Merchants of Dreams er ikke nogen nem udstilling at anmelde. Da jeg går rundt i Viborg Kunsthal, forvirres jeg hurtigt over, hvad jeg kigger på. Det er, som om der er to udstillinger her, begge med præcis de samme værker.

På den ene side introduceres jeg for en række kunstnere, der adresserer vidt forskellige temaer i deres praksis. På den anden side er jeg opmærksom på, at udstillingen som et samlet hele skal fortælle mig om nogle af de ting, der for tiden rører sig i Marokko. Det føles, som om alle værker har fået en ekstra label på. Kunst er og bliver et udtryk for en kultur her, uløseligt bundet til en geografisk lokalitet. Kunst er ikke bare ’kunst’; det er ’marokkansk kunst’.

Så langt så godt. Det er der vel ikke noget i vejen med. For jeg er jo netop blevet lovet en udstilling om marokkansk kunst. Og udstillingen er da også en del af Images 2016, et projekt under Center for Kultur og Udvikling, der netop skal sætte fokus på globale udfordringer gennem kunst fra Afrika, Asien og Mellemøsten. Alligevel føler jeg, at jeg ikke helt kan ’se’ værkerne. At mit blik sløres af den større historie om kulturelle forskelle.

Etnografi og performativ handling
Når vi flytter noget ind på et museum, sker der noget. Det ved vi allerede godt. For en sådan flytning er altid en performativ handling. Det er den også på kulturhistoriske museer. For at noget kan opnå status som en etnografisk genstand, skal et objekt nemlig, ifølge performanceteoretikeren Barbara Kirshenblatt-Gimblett, tages ud af sin sædvanlige brugssammenhæng og indsættes i en ny museal eller diskursiv kontekst. Det ligner en slags dåb eller indvielsesritual. Den ting, som stadig er i brug, er endnu ikke et etnografisk objekt. Men når den bliver en del af et større display, ja, når den berøves sin oprindelige funktion og påtvinges en label, der forklarer, hvad den er, og hvor den stammer fra, så er det, at den indtræder i en ny etnografisk fortælling.

Den samme historie kan naturligvis ikke overføres på kunstværket uden problemer. Kunsten er allerede del af en diskurs, om den vil det eller ej. Men i udstillinger som Merchants of Dreams skal den pludselig også være etnografisk. Selve den geografiske dislokation har konsekvenser for læsningen af værket. Kunsten har fået tilføjet et ekstra betydningslag på rejsen nordpå. Spørgsmålet er, om den også er blevet frarøvet noget.

Malplacering som kunstnerisk greb
Hicham Benohouds foto-serie Anes Situ, 2012-13, favner nu disse lag af forflytninger og forskydninger meget godt. Her ser vi på billederne et eller flere æsler, placeret uden for almindelig sammenhæng, midt i en stue, sammen med nogle skødesløst opstillede murstenskonstruktioner. Æslet maser sig på. Det hører ikke hjemme her. Og alligevel er dyret en del af et lokalt liv. Det har en funktion. Men det er den skæve kontekst, der får os til at tænke over de mange modstridende lag, der udgør billedet på en kultur. Det malplacerede bliver et tema. Og derfor spiller det godt med her på udstillingen, hvor værkerne også er flyttet fra en kontekst til en anden.

Andre steder, som i Mohssin Harrakis Aquarium Artificiel, 2014, er det selve den historiske arv, der dekontekstualiseres. Her ligger tre bøger side om side i hvert deres akvarium. Én er skrevet på fransk, en anden på arabisk og en tredje på amazigh (berber). Hver især repræsenterer de Marokkos historie fortalt med tre forskellige stemmer, mens siderne langsomt opløses i vandet. Det er en enkel installation, der refererer tilbage til landets oprindelige og koloniale fortid. Derfor passer også dette værket godt ind her.

Og der er flere værker, som handler om forskel, dislokation og geopolitik. Blandt andet Hamza Halloubis video Letter to Aura, 2012, der kredser om dét at definere sig selv op imod grænsen til Europa og om at være begrænset i sine bevægelser. Også den nyligt afdøde Leila Alaoui er repræsenteret her med videoværket Crossings, 2011, der fortæller en fragmenteret historie om udvandrere, der søger mod nye liv uden for Afrika.

Det konstruerede blik
Det, der bekymrer mig mere, er de værker, der ikke på samme vis passer ind. Værker der ikke som sådan repræsenterer landet, dets kultur og dets ophav. Hvor er de?

Og hvis de rent faktisk er her, kan vi så overhovedet ’se’ dem, eller tvinges de ind under vort eget etnografiske blik?

Når jeg for eksempel ser på Randa Maroufis fotografier af kvinder, der antastes af mænd i det offentlige rum, så mindes jeg om, at dette ikke er et fænomen, der begrænser sig til Marokko, Nordafrika eller Mellemøsten, men som eksisterer i adskillige lande kloden over. Alligevel kan jeg ikke lade være med at læse værket som en kommentar på det moderne marokkanske samfund, når det indsættes i denne udstillingsmæssige kontekst.

Det samme kan siges om Simohammed Fettakas fotoserie False, en serie billeder af narkomaner i elegant tøj. Også her læste jeg fotografierne som en kommentar på socio-økonomiske forskelle i det marokkanske samfund. Men samtidig er dette jo noget, der gør sig gældende alle mulige steder.

Dette er ikke kun et kuratorisk problem. Kurator Christian Skovbjerg Jensen har sammensat et spændende udvalg af værker, om end jeg frygter lidt, at disse stadig er valgt på baggrund af, hvad de ’siger’ om Marokko og ikke om kunstscenen som sådan. Men selv dét er en fordom fra min side.

Jeg kender ikke den marokkanske kunstscene godt nok til at vide, om det, jeg ser her, rent faktisk er repræsentativt for hvad, der rører sig. Og netop heri består problemet. Der bliver ikke rykket ved min forudindtagethed. Jeg er oppe imod konstruktionen af mit eget blik. Og dér bliver jeg ved med at være.

At gøre plads til det der ikke passer ind
Jeg ville gerne have set en udstilling, der til tider brød med min forventning. I Merchants of Dreams sker det da heldigvis også af og til. Bare ikke nok. For eksempel fandt jeg Zainab Andalibes besynderlige aluminimunsobjekter yderst interessante, ikke mindst på grund af den måde hendes værker tager udgangspunkt i en lokal gør-det-selv-kultur uden dog tilsyneladende at handle om så meget mere. Og også Said Afifis filmiske undersøgelser af marokkansk arkitektur undslap på én eller anden måde udstillingens didaktik.

Jeg har intet problem med kunst, der undersøger lokale identiteter, lokale politiske spændinger, en problematisk historie og det vestlige blik. Vi har hårdt brug for den slags kunst. Den rykker ved det centrum, der i alt for mange århundreder har kendetegnet kunsthistorien. Men jeg bliver urolig, når udstillinger, der netop forsøger at gøre op med en sådan verdensopfattelse, ender med at gøre kunst til et etnografisk objekt. Derfor er jeg også glad for, at Merchants of Dreams til tider bryder med sin egen kuratoriske logik.