Klima-kunst-projektet Office of Emergency skaber rum for samtale

Klima-kunst-projektet Office of Emergency skaber rum for samtale

Office of Emergency. Pressefoto.

Billedkunstner Signe Vad åbner et samtale-projekt på Vesterbrogade i København. her kan borgere gå ind fra gaden og få en samtale om, hvordan man forholder sig til de konstante katastrofeudmeldinger om klimaet.

‘Kom ind og få en snak om verdens tilstand; del din viden, få nye indsigter, lad os tale om sandsynligheder og muligheder.’ Sådan står der på skiltet til kælderbutikslokalet, hvor Office of Emergency (OoE) opstår i foråret 2020.

Office of Emergency er et midlertidigt kontor for helt almindeligt nysgerrige og bekymrede borgere; for dem, der reagerer på den undtagelsestilstand vi ifølge kunstnerne står overfor. For hvad kan vi gøre, for ikke at blive apatiske i denne foruroligende situation og hvordan motiverer man til handlekraft i dette mulige dystopiske scenarie?

”Jeg oplever at møde, samtale og erkendelse pt. er de vigtigste redskaber mod frustration og apati, derfor har jeg udformet et dialog- og samtænknings-kunstprojekt, som bidrag til den vigtige bølge af bevidstheds-ændring, der er begyndte at rulle” fortæller Signe Vad.

Projektet er udviklet som en ny form for platform, der henvender sig til almene borgere på den ene side og kunstsektoren på den anden side. På kontoret vil der være forskellige sanse- og kunstoplevelser: man kan f.eks. låne et alternativt Survival Kit skabt af kunstnerne Elena Lundquist Ortíz og Sara Arenfeldt Kragh, eller modtage og viderebringe en budstikke, afsendt af Kunstnerne fra Skup Palet i Göteborg.

Med projektet lægges der vægt på tre ting: At opbygge mellemmenneskelige møder, at skabe rum for samtale om realiteter og videnskab samt lokalt og internationalt at opstarte en platform for research, dialog og udvikling af sanselige, bio-holdbare omtænknings-modeller for kunstsektoren.

Kilde: Office of Emergency.

Kontoret holder åbning lørdag 29 feb 2020 kl. 13-17.00.
Kontoret vil fast være åbent tirsdag og torsdag kl. 14-17.00, fredag kl. 14-18.00.

I løbet af foråret åbner kontoret en radiokanal, og der vil være samtalesaloner om udvikling af sanselige, bio-holdbare omtænknings-modeller for kunstsektoren. Hvordan kontoret ellers vil udvikle sig vil tiden vise, stedet følger de strømninger der opstår og udvikler sig organisk derfra.

Del artiklen

'Klima-kunst-projektet Office of Emergency skaber rum for samtale'

Facebook