Keramisk sværvægter

Keramisk sværvægter

Vi er taget på besøg på Tommerup Keramiske værksted på Fyn. Foto: Trine Rytter Andersen

Billedserie

Tommerup Keramiske Værksted Aps
Skovstrupvej 57
5690 Tommerup

Tommerup Keramiske Værksted på Fyn har 25 års jubilæum, og Esben Lyngsaa Madsens historie er flettet sammen med historien om værkstedet, der står bag mange af de helt store udsmykninger omkring i landet. Men vil stedet med de stolte traditioner overleve krisen, og findes der en arvtager?

En smuk vinterdag triller min chauffør og jeg rundt på de små snedækkede veje i bakkerne i omegnen af Odense. Vi skal besøge Tommerup Keramiske Værksted, der har lagt know how og ovne til bl.a. Peter Brandes gigantiske krukker og er en absolut sværvægter inden for keramisk fremstilling i Danmark og Skandinavien.

Vejledt af GPS og lidt forsinkede, ruller vi ind på parkeringspladsen foran den lave fabriksbygning, der huser værkstedet. Indenfor i varmen modtages vi venligt af stedets direktør Esben Lyngsaa Madsen.

Tommerup Keramisk Værksted set fra forsiden med skulptur af Bjørn Nørgaard i forgrunden og bygning med højovn i baggrunden. Foto: Trine Rytter Andersen
Tommerup Keramisk Værksted set fra forsiden med skulptur af Bjørn Nørgaard i forgrunden og bygning med højovn i baggrunden. Foto: Trine Rytter Andersen
Ægtefolk og arbejdskammerater gennem adskillige år Dir. Esben Lyngsaa Madsen og hustru og keramiker Gunhild Rudjord i kemikaliedepotet. Foto: Trine Rytter Andersen
Ægtefolk og arbejdskammerater gennem adskillige år Dir. Esben Lyngsaa Madsen og hustru og keramiker Gunhild Rudjord i kemikaliedepotet. Foto: Trine Rytter Andersen

Sammen med sin kone Gunhild Rudjord og endnu en medarbejder, udgør de dagens hold, og værkstedet bærer på ingen måde præg af travlhed – men derimod af ro og fokus på de opgaver, som er under udførelse.

Tid til eksperimenter
“Vi har desværre ikke gang i ovnene i dag”, siger direktøren, mens han viser rundt i den halvmørke hal, hvor nogle farverige figurer af Peter Brandes, står og venter på kunstnerens godkendelse, sammen med en større samling af amorfe, ujævne og organ-agtige fremtoninger af Tal-R.

“De to viser spændvidden her”, påpeger Esben: “Brandes har vi arbejdet med i mange år, og han kender leret og ved, hvad han vil med det. Tal R er en novice på opdagelse i keramikkens verden og hans værker er opstået gennem en mere eksperimentel tilgang til leret”.

Værksted med arbejdsborde og røremaskine i forgrunden. Foto: Trine Rytter Andersen
Værksted med arbejdsborde og røremaskine i forgrunden. Foto: Trine Rytter Andersen
Hyrde med lam - nye figurer af Peter Brandes venter på godkendelse på rullebord foran sprøjteskabet, hvor der farvelægges. Foto: Trine Rytter Andersen
Hyrde med lam – nye figurer af Peter Brandes venter på godkendelse på rullebord foran sprøjteskabet, hvor der farvelægges. Foto: Trine Rytter Andersen

Mens vi bevæger os rundt i værkstedets forskellige afdelinger, bliver det tydeligt, hvor vigtig stedets historie er for at forstå værkstedets funktion og ekspertise i forbindelse med kunst-keramikkens udvikling i Danmark. Det er en spændende historie, så vi lader Direktøren fortælle.

Starten på en ny æra i dansk keramiks historie
Esben Lyngsaa Madsen er oprindeligt faglært tømrer og derefter keramikeruddannet på Designskolen i Kolding. Siden 1976 har han sammen med dygtige kolleger, oprettet og drevet en række forskellige keramiske værksteder i Jylland og på Fyn, hvorfra han og kollegerne under primitive forhold og i takt med en stadig stigende efterspørgsel, har fungeret som fødselshjælpere for en lang række keramiske værker og udsmykninger til bygninger rundt om i hele Danmark.

Vindingekrukken af Peter Brandes udsmykker DI´S kursuscenter i Vindinge v. Nyborg. Pressefoto
Vindingekrukken af Peter Brandes udsmykker DI´S kursuscenter i Vindinge v. Nyborg. Pressefoto
Udsmykningen af Aarup kirke af Gunhild Rudjord. Pressefoto
Udsmykningen af Aarup kirke af Gunhild Rudjord. Pressefoto
Magne Furuholmen arbejder med glasur og skrift på sine karakteristiske høje og slanke krukker. Pressefoto
Magne Furuholmen arbejder med glasur og skrift på sine karakteristiske høje og slanke krukker. Pressefoto
Franz Wiederberg (No) dekorerer krukke til Moss i Norge. Pressefoto
Franz Wiederberg (No) dekorerer krukke til Moss i Norge. Pressefoto

De samarbejder med Bjørn Nørgaard  og med ham, gruppen Arme & Ben (Lene Adler Pedersen, Poul Gernes, og Richardt Winter) om udførelsen af keramiske udsmykninger af hidtil uset størrelse: Arme og Bens totaludsmykning til Tørring Gymnasium og Nørgaards udsmykning af Gladsakse Hovedbibliotek samt Menneskemuren foran Statens Museum For Kunst (1982).

