I en tid, hvor kunstformidlingen og kurateringen fylder mere og mere, og kunstoplevelsen er blevet til en retorisk øvelse, er det på tide at spørge, om den udvikling er hensigtsmæssig?
For mere en tyve år siden så jeg en vittighedstegning, som gjorde et vist indtryk, og som jeg af og til stadig kommer i tanke om. Som alle gode vittighedstegninger overdriver og generaliserer den, men rammer samtidig en øm tå, hvor der nok er noget om snakken.
Det er skæbnens ironi at jeg desværre ikke længere kan finde vittighedstegningen nogen steder, hverken i mit arkiv eller ude på nettet, så jeg nu er nødsaget til blot at beskrive den med ord. Det er der en vis pointe i.
Minimeret kunst – mere tekst
Som jeg husker vittighedstegningen bestod den af en stribe billeder ligesom i en tegneserie, måske fem ialt. I det første billede hænger et guldalderlignende landskabsmaleri på et museum, og ved siden af maleriet hænger et meget lille skilt med titel og kunstnernavn.
På næste billede ses et andet maleri, hvor landskabet er blevet lettere dekonstrueret på Paul Cezanne-agtig vis, og skiltet ved siden af er blevet en anelse større end før, da det nu også indeholder en mindre forklaring.
På det tredie billede ses et ret så dekonstrueret, kubistisk landskab, og der er en noget større forklaring på skiltet ved siden af. På det fjerde billede rummer maleriet et rent geometrisk, minimalistisk “landskab” ala Mondrian med en temmelig stor forklaring på skiltet.
Og på det sidste og femte billede ses et tomt, monokromt maleri ved siden af et kæmpestort skilt, med en meget omfattende forklaring, der er meget større end maleriet.
En morsom, lille kunsthistorisk gennemgang, hvor billedet går mod nul og retorikken mod uendelig. Og selv om tegningen er karikeret, er der sikkert noget om snakken, for der er ingen tvivl om at kunstformidlingen de seneste hundrede år har vokset sig større og større, undertiden så meget at den helt overdøver kunsten. Denne udvikling handler på den ene side om at demokratisere kunsten gennem formidling til den brede befolkning, så kunsten ikke længere er forbeholdt en dannet elite.
En kulturel tendens
For ikke så mange årtier siden kunne man stadig se en endeløs mængde artefakter ligge på rad og række uden forklaring i et utal af vitriner og skabe på Nationalmuseet, hvor man i dag nøjes med at fremvise nogle få udvalgte genstande, som så suppleres grundigt med en meget iøjenfaldende formidling i form af tekst, fotostater og video. Det kan man af og til begræde, men ret beset er det et sympatisk anliggende at man forsøger at demokratisere kunsten gennem formidling, og det er næppe kun denne del af historien der henvises til i vittighedstegningen.
Det er nok i lige så høj grad den anden side af udviklingen, den der handler om kuratorens magt og indflydelse. Kuratoreren og formidleren har i dag langt større indflydelse på kunsten end nogen anden aktører i kunstinstitutionen, kunstneren inklusive. I tidligere tider var det kirken, fysterne og mæcenerne, og senere samlerne og galleristerne, der sad med indflydelsen. Og i visse situationer også kunstnerne selv, når de grupperede sig i autonome miljøer som fx. romantikkens kunstnerkolonier og modernismens avantgarder.
Kuratoren som nøglen
Men med de seneste årtiers institutionalisering af kunstverdenen, hvor kunstakademierne og kunstmuseerne er kommet til orde igen, og hvor et globalt netværk af biennaler og kunstevents sætter dagsordenen, er kuratoren og formidleren kommet i centrum.
Og hvordan styrer de så? Eftersom kuratoren arbejder med formidling, må kuratoren sørge for at formidlingen bliver det centrale omdrejningspunkt, hvis kuratoren ellers skal opnå betydning som kurator. Kuratoren har derfor en tilbøjelighed til at vælge den kunst der lettest lader sig mediere til det medie kuratoren nu arbejder i, og den kunst som egner sig bedst til det, som kuratoren ønsker at formidle.
Dette hensyn retter sig ikke altid efter kunstens eller kunstnerens præmis. Kunstnere har som regel en anden tilgang, når de kuraterer, for hvor kuratoren tænker på formidling og publikum er kunstneren oftere tilbøjelig til at tænke på kunsten og kollegerne.
Ensretning og mainstream
Jeg siger ikke at det ene nødvendigvis er bedre end det andet, men blot at det ville være ønskværdigt hvis begge kurateringsmetoder var til stede.
Derfor er det beklageligt at der ikke længere er plads til et offentligt støttet udstillingssted i Danmark hvor kunstnere kuraterer. For femten år siden var der hele fire offentligt støttede kunstnerkuraterede udstillingsteder, Den Frie, Charlottenborg, Overgaden og Århus Kunstbygning, og nu hvor Den Frie som det sidste sted har kastet håndklædet i ringen og overladt kurateringen til en professionel kurator, er alle de offentligt støttede udstillingssteder blevet mainstreamet og ensrettet efter samme kurateringsprincip.
Det er beklageligt ud fra et mangfoldighedshensyn, og det gør det alt andet lige sværere for den unge og kommende generation af kunstnere at finde et sted, hvor man kan gå sammen om at udstille og manifestere sig.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdning og dagsorden.
