Randers Kunstmuseum har gjort det til et af sine fokusområder at udstille “dem, de andre ikke vil lege med”. Det har afstedkommet udstillinger med Uwe Max Jensen i 2006, Jens Galschiøt i 2012 og nu altså Kristian von Hornsleth med udstillingen Super Crash. Disse kunstens enfant terribles er (mere eller mindre selvvalgt?) udgrænset fra de kunstinstitutionelle rum, mens de omvendt er favnet af medierne og nyder stor opmærksomhed i en bred offentlighed. Randers Kunstmuseum stemmer sig altså op mod en begrænsende enighedskultur i branchen, og høster i den forbindelse samtidig en vis provo-glans.

Udstillingen i Randers er dog ved første indtryk en ret traditionel museumsudstilling, der retrospektivt i tematiske rum præsenterer forskellige værkgrupper af Hornsleth. Der er eksempelvis et rum med malerier og skulpturer og et med hans kommercielle brandingprodukter. Her er udsagnet FUCK YOU ARTLOVERS det provokerende slogan, der skal tjene til at hudflette kunstens hykleri og ‘brande’ budskabet om, at kunsten ingen autenticitet har, at alt handler om penge og om at markedsføre sig. “There is no product only marketing”.

Hornsleth som performer

Hornsleth personificerer eller performer selv gennem hele sit kunstnerskab dette “kunstsyn” og placerer sin signatur som et logo pladask i centrum af sine billeder. Strategien er at overdrive og karikere. På den måde kan vi få øje på strukturerne, mener Hornsleth.
Så vidt så godt. En sund kritisk årvågenhed overfor kunstens økosystem og dens aktører er velkommen, og Hornsleth rammer en øm tå, helt sikkert. Hornsleths kunst er ikke subtil, snarere endimensionel, bombastisk. Den skal være dum, selvom den ind imellem er dummere end tilladt, som når han lader pornoskuespillere agere i et videoværk med påmalede Hornsleth brands på kroppen. I stedet for liderlig stønnen siger de “Hornsleth”, “Hornsleth”, “Hornsleth”. Kan det være mere grænseoverskridende?

De rigtige skandaleværker

Det kan det! Havde Hornsleth holdt sig til symbolske repræsentationer i form af malerier og skulpturer, ville hans provokunst ikke have forårsaget et mere end et par skvulp hist og her. Hornsleths “genistreg” er, at han har ført sit projekt ud af kunstens sfære og ind i virkeligheden. I stedet for farve og pensler bruger han nu rigtige mennesker som kunstnerisk materiale.

Udstillingen fokuserer derfor på Hornsleths rigtige skandaleværker, de “sociale aktivistiske projekter”, som de omtales i udstillingskatalogets forord, hvilket er noget af en falsk varebetegnelse. Der er ikke meget “socialt” over værker som The Village Project Uganda (2006) og The Homeless Tracker Project (2017). I førstnævnte lavede Hornsleth en aftale med indbyggerne i landsbyen Buteyongera i Uganda: Han forærede dem en gris eller en ged, hvis de til gengæld tog Hornsleth som mellemnavn i mindst to år. I sidstnævnte udstiller han hjemløse bag glasruder og giver købere af hjemløseportrætter mulighed for at tracke “deres egen hjemløs” døgnet rundt via en GPS-sender. Projekter som disse er selvfølgelig designet for at skabe forargelse, og de er omdiskuteret som få kunstværker.

Hornsleth inkarnerer i egen person kapitalismens forbrug af mennesker, uligheden og vestens hykleriske “ulandshjælp”. Tanken er, at vi skal opdage de undertrykkende strukturer og i hans performance spejle os selv som deltagere i systemet, føle ubehag, skamme os, vågne op. Hornsleth har altså et kritisk, ædelt, moralsk motiv. Man kunne sige et kunstnerisk projekt. Men man føler sig først og fremmest “ubekvem” i mødet med disse værker, fordi Hornsleth ikke skelner mellem symbolsk repræsentation og virkelige mennesker. De hjemløse er blot “symboler” i den frie kunstners hænder.

