livet, de værdsætter. Det hele vil danne grundlag for den endelige udvælgelse, som museet vil foretage. Det betyder, at familierne kan risikere at skulle udstille kunst, som de ved første øjekast ikke bryder sig om. Hensigten er at undersøge om deltagernes holdning ændrer sig i løbet af de dage, hvor deres hus omdannes til et kunstmuseum, og alle interesserede kan kigge forbi.

Interesserede skal tilmelde sig senest søndag den 14. december på www.kunsten.dk/hjem.

Udstillingerne, som vil være åbne for alle, vil finde sted i weekenderne i uge 9, 10 og 11.

Del artiklen

'KUNSTEN og DR søger deltagere til nyt tv-program'

Facebook