Giv mig et rumskib, så jeg kan flyve ind i sandkløften eller lad mig opsluges af den knaldede grønne farveskal. Tak til kunstneren, hvis værker måske kommer fra det ydre rum.
Nogle gange har man virkelig lyst til at kravle ind i et kunstværk. Anish Kapoor er mesteren bag skulpturer, der får mig til at ønske jeg var lillebitte og kunne kravle ind i de støvede sprækker eller op på toppen af de sandede formationer, han har bygget på træplader, der står på metalbukke, som var de stadig undervejs på kunstnerens atelier.
Nu står alle herlighederne i Lisson Gallery London, hvis mange små udstillingsrum faktisk egner sig rigtig godt til disse skulpturer, som hver især vil være en verden og når de placeres i grupper i endnu højere grad netop virker som landskaber for en scene.
Scenen kunne godt være fra Star Wars. Alligevel er der langt mere poesi i disse kløfter. Mange af udstillingens værker hedder da også In the Shadow of the Tree and The Knot of the Earth.
I galleriets gård står en mega rusten kugle konstruktion, som får mig til at føle jeg er den tapre prinsesse i åbningsscenen af Hayao Miyazakis tegnefilm Nausicaä – fra vindenes dal, hvor hun finder store skaller fra de monstrøse billers øjne. Hun skærer dem fri med laser og flyver dem hjem med sit rumskib.
Ydmyge erkendelser
Jeg vil også have et rumskib. Jeg vil flyve ind mellem de to tårne af sand og cirkulere over lommerne og flapperne, der mere end antyder at landskabet er i forandring. Men jeg vil ikke til Mars. Mars er titlen på den perfekte, støvede sandkugle, der hænger på væggen i et af de små rum. Lige siden Lars vonTriers film Melancholia har jeg haft det rigtig svært med alle gengivelser af planeter. Ikke at jeg bliver angst, men ydmyg, som om jeg vitterlig befandt mig på et knappenålshovede i et uendeligt kosmos. Som om. Det gør jeg jo.
Anish Kapoor fremmaner denne følelse. Og det tror jeg er sundt. Samtidig er kunstneren venlig, for han lader mig ikke blive hængende i denne ydmyge position. Han fylder et helt rum med pænt store konkave skaller, der er hvide udenpå og farvet indeni. Det lyder måske banalt, men virker sakralt. Som står man i et Mark Rothko-kapel.
Tripperen
Pudsigt nok sidder der en flue i den kardinalrøde skal, da jeg kommer ind i rummet. Det fremkalder et lille smil, men spolerer ikke den dragende farveintensitet. Øvrige skaller er henholdsvis skinger-neon græsgrøn, mættet gul, petroleumsblågrøn med svagt hvid perlemorsskær, rødorange med heftig perlemor, dyb indigolilla og sommerhimmelblå. I dag vil jeg gerne forsvinde i det grønne. Det virker som et designer-drug, et legalt fix.
Kunstneren vil gerne have os til at trippe lidt. Han har i al fald også lavet en installation med titlen Anxieous. Man går ind i et lystæt, mørklagt kvadratisk rum.
En enkelt lyskegle i loftet skaber en lysplet, som man kan træde ind i, som en entertainer. Eller man kan stille sig foran den zen-agtige sorte plet på den hvide væg. Hverken den sorte plet eller lyspletten er centralt i rummet, man inviteres derfor til at bevæge sig rundt i rummet, og når man gør det, så mærker man vibrationerne i gulvet og lydbølgerne, som visse steder slår hårdt.
Venner eller fjender
Det er helt sikkert ikke et sted for folk med posttraumatisk stress. En svag summen får mig til at tænke på en helikopter. Måske lander den lige om lidt og henter mig så jeg kan komme til et vigtigt møde eller en fest med James Bond. Jeg må hellere stille mig i lyskeglen, så jeg er synlig. Eller hvad nu, hvis der er krig, og det ikke er lyden af vennerne? Så må jeg nok hellere stille mig over i det fjerneste og mørkeste hjørne.
Det er ikke bare mig, der tripper over Anish Kapoor (født 1954). Han er en stjerne, hvilket afspejler sig i priserne. Den rustne kugle ting koster knap tyve millioner kroner.
De mindre sandværker kan fåes for lidt over to millioner kroner, og det er jo også en sjat. Men hvem vil ikke gerne betale for kunst, der fænger. Hvem vil ikke gerne betale for dette autentiske vraggods fra ydre rum?
Anish Kapoor, Lisson Gallery, London. Til den 10. november 2012.
