Kropumulig kunst!

Kropumulig kunst!

Robin Deacon (UK) gav sin krop kamp til stregen ved Samtalekøkkenet. (Foto: Samtalekøkkenet)

Vis billedserie

Performance

Samtalekøkkenet – Forum for performativ kunst

17 feb 2011 17 feb 2011

Christian Falsnaes, Robin Deacon, Ulla Hvejsel

Warehouse 9
Se kort og tider

Næste Samtalekøkken er den 14. april og vil præsentere performances af tyske Jörn J. Burmeister, Frans Jacobi og Stine Marie Jacobsen.

Det fjerde Samtalekøkken bød på en række kropslige opgør, hvor den kunstneriske tilstedeværelse blev sat på spidsen og teksten fik en central plads. Men giver performancekunst overhovedet mening uden krop?

Det giver ikke meget mening at lave performances og samtidig tage afstand til kroppen som kunstnerisk medie.

Det fjerde Samtalekøkken bød dog både på danske og udenlandske kunstnere, der netop forsøger at gøre op med den kropslige tilstedeværelse i deres performative kunstpraksis.

Kroppens indtog i kunsten
Hele performance-traditionen bygger på kroppens indtog i kunsten i meget konkret forstand.

Tilstedeværelse, nærkontakt, konfrontation, påvirkning, samtale, overskridelse af den private sfære, det handlende subjekt og undersøgelser af køn og identitet er bare nogle af de termer, som trækker tråde gennem performancekunsten. Og der er ikke ret mange af disse fokuspunkter, der fungerer uden kropslig tilstedeværelse.

Det kropslige er performancekunstens præmis, men derfor også noget kunstnerne igen og igen har undersøgt kritisk. Marina Abramovic sad bum-stille på MoMa i New York dagligt fra 14. marts til 31. maj 2010 i hendes hidtil længste performance The Artist is Present.

Mary Paterson fra Open Dialogues (UK). (Foto: Samtalekøkkenet)
Mary Paterson fra Open Dialogues (UK). (Foto: Samtalekøkkenet)
En tilstedeværelse som værket problematiserer og udfolder som et tolkningsspørgsmål:

Er man overhovedet tilstedeværende som kunstner, hvis man ikke gør noget? Er det ikke nærmere det sansende, reflekterende og reagerende publikum, der er til stede, synes værket at spørge.

Kropskritik
Mary Paterson og Rachel Lois Clapham fra den britiske gruppe Open Dialogues – critical writing on and as performance undersøger netop, hvordan vi som publikum og kritikere møder, indoptager og diskuterer performancekunst.

En del af deres strategi er netop at reagere og skrive ‘performativt’ i mødet med performancekunsten. Til Samtalekøkkenet præsenterede Mary Paterson nogle af deres seneste forsøg på at indgå i en kritisk, og ofte kropslig, dialog med en række performanceværker.

Den tavse krop
Generelt for de performative indslag til dette Samtalekøkken var at de undersøgte selve den kropslige tilstedeværelse, men også den ikke-kropslige tekst, sproget og tavsheden.

Danske Ulla Hvejsel kastede sig ud i en længere tale, A Speech to the Silent Majority, hvor hun via google translate oversætter teksten først til arabisk og så tilbage til dansk. Talen ender derfor i en form for sprogligt mellemrum, hvor ordstillinger og kendte vendinger opløses og forvrides.

Hvejsel er hele tiden til stede, men primært som oplæser, og da hun efterfølgende får stillet en række spørgsmål fra publikum, så oversætter hun først spørgsmålet på samme vis og siden sit eget svar. En tavs krop med et artificielt sprog, der konstant er i konflikt med et andet.

Ulla Hvejsel (Foto: Samtalekøkkenet)
Ulla Hvejsel (Foto: Samtalekøkkenet)
Ulla Hvejsel (Foto: Samtalekøkkenet)
Ulla Hvejsel (Foto: Samtalekøkkenet)

Og for at understrege den tavse krop genopførte hun, sammen med publikum, et minuts tavshed fra London efter murens fald i 1989 og det tavse John Cage-værk 4:33 – en komposition i tre tavse dele (0:30, 2:23, 1:40) for valgfrit instrument.

En nøgen krop
Britiske Robin Deacon præsenterede et noget andet opgør med værket The Argument Against The Body. Først sidder vi og stirrer på en tom scene, imens Deacons stemme strømmer med novellens svungne sprog fra højtalerne og fylder rummet. En længere fortælling om Deacons personlige tanker om kroppen og hans oplevelser helt fra barndommen med en uregerlig krop.

Pludselig løber en nøgen mand ind blandt publikum og ender, efter en del tumlen rundt, oppe på scenen. Stemmen fortsætter fra højtalerne, og kunstnerens krop står stivnet til fortællingen om en ung kunstner, der aldrig helt finder sig til rette med sin krop.

Kropskontrol
To blandt publikum sættes til at tegne ham, imens han står nøgen og læser op ind i et videokamera, der er rettet mod hans mund. Oppe på bagvæggen ser man denne store mund, der fortsætter fortællingen om et frustreret liv som kropskunstner.

Robin Deacon på vej mod kontroltab...(Foto: Samtalekøkkenet)
Robin Deacon på vej mod kontroltab…(Foto: Samtalekøkkenet)

Hele seancen ender med at Robin Deacon, der er en spinkel (og storrygende) kunstner, løber frem og tilbage i rummet, snurrer rundt om sig selv, falder, løber, falder, snurrer igen, løber, falder og til sidst; giver op. En kunstner og en krop i kamp.

Et korporligt møde
Den danske men østrigsk uddannede kunstner Christian Falsnaes stod for aftenens talk og præsenterede sin praksis (i to videodoukumentationer), der er meget kropslig og tilstedeværende. For nogen måske et klassisk eksempel på performancekunst, hvor publikum involveres kraftigt i en kunstnerisk masterplan, hvor der både bliver givet og taget:

Først udsætter Falsnaes publikum for nogle ret absurde og ofte umulige opgaver, for siden at udstille sig selv kropsligt i mindst ligeså absurde scenarier, hvor publikum også får lov at konfrontere ham helt korporligt. Og tilfredsstillelsen lyser ud af deres øjne.

Den tilfredsstillelse fik vi ikke til det fjerde Samtalekøkken, men et udfordrende indblik i hvor performancekunsten kan bevæge sig hen, når kroppen bliver sat på spidsen.

Vis billedserie

Performance

Samtalekøkkenet – Forum for performativ kunst

17 feb 2011 17 feb 2011

Christian Falsnaes, Robin Deacon, Ulla Hvejsel

Warehouse 9
Se kort og tider

Næste Samtalekøkken er den 14. april og vil præsentere performances af tyske Jörn J. Burmeister, Frans Jacobi og Stine Marie Jacobsen.

Kommentarer

Del artiklen

'Kropumulig kunst!'

Facebook