Kreativitetens skæbne – genbrug #1

Genbrug på to planer
Da en jounalist forleden kontaktede mig for at spørge om genbrug i samtidskunsten, gav det anledning til en række hurtige associationer. En af dem var synet af min datter, der sprang fra et par meters højde ned i en bunke skumgummistykker igen og igen, alene og sammen med fremmede børn, som var hendes venner for en dag.

Det var på Arken i Palle Nielsens Modellen, som knytter an til genbrug på to måder:

For det første er langt de fleste materialer genbrugsmaterialer (brugt skumgummi, træ, pap og så videre), hvilket giver den nogle bestemte, lidt trashede og 70’er-agtige kvaliteter. Børnene laver huse af pap og maler dem, de klæder sig ud i gammelt tøj og gemmer sig i et bjerg af oppumpede traktorslanger. Inden for Palle Nielsens utopiske ramme er der et økologisk perspektiv her, der handler om at lade børnene være mere genbrugere end forbrugere.

For det andet er værket selv en slags ‘genbrug’ på flere måder, idet det er en genopførelse af et værk fra 1968, som Arken yderligere har erhvervet sig og har planer om at kunne bruge igen og igen. Som et tidligt eksempel på social eller relationel kunst, står det nu og vibrerer mellem at være et historisk værk og en konkret, levende aktualisering.

Læs Kunsten.nu’s artikel om Modellen her.

Meget er sket siden 1968
Ingen kan være i tvivl om, at der er sket meget siden 1968, såvel i børnelivet som i samfundet, så de oplagte spørgsmål er, om der stadig er brug for Modellen og dens utopiske tanke, og samtidig hvad dette genopførte værk gør og betyder i dag?

I 1968 var det i tråd med tidsånden at formulere utopier for et andet samfund og en anden levevis, og Modellen indskrev sig i en større ideologi om at sætte kreativiteten og barnet fri som en model for os andre at leve efter. De voksne var fortabt i en fremmedgjort levevis og var allerede i færd med at give denne stivnede voksenadfærd videre til børnene, så Modellen ville gennem børnenes kreative adfærd vise en alternativ måde at leve på. Modellens legende børn blev på en måde de voksnes rollemodeller i en omvending af forholdet mellem voksne og børn. Dog ikke mere flippet end at der stadig var voksne til stede som tog ansvar for at anspore og beskytte børnene.

I mellemtiden har vi meget kort fortalt fået et andet syn på børnelivet. Børn skal ikke kun ses, men også høres. Forældre tager på en anden måde del i deres børns liv. Fædrene er kommet langt mere på banen. Pædagogikken har gennemgået en markant udvikling i mange faser. Kreativitet er blevet et buzzword, ikke kun i pædagogikken, men i samfundet som sådan, også i erhvervslivet, hvor det parres med begreber om for eksempel innovation og omstillingsparathed  – hvilket så igen har betydet, at kunstnerne ikke længere ønsker at blive kaldt ‘kreative’, for kreative er vi alle sammen, eller forventes vi i hvert fald at være, så vi kan bidrage til væksten i samfundet. Der er endda opstået en ny klasse, den kreative klasse, som mange af os tilhører.

Hvad er kreativitetens kår i nutidens børneliv?
Jeg live-interviewede Palle Nielsen ved et seminar på Arken om Modellen, hvor jeg konfronterede ham med denne udvikling. Han gav mig ret langt hen ad vejen, længere end jeg havde troet, men han holdt fast i sin spidsformulering om, at Modellen er vigtigere end nogensinde. Han opmalede et billede af det nutidige børneliv som en tilstand, hvor de er pakket ind i vat med ansigtet rettet mod hver sin iPad og ikke længere klatrer i træer eller skaber fysiske ting.

Lidt er der om det – de elektroniske apparater er en del af børnenes hverdag og EU-sikkerhedsregulativerne omkring genopførelsen af Modellen er emsige på grænsen til det groteske. Og så har jeg slet ikke nævnt skolereformen, curlingbørn og projektbørn. Men jeg er alligevel mere optimistisk end Nielsen, og det er fordi jeg oplever noget ganske andet. Min snart 7-årige datter er en klatretøs og har ikke bestilt andet end at drøne op i det nærmeste træ eller op på taget af et legehus siden hun kunne gå. Der er ikke tal på de hjemmelavede produkter hun bærer hjem fra først børnehaven og nu folkeskolen, som regel af genbrugsmaterialer, og det er en stor værdi for hende at skabe ting selv, og give dem videre. Hun får os til at gemme mælkekartoner og anden emballage, så hun kan skabe sine kreationer, og når vi henter hende på fritidshjemmet er hun som regel i gang med enten at lege eller skabe. Og det er de andre børn også.

Jeg ved ikke, hvor repræsentativt det er, og jeg har hørt skrækeksempler fra andre fritidshjem, hvor computere og iPads er den primære aktivitet hele eftermiddagen, men man må i hvert fald være mere nuanceret, når man taler om nutidens børneliv. Lad os i hvert fald fortsat diskutere det.

Min datter springer igen og igen ned i dynger af skumgummi. ”Det er virkelig mærkeligt, far, man tror at man vil slå sig, når man hopper ned, men man lander bare blødt”. Vi tager det paphus, hun har lavet, og går hånd i hånd ud i Ishøjs asfaltjungle.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdinger og dagsorden.