Efter at have oplevet de mange udstillinger i Giardini, er det tid til at bevæge sig ud i byen og plukke de bedste nationale pavilloner, som huses i de overjordisk smukke paladser – ikke at forglemme de højst anbefalelsesværdige udstillinger med etablerede kunstnere.
Man kan kritisere Venedigbiennalen for meget. Men den største fejl, er at den er blevet alt, alt for stor. Så stor, at man uundgåeligt går glip af en hel masse vidunderlig kunst. Fx sad jeg i flyet hjem og ærgrede mig over, at jeg ikke nåede Peter Doig-udstillingen i Fondazione Bevilacqua eller for den sags skyld den irske maler Sean Scullys udstilling i Palazzo Falier.
Og igen konstaterer man, at man også denne gang har misset flere kunstoplevelser, imens man læser om de kunstnere, som vandt den gyldne løve, sølvløven eller en hædrende omtale. Sådan har det været hver eneste gang.
Men lad os for en ordens skyld nævne vinderne: Ved den officielle åbning i lørdags blev spændingen om de gyldne løver udløst. Den internationale jury tildelte Armenien en gylden løve for den bedste pavillon (kan opleves på øen San Lazzaro degli Armeni). Den gyldne løve til den bedste kunstner i den kuraterede udstilling gik til den amerikanske konceptkunstner Adrian Piper (f. 1948).
Sølvløven, som hædrer en lovende, ung kunstner, gik til den koreanske videokunstner Im Heung-Soon. Hædrende omtale fik desuden den tyske kunstner Harun Farocki (1944-2014), det syriske kunstnerkollektiv Abounaddara og den algierske kunstner Massinissa Selmani (f. 1980), hvis værker alle vises i Arsenale.
Herudover fik USA’s pavillon i Giardini med den amerikanske performance-legende Joan Jonas, hædrende omtale. Altså ingen gylden løve til Danh Vo eller den danske pavillon, selv om mange – også mange udenlandske kritikere – havde anset det for at være oplagt.
Islandsk integration
Og lad os så ile videre og forsøge at indfange nogle af peak-oplevelserne ude i byen. Island har en af de mest opsigtsvækkende pavilloner. Den er resultatet af et samarbejde mellem det muslimske samfund i Venedig og Island, som er et af de lande i Vesten, der har den mindste indvandring. Projektet er undfanget af den schweiziske konceptkunstner Christoph Büchel (f. 1966). Det muslimske mindretal i Venedig har aldrig haft en moské, og samtidig er den første moské under opførelse i Island.
Det er vanskeligt at finde den tidligere kirke, som moskéen er indrettet i, men stå af på vaporettostationen Ca’ d’Oro, og gå gennem Cannaregio-kvarteret i nordvestlig retning til Chiesa di Santa Maria della Misericordia, som huser moskéen. Kirken har ikke fungeret i 40 år. Her har islændingene og Büchel været i gang i måneder for at renovere den forfaldne kirke og indrette den som moské med et stort, grønt væg-til-væg tæppe med striber, som peger mod Mekka og med indretningen af det helligste sted i en moské (mirab).
Desuden er der indrettet et separat rum, hvor man kan lære arabisk og i øvrigt studere koranen. De venezianske myndigheder har opfattet pavillonen som en provokation og en trussel mod sikkerheden, og moskéen ligger oven i købet tæt på den jødiske ghetto. Men under mit besøg åndede der fred og ro i det store rum, hvor lokale muslimer kan bede fælles bøn fem gange om dagen, hvis ellers de har tid. Der er åbent for publikum dagen igennem.
Adskillige hårde bank med næverne på den store, sorte port førte i første omgang ikke til noget, men til sidst var der gevinst: Den islandske kurator åbnede døren på klem og oplyste, at der var lukket. Men da jeg fortalte mit vigtige ærinde, forbarmede hun sig over mig.
En ung, jødisk mand smuttede med ind. Han var også nysgerrig over for tiltaget, som han kommenterede med følgende ord: ”Det er et godt initiativ, men hvor er kunsten henne?”
Pavillonen er i min optik et radikalt, men også velgørende initiativ, der nok en gang viser, at kunsten er et frirum, hvor værdier og forestillinger genforhandles. Pavillonen sætter tolerance og kommunikation højt og befordrer en mere nuanceret tilgang til Islam, end store dele af Vesten og radikale, muslimske kræfter ellers formår.
Lige i nærheden, i Palazzo Mora (samme stoppested), kan man se en kæmpemæssig gruppeudstilling med titlen Personal Structures. Crossing Borders. Her er værker af verdenskunstnere som Daniel Buren, Herman de Vries, Joseph Kosuth, Yoko Ono, Lawrence Weiner m.fl. udstillet sammen med værker af mindre etablerede kunstnere. Det er en absolut seværdig, men noget ujævn udstilling, hvis anden halvdel kan opleves i Palazzo Bembo (stoppested: Rialto).