Fødselshjælper
Esben Lyngsaa Madsen finder på den måde sin rette hylde som praktisk fødselshjælper og med ham som daglig leder etableres Det Keramiske Værksted på Tommerup Teglværk i december 1987.

De første år produceres primært glaserede mur- og formsten til markante bygningsværker som Tycho Brahe Planetarium og Egedahl Kirke. Samme år brændes verdens største fad på 240 cm af Erik Nyholm i teglværkets tunnelovn.

Værkstedet indgår også i et samarbejde med arkitekterne Friis & Molkte og billedkunstner Emil Gregersen, der resulterer i udsmykningen af Skelager Kirke.

Teamwork. Lyngsaa Madsen understreger at der er tale om teamwork i Tommerup. Her folkene foran Peter Brandes Sevillakrukke i ovnladen. Pressefoto
Teamwork. Lyngsaa Madsen understreger at der er tale om teamwork i Tommerup. Her folkene foran Peter Brandes Sevillakrukke i ovnladen. Pressefoto

Peter Brandes og verdens største krukke
I 1989 dukker Peter Brandes op på scenen. I udgangspunktet skulle han bare have brændt en ’mindre’ krukke, men den bliver hurtigt  2 meter høj, og han får øje på lerets potentialer og samarbejdet kulminerer i 1992 med krukken til Verdensudstillingen i Sevilla på 468 cm, der på det tidspunkt, er den største keramiske genstand, der nogensinde er fremstillet og brændt i et stykke.

Efterhånden opstår der et miljø og et kraftfuldt fagligt netværk omkring værkstedet i Tommerup. Stadig flere kunstnere finder vej til værkstedet. Flere kæmpekrukker af Peter Brandes bliver til, bl.a. den til Dronning Margrethe på Marselisborg Slot I Aarhus, og de tre gigantiske krukker, der står i Roskilde, den største på 514 cm og med en vægt på 8200 kg.

God Kemi
Esben Lyngsaa Madsen danner sammen med sin kone keramikeren Gunhild Rudjord, det ledelsesmæssige par i værkstedets historie. De to har udviklet et gensidigt respektfuldt og stabilt arbejdsfællesskab med hver deres kompetenceområder.

Gunhild står bl.a. for at udvikle alle husets glasurer, og hun er ansvarlig for det omfangsrige kemiske glasur-laburatorium, som er altafgørende for den finish, som værkstedet kan sikre et givent værk. Samarbejdet med mange malere har gennem årene bidraget til, at Gunhild har udviklet en række utroligt smukke glasurer, som kan tilfredsstille kunstmalernes kræsne farvesyn.

Form og farveprøver. Foto: Trine Rytter Andersen
Form og farveprøver. Foto: Trine Rytter Andersen
Man skal vide hvad der er i de mange spande og flasker. Gunhild Rudjord har styr på kemien. Foto: Trine Rytter Andersen
Man skal vide hvad der er i de mange spande og flasker. Gunhild Rudjord har styr på kemien. Foto: Trine Rytter Andersen
Værkstedet bærer præg af dets mange brugere og gennem tiden har de efterladt sig spor i form af skitser, farveprøver og små figurer.
Værkstedet bærer præg af dets mange brugere og gennem tiden har de efterladt sig spor i form af skitser, farveprøver og små figurer.
Farveprøver findes i hobetal - hver ny opgave kræver nye fraver og nye overflader. Foto: Trine Rytter Andersen
Farveprøver findes i hobetal – hver ny opgave kræver nye fraver og nye overflader. Foto: Trine Rytter Andersen

Kernekompetencer
I det hele taget kan man tydeligt mærke at værkstedet gennem årene har oparbejdet en enorm ekspertise inden for alle de områder, der vedrører produktion af kunst-keramik i alle størrelser og former.

Blot et kig ud i det luftige skur, hvor højovnen står, er et bevis på hvorledes innovation, og det forhåndenværende søms princip kan gå op i en højere enhed.

“Økonomien er altid en udfordring”, siger Esben Lyngsaa Madsen, “og der er altid uforudsete forhindringer i forbindelse med store unika-arbejder – det er nok lige der i orkanens øje, at jeg personligt finder min største tilfredsstillelse ved dette job – når det lykkes at gøre værket færdigt inden for de givne rammer og uden at tabe projektet på gulvet, når de store udfordringer byder sig til”.

