Klam kødelighed og diskrete gnubbebilleder på ARoS

Klam kødelighed og diskrete gnubbebilleder på ARoS

Tony Matelli vil have din opmærksomhed på Aros med udstillingen A Human Echo. Foto: Ole Hein.

Billedserie

A Human Echo

31 aug 2012 30 dec 2012

Tony Matelli

ARoS
Se kort og tider

Lavmælt – er ikke det, der falder en først ind, når det gælder amerikaneren Tony Matellis superrealistiske skulpturer. Men ARoS har faktisk også givet plads til en ny, mere tyst side af Matellis ’special-effect-kunst’.

Mellem lemlæstelse og automatbilleder
Udstillingens åbningsværk er ARoS’ eget værk af Matelli, Fucked (Couple) fra 2005, hvor et makabert lemlæstet par udført i naturtro silikone flygter, skarpt forfulgt af bombetruslen fra et nedstyrtende Steinwayflygel splitret til uspillelighed.

Tony Matelli: Fucked (Couple), 2005. Foto: Ole Hein.
Tony Matelli: Fucked (Couple), 2005. Foto: Ole Hein.

De er i sandhed ’fucked’, men holder stædigt hinanden i hånden under parolen tatoveret på mandens overarm: ”True Love Forever”.

Matellis strategi er her at råbe så højt, at ingen forbliver uberørte. Det er blodige lemmer og grotesk omgang med haveredskaber in your face!

Slutbillederne på udstillingen er derimod så diskrete, at man bliver mistænksom: Viser uskarpheden i de store akrylmalerier sig pludseligt at indeholde et ubehageligt motiv, når jeg går tæt på?

Tony Matelli: West Wall, 2012. Foto: Courtesy Andréhn-Schiptjenko, Stockholm Leo Koenig Inc., New York.
Tony Matelli: West Wall, 2012. Foto: Courtesy Andréhn-Schiptjenko, Stockholm Leo Koenig Inc., New York.
Tilsyneladende ikke. De er simple gnidebilleder skabt i traditionen fra den surrealistiske maler Max Ernsts (1891-1976) frottageteknik (’frottage’ betyder ’gniden’ på fransk). Matelli har hængt lærreder op på væggen i sit atelier i Brooklyn og gnubbet aftryk af muren frem (fx East Window / West Wall, 2012).

Det er en måde at automatisere billedskabelsen. Det er ikke kunstnerens rige, indre liv, der udgydes på lærredet, men et uhyre konkret aftryk af hans helt nære, og tilsyneladende betydningsløse, omverden.

Umiddelbart en diametral modsætning til de symboltunge, martrede silikonemennesker og desperate aber, Matelli ellers har sluppet løs i ARoS’ kælder.

Forførelse som signatur
Men der er forbindelser mellem de tyste og de larmende værker. Blandt andet er en kunstners studio jo ikke just noget betydningsløst sted, men traditionelt set selve arnen for kunstnerisk energi og magi.

Det er her Matelli og hans stab som et bedre ’special-effects’-værksted skaber kunstnerens helt afgørende signatur: at beskueren som i ethvert andet trylleshow forføres af det, der foregår lige for øjnene af hende og dernæst undrer sig over, hvordan pokker nummeret er udført.

Tony Matelli: Old Enemy. New Victim, 2007. Foto: Courtesy Andréhn-Schiptjenko, Stockholm Leo Koenig Inc., New York.
Tony Matelli: Old Enemy. New Victim, 2007. Foto: Courtesy Andréhn-Schiptjenko, Stockholm Leo Koenig Inc., New York.
Tony Matelli: Ancient Echo. Foto: Ole Hein.
Tony Matelli: Ancient Echo. Foto: Ole Hein.
Tony Matelli: Double Veg Head, 2008. Foto: Courtesy Andréhn-Schiptjenko, Stockholm Leo Koenig Inc., New York.
Tony Matelli: Double Veg Head, 2008. Foto: Courtesy Andréhn-Schiptjenko, Stockholm Leo Koenig Inc., New York.
Tony Matelli: Arrangement, 2012. Foto: Courtesy Andréhn-Schiptjenko, Stockholm Leo Koenig Inc., New York.
Tony Matelli: Arrangement, 2012. Foto: Courtesy Andréhn-Schiptjenko, Stockholm Leo Koenig Inc., New York.