Ærkefjender er gået sammen
Også i den indisk-pakistanske pavillon med fællesudstillingen My East is your West, som befinder sig i Palazzo Benzon (ved stoppestedet S. Angelo), er der satset på værker, som forholder sig kritisk til en spændt, politisk situation. For det første er det sensationelt, at de to lande, som ellers har ført krig mod hinanden og har stredes siden adskillelsen i 1947, nu optræder sammen. Den fremragende, indiske installations- og konceptkunstner Shilpa Gupta (f. 1976), som udtrykker sig skarpt, men nuanceret, og hvis værker har en sansemæssig skrøbelighed, repræsenterer Indien, mens den pakistanske kunstner Rashid Rana (f. 1968) repræsenterer Pakistan. Det er en uhyre gennemført pavillon, hvor Gupta tager os ud på en rejse langs med og over grænsen mellem Indien og Bangladesh, som ligger nærmest som en ø i den nordøstlige del af Indien, og med en strengt bevogtet, over 4000 km lang grænse.
I multimediekunstneren Rashid Ranas udstilling indgår bl.a. en live video-transmission, hvor publikum i Venedig kan kommunikere direkte med mennesker i hans hjemby Lahore, som står i et rum, der er fuldstændig identisk med det i Venedig. Udstillingen er blevet til på initiativ af forretningskvinden Feroze Gujrall, som selv er en multinational blanding af inder, araber og brite.
Krig og ødelæggelse – og damesko
Man kan næsten ikke tro det, men det er sandt nok: Irak, som lige nu oplever borgerkrigslignende tilstande, er med i år – endog med en meget fin pavillon, som ligger i Ca’ Dandolo (Vaporetto-station San Tòma). Udstillingen med titlen Invisible Beauty, er arrangeret af den belgiske kurator Philippe Van Cauteren, som er direktør for S.M.A.K. i Ghent. Han har bl.a. inviteret Ai Weiwei med på udstillingen.
De øvrige værker i pavillonen forholder sig direkte til den problematiske kunstsituation i Irak, hvor IS har ødelagt mange kulturværdier. Dertil kommer, at irakiske kunstnere er stort set usynlige på den internationale kunstscene – derfor titlen. Kunsten er et vigtigt led i den mentale overlevelseskamp, en slags terapi, hvor man bearbejder konflikter og foretager et nødvendigt sorgarbejde. Det er krasse værker, men et enkelt foto af damesko i en skoforretning bevidner, at livet går videre. Selv hvor kaos råder, trives den kvindelige forfængelighed.
Cy Twombly i paradis
Nu haster jeg videre til et af de bonus tracks, som følger i hælene på Venedigbiennalen. På det store museum for moderne kunst i Venedig, MUVE Contemporaneo, som ligger i det formidable palads Ca’ Pesaro (vaporetteostation San Stae), vises udstillingen Cy Twombly. Paradiso. Her kan man følge denne amerikanske malers (1928-2011) kunstneriske udvikling gennem seks årtier. Der er også en række skulpturer og papirarbejder. Denne kunstner anså kunsten for at være et jordisk paradis, hvor ”fortidens eksperimenter og følelser helbredes og omformes i nuet,” som han selv udtrykte det.
Twombly var en linjens mester. Han var en af de kunstnere, der ønskede at gøre op med den dominerende, abstrakte ekspressionisme i hans tid, men til forskel for popkunstnerne valgte han at fusionere et mere handlingsbetonet maleri, som vi kender fra den abstrakte ekspressionisme (Pollock m.fl.), med det klassiske, europæiske maleri. Han tegnede om natten og malede altid med venstre hånd, ligesom han satte lange pinde fast til penslen for at kunne lave de helt store linjeføringer i hans til tider enorme billeder.
Dermed afsværgede han sine tillærte tekniske og kunstneriske færdigheder og fandt en mere ’sand’ udtryksform. Stærkt anbefalelsesværdig udstilling med fremragende værker!
Harmoniske proportioner
Vi haster videre til en gigaudstilling i Palazzo Fortuny (vaporettostation S. Angelo) med titlen Proportio. Man bør begynde i underetagen, hvor man kan opleve fem arkitektoniske pavilloner, bygget af hampeplanter. Bag dem står arkitekterne Tatsuro Miki og Axel Vervoordt samt den danske arkitekt Jørgen Hempel. Pavillonerne har nogle formstrenge og enkle proportioner.
Det er en stor udstilling. Paladset var en gang den spansk-italienske maler, fotograf, tekstil-designer m.m.m. Mariano Fortuny’s (1871-1949) atelier. Her kan man dels se en lang række af hans egne værker, dels en række værker, som han samlede på, foruden værker, som indgår i udstillingen. Paladset er kun åbent, når der vises særudstillinger.
Udstillingen omfatter kunst fra den ældste tid op til i dag med fokus på universelle, kunstneriske forestillinger om proportion og harmoni. Således kommer vi vidt omkring. Der bydes bl.a. på video- og lydværker af Marina Abramovic, et kvindeportræt af Sandro Botticelli, vægskulpturer af Anish Kapoor (helt forrygende!), malerier af Ellsworth Kelly, Agnes Martin, Pieter W. van der Stock, skulpturer af Antony Gormley og Antonio Canova og et kæmpe hesteportræt af Michael Boerremans fra sidste år. Udstillingen er et overflødighedshorn af kunst, installeret i en fascinerende, historisk ramme.
Den 56. Venedig Biennale sætter spot på uhyre mange tider og steder og globale problematikker. Den lader os se ind i såvel de nære som de fjernere verdener. Værkerne sanses af det hungrende, kræsne og evigt nysgerrige blik: Kunstpublikummets.
