Klimakunstens forbandelse

Klimakunstens forbandelse

Tea Mäkipää (FIN): Link, 2009. Del af “RETHINK Kakotopia” på Kunsthallen Nikolaj. (Pressefoto)

Kunsten får ufrivillig funktion, når den indrulleres i noget så konkret-politisk som et klimatopmøde.

Kunsten kan mange ting, men den løser ikke klodens kriser. Spørgsmålet er snarere, hvordan den kan bidrage positivt?

I relation til den kommende FN-konference om verdens presserende klimaspørgsmål, og forhåbentlige svar, har der været flere indslag med kunsten som platform. Deep Green på Den Frie Udstillingsbygning var en af de første, Migrating Gardens huserer lige nu i Møstings Hus på Frederiksberg, samtidig med at udstillingen Nature Strikes Back kaster et blik ud over kunsthistorien på Statens Museum for Kunst. Nu lanceres så det store initiativ RETHINK. Fire udstillinger, der er tænkt som decideret optakt til COP15.

LÆS OGSÅ: Kunsten kommer Connie til undsætning

Tomas Saraceno (ARG): Observatory/Air-Port-City, 2008. Del af RETHINK Relations på Statens Museum for Kunst.

‘Inspiration og eftertænksomhed’
”Kunsten kan være med til at give inspiration og maner til eftertænksomhed. Jeg håber selvfølgelig, at nogen af de mange politikere, der kommer til København til december til klimakonferencen, vil blive inspirerede af udstillingen. Men det er også vigtigt, at borgerne får mulighed for at se klimaudfordringen i et kulturelt lys,” forklarer Klima- og Energiminister Connie Hedegaard.

Men hvad er det, kunsten kan bidrage med i forhold til klimaudfordringerne?

‘Verden i nyt lys’
”Udgangspunktet for RETHINK er en overbevisning om, at kunst kan inspirere til at se verden omkring os i nyt lys. Den vil forandre sit publikums syn på verden ved at lægge vedkommende vinkler på en klimaproblematik, der ofte er meget svær at forholde sig til på individniveau” siger projektlederen fra Alexandra Instituttet, Anne Sophie Witzke.

Her er der, hvis man skal forstå Anne Sophie Witzke ret, tale om kunsten som et led mellem den ubegribelige verden, de uoverskuelige klimaspørgsmål og mennesket. En kunst, hvor tingene i kraft af den overlevering og omformulering, der foregår i kunsten, får en menneskelig dimension og relevans (“vedkommende vinkler på en klimaproblematik”).

Udfordring af tanken
Den canadiske kunstner Bill Burns laver redningsudstyr til små dyr og argentinske Tomas Saraceno leger med forestillingen om fremtidens beboelsesformer. To eksempler på en udtalt konkretisering via kunstens sprog, hvor tanker om fremtiden antager form og udfordrer vores konventioner og tankemønstrer.

Olafur Eliasson (ISL/DK): Your Watercolour Machine, 2009. Del af RETHINK Relations på Statens Museum for Kunst (Foto: Anders Sune Berg)
Olafur Eliasson (ISL/DK): Your Watercolour Machine, 2009. Del af RETHINK Relations på Statens Museum for Kunst (Foto: Anders Sune Berg)

Regnbue-mysteriet
Men der er meget få kunstnere, der er så konkrete i deres formsprog. Og derfor bør det heller ikke være forventningen, hverken fra publikum eller fra politikerne.

For hvad skal vi dog med Olafur Eliassons Your Watercolour Machine – en lystråle brudt i en prisme, der afslører krystallens og lysets farverige flirt med hinanden? Det er ikke en stor opdagelse, der løser noget som helst. Olafurs værk vil måske blive læst som en lidt søgt sanselig konkretisering og mere sandsynligt; et ligegyldigt udsagn i sammenhængen.

Og ærlig talt, lader værket også til at være krænget ind under RETHINK Relations (på Statens Museum for Kunst), der vil “gentænke de relationer, som vi indgår i,” som der står i introduktionen til udstillingen.

Men Olafur skal jo være med, og så er han iøvrigt næsten dansk.

Klimakunstens forbandelse
Det kan godt være, at kunsten både kan og vil supplere de aktuelle klimaudfordringer, men som kunstner burde man måske tænke sig om to gange, før man lader sig indrulle i en tematik, der er præget af en så høj grad af pragmatik og søgen efter konkrete løsninger.

Man vil blive læst ind i den sammenhæng med en ret konkret funktion, og kunstnere, der måske er langt fra klimaspørgsmålet, må finde sig i at deres værker tolkes på helt andre præmisser end hidtil, både af institution og publikum.

Det er løsningsmodeller, bundlinjer, bureaukratiske forhold, og lobbyisme, der præger debattens politiske fløj. Der har kunsten i princippet ikke noget at gøre, og hvis kunstens institutioner og aktører påstår dét, er der utrolig mange kunstnere, der i den kommende tid ufrivilligt vil falde ved siden af, eller værre; fremstå som en irrelevant kommentar eller løsningsmodel og derfor også som kunst.

Del artiklen

'Klimakunstens forbandelse'

Facebook