Kulturpris til Skovsnogen

Kulturpris til Skovsnogen

kovsnogen Artspace har vundet prisen for dets innovative tiltag, hvor kunst og natur udspiller sig under åben himmel i en vestjysk skov. Pressefoto

Kultursamarbejdet i Region Midt- og Vestjylland uddeler priser til kunst- og kulturprojekter. En af modtagerne er Skovsnogen Artspace.

Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjylland uddeler for niende gang sine kulturpriser. En af de i alt to priser går i år til udstillingsstedet Skovsnogen ved Kibæk.

Skovsnogen Artspace har siden 2009 forenet samtidskunst med friluftsliv og naturoplevelser. Projektet er igangsat af René Schmidt og nuværende formand for Statens Kunstfonds Legatuvalg for Billedkunst, Søren Taaning, som i samarbejde med andre billedkunstnere udstiller værker, herunder design, lyrik og folkekunst, under åben himmel i en vestjysk skov.

Formanden for Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjylland, Johs Poulsen, lægger vægt på, at Skovsnogen Artspace er valgt som modtager af KulturPrisen 2015 af flere grunde:

“På blot seks år har Skovsnogen præsteret at etablere sig som en opsigtsvækkende og nytænkende kunstoplevelse i den frie natur uden for det etablerede kunstmiljø. Skovsnogen virker som inspiration og motivator for det midt- og vestjyske miljø for samtidskunst i kraft af sin form, men i særdeleshed sit indhold,” fortæller han.

Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjyllands anden KulturPris går til den 20’årige Victor Tambo fra Holstebro, som har igangsat en række aktiviteter og koncerter i ungdomsforeningen Subhuset.

Priserne er indstiftet i 2007 af bestyrelsen for Kultursamarbejdet i Region Midt- og Vestjylland, der er et samarbejde mellem ca. 70 kultursteder og syv kommuner. De syv kommuner er Lemvig, Struer, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Herning, Ikast-Brande og Skive.

KulturPrisen gives for en bemærkelsesværdig indsats til kulturen i det midt- og vestjyske og er på hhv. 15.000 og 10.000 kroner, samt et diplom.

Del artiklen

'Kulturpris til Skovsnogen'

Facebook