Kunsten som ansvarsfrit terræn

Når Hornsleth bliver spurgt om, hvilke etiske overvejelser han gør sig, svarer han: “ingen”. Endnu mere overraskende er det dog, at Randers Kunstmueum gik med til at udstille tre hjemløse i glasbur under ferniseringen. Museet har tydeligvis taget Hornsleths påstand om, at de hjemløse er “medskabere” af værket for pålydende og er blevet part i projektet. Museumsdirektør Lise Jeppesen vil ikke være den fra elfenbenstårnet, der ved bedre end de hjemløse selv, hvad der er godt for dem: at “de er for svage til selv at have mening som selvstændige individer”, som hun udtrykte det til TV2 Østjylland.

Både kunstner og direktør skøjter let forbi den kedelige etik, selvom magtstrukturerne i disse “samarbejder” er “fucked up” – for nu at bruge kunstnerens begrebsapparat – og selvom “samarbejdspartnerne” deltager i projektet på helt uligeværdige, uigennemskuelige og uklare betingelser. At påberåbe sig kunstens frihed og ansvarsløshed på den baggrund er ikke provokerende – men akkurat et udtryk for at befinde sig i et kunstens elfenbenstårn såvel som et udtryk for manglende selvrefleksion og bevidsthed om, at “kunstens frihed” ikke kan stå uimodsagt, når kunsten agerer udenfor kunstens rum.

Den politisk korrekte sociale kunst

Det kan være instruktivt at sammenligne med Kenneth Balfelts Enghave minipark projekt, der blev gennemført i 2010-2012 sammen med brugerne af parken, ikke mindst øldrikkerne. I modsætning til Hornsleths hjemløseprojekt, der nuanceløst reproducerer alle klicheer om den hjemløse (ingen lærer noget), insisterede Balfelts projekt på en lang dialogisk process for at finde frem til et ligeværdigt og transparent møde og på at se samarbejdspartnerne som rigtige mennesker med ressourcer (man opdager noget hinsides klicheerne).
Man kan selvfølgelig mene, at det er et usexet, politisk korrekt projekt, at Balfeldt er blevet klappet ind i kunstinstitutionen, og at det ikke rykker ved noget overhovedet i offentligheden.

Hornsleth er mediekunstner

Spørgsmålet er nu snarere, om Hornsleths projekter rykker ved noget? Hornsleth er “mediekunstner”, og ikke museet men medierne er hans primære udstillingsplatform (denne anmeldelse på Kunsten.nu er på sin vis også en “udstilling” af Kristian von Hornsleth). Hvis man måler på omtale i medierne er han en af landets mest succesfulde kunstnere.

Mediestrategi med mangler

Hornsleth pointerer igen og igen, at han vil sætte tingene på spidsen for at tvinge os til at tage stilling til ting, han finder horrible i verden: hykleri, kapitalisme, magtstrukturer, uretfærdighed, ulighed etc..

Men hvilken debat følger i kølvandet på Hornsleth i medierne? Diskussionen om ovennævnte temaer fylder forsvindende lidt, mens opmærksomhed går til SENSATIONEN Hornsleth selv. Hjemløseorganisationer stævner ham, Amnesty kritiserer og snakken går om Hornsleth er hip, for meget eller en nar?

Nu har Hornsleth i 20 år stædigt fastholdt sin mediestrategi: maximal provokation, patter og uanstændig menneskehandel. Bingo! Kvantitativ succes, men kun ringe kvalitativ debat.

En mediekunstner som han, der ifølge katalogets intro “mesterligt” manipulerer medierne, burde kunne lykkes bedre. Hvis man ellers kan tage Hornsleth på ordet, og hvis man således antager, at han har et kunstnerisk projekt, har dette kunstneriske projekt så ikke fejlet med et brag?

Det spørgsmål stiller Hornsleth og Randers Kunstmuseum ikke sig selv.