Med kikkerten brutalt stukket ind i kolonialismens utopi

Med kikkerten brutalt stukket ind i kolonialismens utopi

Javier Tapia: Cargo, 2018. Installationsview, Tranen. Foto: Juan Hein

Vis billedserie

Javier Tapia har lavet et monstrum af en tredelt, skulpturel installation, der på satirisk, men også lidt for diffus vis tematiserer dobbeltheden af oplysningsprojektet og kolonialismens brutalitet.

En grotesk samling søfarende mennesker og dyr befinder sig på en platform højt hævet over os, drevet frem af et katamarankonstruktion af to danske kajakker, der ‘flyder’ ovenpå nogle tomme plasticbeholdere. Der er ikke noget vand, kun luft og det grå marmorgulv på Gentofte Bibliotek.

Installation med dobbeltblik
For skulpturel til at være en installation, for heterogen til at være en skulptur; Cargo ligger et sted imellem, et konglomerat af dukker, readymade-skulptur og bogudstilling i ét objekt, som man kan kigge på nedefra, røre ved, gå ind i og endelig kigge på ovenfra, fra bibliotekets balkon, hvor dukkerne kommer mere til deres ret.

Javier Tapia: Cargo, 2018. Installationsview, Tranen. Foto: Juan Hein

Javier Tapia er chilenskfødt og har boet i Danmark siden 2002. Med sin sydamerikanske baggrund har han et andet perspektiv på kolonihistorien end det eurocentriske – eller har måske snarere et dobbeltblik på det, idet hans forfædre selv var europæiske migranter. Kolonialisme var et nøgleord i 2017, 100-året for salget af De Dansk-Vestindiske Øer, og denne udstilling melder sig som et lille kapitel i en lang række tematiseringer af dette yderst relevante emne.

Imperialismen som teater
Hvis vi begynder på dukkeplateauet, ser vi her en slags grotesk udgave af de opdagelsesrejsende, der på én gang drev oplysningsprojektet og samtidig bidrog til massiv undertrykkelse, slaveri og imperialisme, hvor de kom frem.

Javier Tapia: Cargo, 2018. Installationsview, Tranen. Foto: Juan Hein

Vi ser hvide mænd i 1700-tals-dragter og to nonner, der vel sammen med den mandlige præst repræsenterer den kristne mission.

Der er noget barbarisk over mændene. Ud over de fortrukne ansigtstræk er de fleste af dem decideret amputerede, menneskelige fragmenter, hoveder på de stager, der udgøres af moderne lampestativer. To af dem har kikkerten stukket brutalt ind i øjet. En udgøres af en gammeldags træmannequindukke. Én er blot en pudderparyk.

De har selskab af modelskibe, en trætønde og nogle udstoppede havfugle. Æstetikken er beslægtet med Kienholzes rædselsinstallationer, men med en mindre grad af horror, så bibliotekets børnepublikum kommer ikke til at gå traumatiserede derfra – dertil er værket for legende, trods det alvorlige emne.

Bøger som materiale – ikke redskab
Nedenunder plateauet er der så en bogudstilling i montrer – en svær genre, der altid har noget utilfredsstillende over sig, fordi man kun ser ét opslag af hver bog. Denne er ingen undtagelse, og bogtitlerne er ikke engang angivet, så man ved ikke, hvad man kigger på. Til gengæld er bøger et oplagt element, når nu vi er på et bibliotek.

Javier Tapia: Cargo, 2018. Installationsview, Tranen. Foto: Juan Hein

Bøgerne handler især om kolonialisme, men nogle af dem handler om de opdagelser, man har gjort sig i den europæiske kortlægning af verdens natur. Det klør i fingrene efter at trænge ind bag glasset; at se en bog, man ikke må bladre i, er som at se et screenshot af Facebook – man afskæres fra mediets interaktive element og mister derfor hurtigt interessen. Men fanger altså tematikken.

Tegn og forvirring
Den forreste del, readymade-delen, består af nogle kæmpe, hvide plastbeholdere, ovenpå hvilke de to kajakker hviler. De udgør primært en sær skibskonstruktion, hvor det er som om kajakkerne ikke selv kan flyde, men har brug for disse flydertanke til at holde konstruktionen oppe. Kigger man nærmere på dem, har kunstneren valgt at efterlade nogle tegn: Kajakkerne er fra Københavns Kajak Kreds, og beholderne er afmærket som tilhørende Nordic Sugar, der ikke baserer sig på sukkerrør, men på herdyrkede sukkerroer. Så ingen referencer til kolonialhandel eller kolonial skibsfart, som man kunne forvente. Mit naive forsøg på at tyde tegn strander i almindelig forvirring.

Javier Tapia: Cargo, 2018. Installationsview, Tranen. Foto: Juan Hein

Så hvad skal man mene om dette værk? Det er helt klart dukkeopstillingen, der fungerer bedst, og som også vil påkalde sig folkets opmærksomhed. Her er der nogle slående groteske figurer, der trækker på det dialektiske felt, hvor oplysningsdrømmen forvrænges til et mareridt. Men som samlet værk er det noget diffust; man bliver ikke slået bagover af nye indsigter eller brændende billeder.

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Med kikkerten brutalt stukket ind i kolonialismens utopi'

Facebook