Köken Ergun – Midt imellem to kulturer

Billedserie

Kunstfestival

U-TURN Kvadriennale for Samtidskunst

5 sep 2008 9 nov 2008

Köken Ergun, mfl.

U-TURN Kvadriennale for Samtidskunst
Se kort og tider

Köken Ergun – Midt imellem to kulturer

Köken Ergun: Untitled, video. 2004. (Selvportræt)

Kulturelle og politiske problematikker bliver tematiseret i den tyrkiske kunstner Köken Erguns værker. Han har i foråret været i residens i Danmark for at lave en kunstvideo til den snarlige kunstfestival U-TURN.

Den tyrkiske video- og performancekunstner Köken Ergun har en fortid som skuespiller. Han har siden hen brudt med teateret, særligt med den klassiske teatertradition, som han beskriver som ”et tekstuelt teater, der bliver performet efter at være læst rigtig grundigt”.

Han søgte i stedet en anden form for performativitet, hvor der ikke var så meget tanke, men mere handling. Denne form for performativitet synes at være gennemgående træk i Erguns værker, som også hans kulturelle baggrund i Tyrkiet er det. En kulturel baggrund, som han ofte forholder sig kritisk og reflekterende til.

Köken Ergun: Tanklove, video. 2008. Enkeltbillede fra produktionsvideo
Köken Ergun: Tanklove, video. 2008. Enkeltbillede fra produktionsvideo

Ophold i Danmark
Du deltager på U-TURN og er lige nu i residens her i Danmark. Vil du fortælle lidt om, hvad du arbejder på?

Jeg arbejder på et nyt videoværk, hvor en tank kører ind i en lille dansk by og interagerer med byens indbyggere. Videoen bliver filmet i Jyderup, hvor jeg var på kunstnerophold. Under produktionen af dette værk undersøger jeg også, hvordan Hjemmeværnet arbejder, i samfunds- og i militærmæssig sammenhæng.

Midt imellem to kulturer
Din kulturelle baggrund er et gennemgående tema i din kunst. Har det nogen indflydelse på dette værk, at det bliver lavet her i Danmark?

Både ja og nej. Nej, fordi videoværket, jeg laver, ikke specielt kommer til at handle om Danmark. Det kunne være enhver europæisk eller Nordamerikansk by. Og jeg ser værket fuldstændig uden for en krigs-, militær og endda politisk kontekst. Det er et visuelt element, der bevæger sig ind i et menneskeligt landskab.

Ja, fordi jeg bruger den vestlige kultur til at stille spørgsmål til min egen personlighed. Jeg blev opdraget i et dualistisk Istanbul og var mere orienteret mod den vestlige ’oplyste’ sekulære og individuelle læring. Men i takt med, at jeg bliver ældre og rejser rundt i verden, indser jeg, at jeg savner den mere fælles og håndgribelige østlige mentalitet. Jeg har mine forbehold overfor den europæiske type af oplysning. Jeg foretrækker ’oplystheden’ i den oldgræske og islamiske filosofi

Köken Ergun: The Flag, video. 2006
Köken Ergun: The Flag, video. 2006
Köken Ergun: I, Soldier, video. 2005
Köken Ergun: I, Soldier, video. 2005

Kunst og politiske problematikker
Hvordan kan du bruge kunst til at tematiserer kulturelle, politiske og sociale problematikker som ellers kan være svære at diskutere?

Jeg tænker ikke sådan. Men jeg tror, der er nogle ting, der kun kan forstås igennem kunst. Enhver form for kunst udspringer af de dimensioner, vi normalt lever i. Kunst kan bøje, de- og rekonstruerer disse. Det kan resultere i en tilstand, hvor vi kan forstå, hvad verden i virkeligheden handler om, hvordan vi kan løse problemer, se ting fra et andet perspektiv og se hvordan vi kan skabe alternativer til det normale. Det er derfor politikere ikke så godt kan lide kunst.

U-TURN
U-TURN har fire temaer: Kulturel Oversættelse, Det nye Europa, Performativitet og Urbane Utopier. Hvordan ser du din kunstneriske praksis og produktion i forhold til disse?

Da kuratorerne præsenterede mig for deres idéer, syntes jeg umiddelbart kun at et af disse emner var interessante; ’performativitet’. Men der er en form for ’kulturel oversættelse’ i min personlighed, og derfor i alt, hvad jeg gør. Dette tema er ofte mere interessant for vestlige kunstnere, kuratorer og tænkere. Det er mere eksotisk for dem.

Kulturmøder
Tror du, med din kulturbaggrund, at du bringer noget nyt til den vestlige samtidskunstscene?

Som jeg ser det, bringer enhver gæst i dit hus noget nyt med sig, de behøver nødvendigvis ikke være fra en fremmed kultur. Alle bør være velkomne. Det ville være forkert, hvis man kun søgte efter nye ideer i andre kulturer. Og hvis du gør, betyder det at din egen kultur er i dyb krise.

Köken Ergun (f. 1976 i Istanbul) er uddannet fra Istanbul University State Conservatory. Ergun deltager på U-TURN - Kvadriennale for samtidskunst, som foregår fra 5. september og to måneder frem. Han har netop færdiggjort sit videoværk til U-TURN. Det er produceret i Jyderup, hvor Köken Ergun har opholdt sig på S.A.I.R. (Sølyst Artist in Residence) som et led i U-TURNs program for kunstnerophold. Videoen er blevet til i et samarbejde med Det Danske Forsvar og Hjemmeværnet.

Billedserie

Kunstfestival

U-TURN Kvadriennale for Samtidskunst

5 sep 2008 9 nov 2008

Köken Ergun, mfl.

U-TURN Kvadriennale for Samtidskunst
Se kort og tider

Del artiklen

'Köken Ergun - Midt imellem to kulturer'

Facebook