Vi går tæt på silikoneaberne for at forsikre os om, at de faktisk ikke er levende, vi tænker ”hvad!” når en glasvase med liljer er vendt på hovedet og blot balancerer på det yderste af et kronblad. Og må hen og mærke om flammen faktisk er varm, når dollarsedlerne på bordet tilsyneladende brænder, men aldrig brænder op.

Tænk indadvendt konceptkunst, hvis diskrete charme så at sige falder i med striberne i tapetet – og vid at Matelli er det stik modsatte. Her skal man føle først og (måske) tænke bagefter. Afhængig af temperament kan det få beskueren til at føle sig nedtromlet eller set. Matellis værker vil have din opmærksomhed – og alle kneb gælder, frontalangreb såvel som baghold.

Strammere scenografi savnes
Matellis produktion passer således godt med ARoS’ erklærede mål om at huse det spektakulære. Måske kunne det kuratoriske greb med fordel være strammet i denne retning.

Tony Matelli: Reverie, 2001. Foto: Ole Bak Jacobsen.
Tony Matelli: Reverie, 2001. Foto: Ole Bak Jacobsen.

Et af de rum, der fungerer rigtig fint på udstillingen, huser værket Reverie (som betyder ’dagdrømmeri’, 2001), der er et selvportræt af Matelli med forvokset hoved, fanget på en øde ø med sin strengløse guitar, et udgået træ og et reb til at hænge sig i som eneste selskab.

Som en del af værket er væggene tapetseret med bølgende hav så langt øjet rækker. Denne stemningssættende scenografi passer godt til det fortællende tableau.

Udstillingsview. Forrest Tony Matelli: Josh, 2010. Foto: Ole Hein.
Udstillingsview. Forrest Tony Matelli: Josh, 2010. Foto: Ole Hein.

I resten af udstillingen er værkerne imidlertid spredt ud uden staffage, baggrundsfarver eller markant lyssætning, hvilket gør de enkelte værker lidt ensomme. Det er muligvis efter kunstnerens udtrykkelige ønske, men værkerne bliver let spektakulære øer i alt det hvide, frem for samle sig.

Og det fine ved udstillingen er netop, at der veksles mellem værker, der er absurd påtrængende og hverdagsligt diskrete.

Tony Matelli: Weeds, 2012. Foto: Courtesy Andréhn-Schiptjenko, Stockholm Leo Koenig Inc., New York.
Tony Matelli: Weeds, 2012. Foto: Courtesy Andréhn-Schiptjenko, Stockholm Leo Koenig Inc., New York.

En hel udstilling med aber der brækker sig ville være ubærligt, men her får vi også mælkebøtter (i bronze) og støvede spejle med halvt udviskede beskeder.

Denne værkslige og mentale vekselvirkning kunne udstillingsarkitekturen med fordel have indrammet både mere markant og mere poetisk. Dermed kunne man også visuelt fremhæve, at Matellis meget sammensatte univers effektfuldt skifter mellem det hæslige og det sarte, banaliteter og eksistens, sort humor og amerikansk morale.

Tony Matelli er født i 1971 i Chicago, USA og bor og arbejder i Brooklyn, New York.



Tony Matelli har i løbet af det sidste årti haft en lang række solo- og gruppeudstillinger på blandt andet Venedig Biennalen, Palais de Tokyo, Paris og Künstlerhaus Bethanien, Berlin.



Tony Matelli er repræsenteret i faste kunstsamlinger verden over, herunder: FLAG Art Foundation, New York, National Center of Contemporary Art, Moskva, Fundacion la Caixa, Madrid, Bonniers Konsthall, Stockholm, ARoS.



Tony Matellis hjemmeside



Udstillingens katalog er rigt illustreret og har tekst af kurator Pernille Taagaard Dinesen, et interview med Tony Matelli ved overinspektør Marie Nipper og et essay ved kunstner og forfatter Erik Frydenborg.

ARoS har desuden lavet en gratis app, der introducerer til Tony Matelli samt udstillingens temaer og værker.

Billedserie

A Human Echo

31 aug 2012 30 dec 2012

Tony Matelli

ARoS
Se kort og tider

Del artiklen

'Klam kødelighed og diskrete gnubbebilleder på ARoS'

Facebook