Kunst i kolonispøgelsets tid

Anamnese kaldte Platon det 300 år før vor tidsregning. "Generindring" kunne man kalde det i dag. Dengang var det den gradvise vej til den sande indsigt og erkendelse. I denne sammenhæng handler det særligt om at se sin egen historie i øjnene og gøre op med en fortid, som ligger ubehandlet hen i den danske bevidsthed.

Her kan kunsten have en væsentlig terapeutisk rolle. Den kan "åbne graven. Slippe spøgelserne fri," som den britiske kunstkritiker Kobena Mercer skriver med særligt fokus på de postkoloniale traumer. De skal nemlig erkendes og bearbejdes.

At se spøgelset i øjnene
"Det handler om at forlige sig med den koloniale arv, overgrebene og komme om på den anden side. Men det kræver, at man behandler traumet og ikke lader sig jage bort fra graven af det koloniale spøgelse. Ellers ligger den her uartikulerede fortrængning og spøger i baggrunden. Det er et spørgsmål om at bearbejde denne postkoloniale tilstand vi alle er i," forklarer Tone Olaf Nielsen der med Frederikke Hansen udgør Kuratorisk Aktion.

De arrangerede i 2006 udstillingsrækken Rethinking Nordic Colonialism og har i den seneste udgivelse af SUM – magasin for samtidskunst #4 tilrettelagt værker og tekster, der kritisk reflekterer over Danmarks rolle som kolonimagt – ser spøgelset i øjnene.

De ulykkelige realiteter
Danskerne er kolonister, så er det sagt og ude i det åbne. Det er ikke bare England, Spanien, Frankrig, Holland og "de andre," der har bemægtiget sig et fjernt folk og holdt dem i et greb, hvor selvstændighed, ansvar, udvikling og civilisationens goder ikke var givet for de koloniserede. Tværtimod.

Vi er ifølge Tone Olaf Nielsen som kolonimagt stadig indhyllet i dette 1700-talsspøgelse.
Og realiteterne er for eksempel Grønlændere der er blevet tvangsflyttet, udnyttet, territorier der er blevet indtaget, børn sendt på "dannelsesrejse" til Danmark og et stort antal voksne grønlændere, som ikke er blevet taget ordentligt imod i Danmark. Som et marginaliseret folk i det danske samfund selv den dag i dag lever de ofte nogle ulykkelige liv.

Kolonialisme genåbnet
"Vi har arbejdet med disse tematikker længe og har spurgt os selv om, hvorfor vi kender så lidt til den interne kolonihistorie i Norden, hvorfor vi ikke har en fornemmelse af at vi aktivt har deltaget i det moderne kolonialistiske projekt, hvorfor den her nordiske kolonihistorie er usynlig, og hvordan den usynlighed tillader at denne fortrængning reproducerer sig?" forklarer Tone Olaf Nielsen.

Med Rethinking Nordic Colonialism (der samlede 52 postkoloniale kunstnere og teoretikere i 2006) havde Kuratorisk Aktion en tese om, at de spørgsmål og problematikker, som har ligget ubehandlet hen i den danske kolonihistorie lader sig aflæse idag i vores manglende evner rent politisk til at tackle fremmedhed, indvandring og forskelle i det hele taget.

Blød kolonialisme og stereotyper
"Det blev meget tydeligt, at den her danske historie stadig er fortrængt, fordi vi aldrig er blevet afkolonialiseret. Det er endt i en form for "soft-colonialism" i form af det her famøse bloktilskud, der bliver set som en slags almisse fra "moderlandet" Danmark, som hjælper disse hjælpeløse, ubemidlede, ligefrem primitive Grønlændere og de forkælede, utaknemmelige færinger. Sådan tager stereotyperne sig stadig ud. Man kan altså kun forsvare en sådan tilgang til andre mennesker, hvis man har dehumaniseret dem; gjort dem til tavse objekter og modpol til vor egen selvopfattelse," pointerer Tone Olaf Nielsen.

Kunsten og de ufortalte historier
Kunsten bidrager med en platform for den her skjulte historie og kobler de personlige vidnesbyrd til det ufuldstændige arkiv og den geopolitiske virkelighed.

"Pia Arke var for eksempel en kunstner, der gennem mange år beskæftigede sig intensivt med vores kolonihistorie. Det, der karaktiserede hendes projekt, var netop at operere i den her kløft mellem arkivet og de her ufortalte historier. Alt det, der ikke er indskrevet i historien," forklarer kuratoren.

Tilbage til gerningsstedet
Kunsten fører os "back to the crime scene," hvor der skabes en generindring som kan lede op til en mental bearbejdning. Kunst med en ret terapeutisk funktion, og kunsten kan fungere som et vidnesbyrd fra de her glemte og ufortalte historier.

"Der er jo visse stemmer, som aldrig bliver hørt eller figurerer i arkivet. Arkivet er jo domineret af kolonisatoren og vidnesbyrdet om den vestlige verdens storhed," pointerer Tone Olaf Nielsen.

Samtidskunstscenen i Grønland er meget hybrid og tæller også unge, sociopolitiske kunstnere som Julie Edel Hardenberg, der i den grad har forsøgt at gøre op med sin stereotype identitet skabt af Danmark. Hun arbejder primært dokumentarisk, hvor hun forsøger at afmytologisere Grønland både som land og folk.

De nye generationers opgør
"Det, man har set i den yngre generation, er en tendens til at man ikke ser Danmark som stedet, hvorfra alverdens lyksagligheder kommer. Men man har en tradition for at tage til Danmark for at blive uddannet, men nu begynder de jo også at tage til Canada og USA. Det er en globaliseret generation, der får oplysninger alle mulige steder fra præcis som herhjemme. I den yngre generation er der også tiltag til at gøre op med den historie på en helt anden måde, som for eksempel Julie gør i hendes projekt," lyder det forhåbningsfuldt fra Tone Olaf Nielsen.