I den kommende tid kan man på aarhus.nu læse artikler om kritisk, skæv og provokerende kunst med holdninger.
Rummelighed
Nu kan politisk kunst jo være mange ting, og hvornår er det lige, vi med rette kan sætte dén etiket på kunsten? Vi behandler emnet med vanlig rummelighed, men når vi taler om politisk kunst, taler vi om kunstnere, der vil bevidstgøre sit publikum om forhold derude i verden. Pege på noget eller kritisere noget – eksempelvis social ulighed, uretfærdig verdensorden eller undertrykkelse af befolkningsgrupper.
Med temaserien vil vi debattere den politiske kunst ud fra forskellige vinkler. Det sker i form af reportager og anmeldelser af aktuelle kunstbegivenheder og ikke mindst i form af baggrundsartikler og interviews med kunstnere, kritikere og teoretikere.
Flytter den politiske kunst noget, skaber den debat og nye dagsordener? Eller er den kun til, for at de i forvejen frelste kan nikke samtykkende? Eller måske endda direkte forfejlet, hvis den ud fra kunstneriske forståelsesrammer blander sig i realpolitiske spørgsmål?
Piratvand og gratis kultur
Kunstnergruppen Superflex relancerer i disse dage GUARANÁ POWER – en piratkopieret fair-trade sodavand skabt i samarbejde med sydamerikanske bønder som modspil til store kapitalistiske monopolbrands.
I rum46 i Århus har kunstnerduoen Field Work netop afsluttet en tredages såkaldt Free Culture Camp med allehånde bud på alternative måder at leve og organisere sig på – baseret på ligeværdig, uhierarkisk og GRATIS udveksling af ideer og ydelser.
Provokation
Ligeledes ganske aktuelt har kunstnergruppen Surrend såmænd atter skabt røre med endnu en provokation placeret i synet på en højspændt politisk virkelighed – denne gang i form af en plakat med et billede af Kabbaen, den muslimske helligdom, og teksten "Dummer Stein".
Tre eksempler på politisk kunst her og nu. Tre eksempler på, at det ikke kun er maleriet og gallerisalget, der buldrer derudaf på dagens kunstscene, men at også den politiske kunst holder sig ganske vital.
Traditionen fornægter sig ikke
Kunsten har en lang tradition for at forholde sig kritisk til de forskellige magtstrukturer, der gennemstrømmer samfundet og kulturen, og nutidens politiske kunstnere trækker blandt andet på erfaringer fra 60’ernes og 70’ernes politiske kunst og alternative livsformer. Situationisterne, som huserede i Paris i slutningen af 1960’erne mente, at kunsten skulle foregå i det offentlige rum og gribe direkte ind i hverdagen, og den tyske kunstner Joseph Beuys indførte begrebet ‘social skulptur’: kunsten kunne være et politisk møde, et foredrag eller en happening på gaden.
De aktuelle nedslag nævnt i denne artikel er blot eksempler på, at kunstnere arbejder med lignende strategier i dag.
Klar, parat…
Vi skyder serien i gang med 2 interviews. Et med kunstneren Jakob Jakobsen – der sammen med Henriette Heise stod bag Det Fri Universitet – og et med kunstkritikeren Mette Sandbye. Begge med markante holdninger til politisk kunst.
Spot artikler under temaserien ‘Politisk kunst’ i fremtiden og hold fanen højt. God læsning!
