Konservering af øjeblikket

Lort på dåse og skabelse af situationer
Der har løbende været udfordringer i at forklare nye værkformer til publikum. Efterhånden som kunstbegrebet har ændrer sig, er alle slags materialer taget i brug og værkerne har fragmenteret sig i mange retninger. Der arbejdes således hele tiden med at oversætte viden til almen forståelse f.eks på at nuancere den generelle ide, at billedkunstneren overvejende er en håndværker, der står i sit atelier og fremstiller genstande.

I en af årets mest sete film The Square var et gentagende motiv materialiteten af kunstværker på et moderne kunstmuseum. I en sjov og lidt irriterende scene kommer rengøringspersonalet til at suge det meste af et værk bestående af grus op i en stor støvsuger. En scene som bl.a. spiller på forestillingen om at almindelige mennesker ikke forstår samtidskunsten.

Der er masser af historier og vittigheder om konservering af sært materiale. Det klassiske eksempel er historierne om Manzonis værker på dåser Merda l’artiste (Kunstnerens lort) som lækkede og eksploderede. Men hvad stiller man egentlig op med bevarelse og formidling af værker, som nærmest ikke efterlader sig fysiske spor? Kunstformer som er midlertidige og hvor eventuelle fysiske objekter ikke i sig selv udgør værket: performancekunst, sociale og handlingsbaserede værker samt værker som er midlertidige, steds- eller situationsspecifikke.

Det performative øjeblik
I de seneste år har performancekunsten markeret sig betydeligt i Danmark på festivaler og ude på kunstnernes egne udstillingssteder. Museet for Samtidskunst har igangsat live performance programmer og organisationen “Live Art” har sat sig for at dokumentere og inddrage publikum i samtaler om live performances. Et rigtig godt initiativ som er med til at bevidstgøre om andre værkformer bla. i form af festivaler for børn.

For nylig så jeg udstillingen Left Performance Histories på nGbK i Berlin. Udstillingen viste performative værker fra den tidligere østblok i 70erne og gav indblik i et for mig ukendt territorium. Men forsøgte først og fremmest at stille spørgsmålet: Hvordan kan performative værker sætte sig spor i en udstillingssammenhæng?

En imponerende mængde fotografier, filmklip, kostumer og dokumenter førte én ind i værkerne.

Yderligere blev disse vitaliserede af live performances indslag i løbet af udstillingsperioden med nogle af de samme kunstnere – for at understrege vigtigheden af det performative øjeblik, tilstedeværelsen sammen med publikum. Der var tænkt over, hvordan man imødekommer en værkform som hver gang må tilpasses den nye kontekst og situation.

Udstillingen var måske lidt for mættet, men den fik mig til at tænke på, hvor rart det ville være at møde flere af den type udstillinger på de store museer. Performance er trods alt en del af en meget lang tradition, som publikum bør stifte bekendskab med, og som kan meget mere end bare være underholdning på ferniseringsdagen.

Inden- og udenfor museets rammer
Handlingsbaserede projekter i det offentlige rum er et stort felt som bl.a. spænder over performative, sociale og dialogiske projekter. I mange år havde disse værker ikke rigtig museernes store bevågenhed.

Men i 00’erne indførte institutionerne deres egne outreach programmer, hvor de trak kunstneriske processer ud i samfundet til skoler og boligkvarterer – sympatiske tiltag, som var vigtige i forhold til at inkludere flere befolkningsgrupper i kunsten.

Men det er vigtigt ikke at glemme kunstnernes egne initiativer, som udspringer af kunstneriske erfaringer, ofte erhvervet i samspil med deltagere. Der er tale om længere forløb af praksis og refleksion.

Kunst i det offentlige rum foregår i, forholder sig til, undersøger og omhandler vores fællesskab og udgør derfor et vigtigt felt i en tid hvor fællesskabets omfang og medlemmer er til diskussion. De er tidsbilleder som det er betydningsfuldt at fastfryse – og som kan behandler nogle andre temaet end offentlige skulpturer og bygningsintegreret kunst.

På Skulptur Projekte Münster har man gennem årene formået at indlemme handlingsbaserede værker i det offentlige rum i programmet sammen med mere skulpturelle værker.

I 2017 kunne man feks. stifte bekendskab med Jeremy Dellers langtidsprojekt Speak to the Earth and It Will Tell You (2007 – 2017), hvor han havde bedt en mængde kolonihaveforeninger om at føre dagbog over botanik, klima og socialisering i foreningerne. Dagbøgerne som bevidnede en 10 år lang proces kunne studeres i et arkiv i en af haverne.

Bør være en del af programmet
Selvom kunstnerne er bevidste om nødvendigheden af grundigt at dokumentere egne projekter og selvom de sociale medier og egne hjemmesider har gjort det lettere at synliggøre dem, er det processuelle værk sværere at bevare og formidle ud til et større publikum end mere fysiske værker, som 1:1 lader sig flytte ind på museerne. Her må man arbejde på at forfine og præsentere dokumentationen.

Nu kunne man jo indvende at mange af de omtalte værker er skabt til øjeblikket og situationen og hvorfor skulle de så dokumenteres for eftertiden? Svaret er, at de udgør en del af den samlede “kunstproduktion” og hører med i billedet af, hvad der foregår på samtidskunstscenen, og at der ofte ligger megen research og mange overvejelser i værkerne. Det er vigtigt at fortællingen om deres eksistens og metoder bliver formidlet videre.

Museerne og kunstnerne må fra gang til gang og i fællesskab tænke over interessante løsninger på, hvordan værkerne kan arkiveres i offentlige samlinger og blive en lige så naturlig del af programmet som andre værkformer. Så de almindelige museumsgæster vænner sig til, at at de udgør en betydelig del af den kunst, der bliver arbejdet med. At værkerne er vedkommende og forståelige for alle – og vigtige at konservere.