I dag er der kun tre mand på arbejde. Medarbejderne er løstansatte og tilkaldes når der er brug for dem. Her udmåles omkredsen på et objekt. Foto: Trine Rytter Andersen
I dag er der kun tre mand på arbejde. Medarbejderne er løstansatte og tilkaldes når der er brug for dem. Her udmåles omkredsen på et objekt. Foto: Trine Rytter Andersen
Forme. Foto: Trine Rytter Andersen
Forme. Foto: Trine Rytter Andersen
De keramiske sten skal kunne mpdstå fugt og frost i det danske klima og glasueren er derfor brændt ved meget høj temperatur. Foto: Trine Rytter Andersen
De keramiske sten skal kunne mpdstå fugt og frost i det danske klima og glasueren er derfor brændt ved meget høj temperatur. Foto: Trine Rytter Andersen
Den store hal. Foto: Trine Rytter Andersen
Den store hal. Foto: Trine Rytter Andersen

Danmark eller Kina?
Udfordringerne bliver ved med at komme og direktøren må også tilstå, at årene fra 2008 og til nu ikke har været lette.

“Den økonomiske situation smitter også af på vores område – kunderne bliver færre og flere vælger at få løst deres opgaver i f.eks. Kina, hvor priserne er mere konkurrencedygtige”…

“Vores adelsmærke er håndværket, vores dybe viden, dygtige medarbejdere og så selvfølgelig nærheden – det er bl.a. det, Tal-R lige nu har glæde af. Han kommer og går, som det passer ind i hans andre gøremål, og når han er her, står vi klar til at hjælpe ham. Han laver grundforskning lige nu, og det kan du ikke gøre i Kina – der er alt for langt derud”.

Kik ud indefra hallen med den gasfyrede højovn, som de gigantiske krukker brændes i. Foto: Trine Rytter Andersen
Kik ud indefra hallen med den gasfyrede højovn, som de gigantiske krukker brændes i. Foto: Trine Rytter Andersen
Magasinet er proppet med diverse fome i de mest utrolige størrelser og former. I forgrunden til højre et værk af Marianne Jørgensen. Foto: Trine Rytter Andersen
Magasinet er proppet med diverse fome i de mest utrolige størrelser og former. I forgrunden til højre et værk af Marianne Jørgensen. Foto: Trine Rytter Andersen

Tronfølger
På spørgsmålet om, hvad han drømmer om i fremtiden, svarer Esben Lyngsaa Madsen, at han først og fremmest ønsker at sikre, at værkstedet med al dets viden, ikke mister sin berettigelse og derfor må lukke og slukke.

“I mit perspektiv ville det være en katastrofe og et enormt tab for kunstkeramikken i Danmark”, siger han stille. “Jeg arbejder på sagen og også på at finde en tronfølger, der kan og vil det her sted, lige så meget som jeg og mine folk, altid har villet det. Den entusiasme og fordybelse, som vi har leveret gennem årene er et aktiv, som jeg håber andre også synes, det er værd at bevare”.

Esben Lyngsaa Madsen er oprindelig faglært tømrer men senere uddannet på keramiker-uddannelsen på den daværende Kolding Kunsthåndværkerskole.

1976 etablerer Esben Lyngsaa Madsen, sammen med kollegaen Bent Skytte-Rasmussen og nu afdøde keramiker Erik Nyholm, værkstedet Ild & Ler i Lund Gl. Skole ved Herning.

1980 etablerer Esben Lyngsaa Madsen, Steen Dybdahl og Klavs Weiss, Nees Fællesværksted i Nees Ved Holstebro.

1987 startes Det Keramiske Værksted på Tommerup Teglværk.

1990 er året, hvor Clay Today finder sted. Et internationalt symposium med deltagelse af tyve keramiske sværvægtere hovedsagelig fra USA. Navne som Jim Leedy (USA), Donald Reitz (USA) og Frank Boyden (USA) var ikke hverdagskost i Danmark. Studerende fra Kolding Kunsthåndværkerskole var assistenter for de deltagende kunstnere. Clay Today var en saltvandsindsprøjtning for dansk kunstnerkeramik, og mange af de assisterende danske keramikere betragter stadig denne begivenhed som deres væsentligste.

1999 frigøres det keramiske værksted fra Tommerup Bygningskeramik (tidl. Tommerup Teglværk) og Tommerup Keramiske Værksted ApS opstår. Som økonomisk baggrund dannes en støttegruppe, som også udgør værkstedets bestyrelse. De hidtidige lokaler med tilhørende ovne og maskiner forpagtes nu af Tommerup Bygningskeramik.

Andre udsmykningsopgaver
udført med hjælp fra Esben Lyngsaa Madsen og co:

Epohke (1977), efter forlæg af Jean Dubuffet, som pryder facaden på Jorn Museet i Silkeborg.

Bjørn Nørgaards udsmykning Allegoriske Figurer (1985) på Panuminstituttet, København

Bjørn Nørgaards udsmykning Thors Tårn (1986) på Høje Tåstrup Station.

Peter Brandes Subjektiler (1993), et 14 m langt relief til Studstrupværket.

Andre kunstnere
der har benyttet værkstedet:

Peter Carlsen
Elisabeth Toubro
Niels Erik Gjerdeviek
Helle Frøsig

Billedserie

Tommerup Keramiske Værksted Aps
Skovstrupvej 57
5690 Tommerup

Del artiklen

'Keramisk sværvægter'

Facebook