I den kommende valgkamp bliver økonomien den åbenlyse kampplads. Men hvad betyder vækst, penge og frihed, hvis der ikke er nogen kunst og kultur?
I anledning af den tilstundende valgkamp er det tid til at kigge på de politiske partiers forhold til kunst og kulturpolitik. Eller snarere mangel på samme.
En hurtig runde blandt partiernes hjemmesider afslører at kulturpolitikken hos samtlige partier er gemt godt af vejen langt nede i hierarkiets underste lag af politikområder. Denne gang er der slet ingen partier der har kulturpolitiske emner som en af deres mærkesager, eller som overhovedet henviser til kulturpolitikken på deres forside, sådan som det ellers har været tilfældet ved tidligere valg.
End ikke Dansk Folkeparti, som ellers i et årti har markedsført sig kraftigt på sin hjemmeside med en nationalistisk kulturpolitik, som de gerne anvender til at slå indvandrerne i hovedet med, har noget fremme om dette ellers så centrale emne.
Nej, fælles for alle partier er det denne gang økonomi, samfundsmaskinens økonomiske rentabilitet og vækst, det hele handler om. Økonomi ligger som en okkult agenda bag alt, om det så gælder uddannelse, grøn energi eller sundhed. Kunsten og kulturen står selvfølgelig også for skud i kraft af de oplevelsesøkonomiske krav om at bidrage til den økonomiske vækst. Markedsøkonomiske argumenter bliver mere og mere bestemmende for hvilke kunstneriske institutioner der skal overleve eller ej. Det er en åndløs og ensporet udvikling, som sikkert også skyldes at vi er for dårlige til at forklare politikerne hvilke grundliggende værdier kunsten har for kulturen og samfundet og hvordan kunsten danner os som mennesker. Eller også vil politikerne bare ikke lytte. Og så prøver de forgæves at finde egenskaber ved kunsten der kan anvendes til noget bæredygtigt i oplevelsesøkonomien eller erhvervslivet.
Kunst som løftestang
Som rektor for et kunstakademi bliver jeg af og til inviteret til konferencer og workshops, hvor erhvervsledere og forvaltningsfolk gerne vil i kontakt med kunstverdenens umådelige resurser af kreativitet og innovation, som de forventer vil kunne befrugte og udvikle deres egne virksomheder og institutioner.
De opfatter gerne kunstnere som nogle der per definition altid er kreative og eksperimenterende, men jeg må skuffende meddele dem, at kunstnere i lige så høj grad beskæftiger sig med rutinepræget, kedeligt arbejde som alle andre. Desuden er den kunstneriske kreativitet, når den endelig forekommer, af en sådan karakter, at den slet ikke opfylder de forventninger og krav erhvervslederne stiller til den kreativitet de efterlyser.
Når erhvervslivet efterlyser kreativitet, skal den helst være nem at håndtere og anbringe i et system, hvor den skal kunne omsættes til noget nyttigt i en fart. Som noget man kan planlægge at gøre i uge 40, og så er den klaret. Erhvervslivets trang til at styre alle processer kommer fra et mantra som de fleste virksomheder i Danmark efterlever med nærmest religiøs overbevisning, da det er blevet givet dem af en vis skibsreder, nemlig rettidig omhu.
Utidig ildhu
Men kunstnerisk kreativitet er nærmest det modsatte, nemlig utidig ildhu, en fin betegnelse fremsat af forfatteren Peter Hanke. Utidig ildhu er begejstring, der kommer uventet uden planlægning, og som omgående kræver al fokusering, uanset hvor man ellers var på vej hen.
Muligheden for utidig ildhu er vigtig for en kunstner, hvis resultatet skal frisætte sig som et reelt eksperimenterende og nytænkende værk og det ikke skal blive kalkuleret og tandløst. Utidig ildhu rummer en meget stor grad af risikovillighed, hvor der aldrig skeles til noget så fantasiløst som økonomisk bundlinje eller rentabilitet, og utidig ildhu forudsætter en meget stor grad af autonomi og ubundethed, som ikke matcher det erhvervslivet i virkeligheden efterspørger.
Men det er netop det utilpassede og ubundne ved kunsten der kan gøre den værdifuld, fordi den i så fald udgør et en helt ny og anderledes måde at betragte tilværelsen og samfundet på, som vi ikke kendte i forvejen.
Hvad kæmper vi så for?
Det er en udbredt anekdote på internettet at Winston Churchill under Anden Verdenskrig som svar på sin finansministers forslag om at skære ned på kunststøtten og i stedet bruge pengene til krigsindsatsen, skulle have sagt: Then what are we fighting for? Der er dog intet, der tyder på, at Chuchill rent faktisk har sagt det, anekdoten er sikkert usand, og i hvert fald var kunststøtten i England under krigen så lille, at den ville være et ligegyldigt bidrag til krigens enorme udgifter.
Men uanset hvem der har, eller ikke har, sagt disse ord, er det en meget markant udtalelse, der rummer en vigtig pointe. Krigen og de våben, der skal vinde den, kan ikke være et mål i sig selv. Der må eksistere et mål udenom, som gør det værd at kæmpe, og som i sig selv ikke må gå tabt på grund af krigen. Finanskrisen er sådan en krig, og økonomiske reformer og vækst er de våben der skal bekæmpe den. Der må derfor eksistere et højere formål udenom reformerne, der skal gøre det værd at gennemleve de mange nedskæringer og afsavn, der skal til for at genoprette økonomien. Et formål som i sig selv må være immunt overfor nedskæringer, hvis det skal give mening.
Vi kunne ønske der var flere af Churchills kaliber (eller hvem det nu var) i de politiske partier der vil beskytte de kunstneriske værdier i kampen om den økonomiske vækst. Så ville vi måske stemme på dem.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
