Hvad kan Belgien tilbyde danske kunstnere?

Hvad kan Belgien tilbyde danske kunstnere?

View fra Vanhaerents Art Collection i Bruxelles. Et eksempel på en af de store samlere i landet, der har gjort sin samling tilgængelig for offentligheden. Her et view over værker af James Lee Byars. Foto: Vanhaerents Art Collection, Brussels

Lisbeth Bonde har netop været i Belgien inviteret af Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles. Her talte hun med projektleder Rosalia Fenger og praktikant Cecilie Straagaard, der orienterede om de mange muligheder i Belgien for unge kunstnere.

Først: Helt praktisk og for mange kunstnere fundamentalt er huslejen selv inde i centrum af Bruxelles stadig meget lav – og det er let at få fat i et atelier – forlyder det. Som i Berlin i 1990’erne. I Bruxelles (og Belgien som helhed) er man desuden lige midt i Europa med meget kort afstand til kulturcentre som London og Paris – og til Tyskland.

En kunstscene med mange niveauer
Først et lille overblik over kunstscenen i Belgien:

Der sker meget på den belgiske kunstscene på alle niveauer. Der er et hav af kunstnerdrevne udstillingssteder, kunstner- og kuratorkollektiver mv., såsom Komplot (der kuraterede TRUST i København 2015, og som kommer til Alt_Cph til maj), Etablissement d’Enface, Damien and the love guru, Greylight Projects, Deborah Bowmann osv. osv.

Hjemmesiden http://thewalk.be/ oplister de kommende udstillingsåbninger på kunstnerdrevne/alternative udstillingssteder i Bruxelles.

Engagerede samlere
Samtidig har Belgien – særligt i Flandern – et stort segment af rige og meget engagerede samlere. Af samme årsag har Bruxelles, Antwerpen og Ghent også en række imponerende gallerier. De kan bl.a. opleves til:

Brussels Gallery Weekend, 6.–9. september: http://brusselsgalleryweekend.com/

Antwerp Art Weekend, 19.–21. maj: https://antwerpart.be/

På hjemmesiden https://neca.brussels/ kan man holde sig opdateret på kommende åbninger på gallerierne i Bruxelles.

Flere af samlerne har også åbnet deres samlinger for offentligheden. Det gælder f.eks. Walter Vanhaerents i Bruxelles: http://www.vanhaerentsartcollection.com/nl/ og Collection Vanmoerkerke i Ostende: http://www.artcollection.be/en/.

Messer med mange år på bagen
I år fejrer Art Brussels, der har vokset sig stor og indflydelsesrig, 50 års jubilæum, 19.–22. april: http://www.artbrussels.com/en

New York-messen Independent fik for tre år siden sin første aflægger i Europa, i Bruxelles. Den finder i år sted 8.–11. november: http://www.independenthq.com/brussels

View fra messen Independent i Bruxelles. Foto: Independent Brussels

Poppositions er Bruxelles’ internationale kunstmesse for kunstnerdrevne udstillingssteder, der løber af stablen samtidig med Art Brussels: https://www.poppositions.com/

Pompidou-satelit
Den 5. maj åbner Citroën-bygningen ved kanalen i Bruxelles for midlertidige udstillinger, inden den planlagte ombygning går i gang. Den tidligere Citroën-garage skal huse et museum for moderne kunst og samtidskunst med lån fra Centre Pompidou i Paris’ omfattende samling og drives med kuratorisk ekspertise samme steds fra, CIVA (et institut for Bruxelles’ arkitektur) og offentlige rum.

Mere info: http://kanal.brussels/en/centre-pompidou

Et af kunstnerværkstederne på HISK. Foto: HISK

Residencies
Wiels har eksisteret i ti år, har til huse i et gammelt bryggeri i kvarteret Forest og er udover at være udstillingssted kendt for sit internationale residency-program, der fokuserer på intens udvikling af kunstnernes praksis. Derudover skal alle residenter lave en udstilling i Wiels-projektrum i løbet af deres residency.

Wiels: http://www.wiels.org/

Statens Kunstfond har nu et fast residency (1 kunstner 6 måneder om året, aug-dec) på kunsthallen Wiels i Bruxelles. Statens Kunstfonds ansøgningsfrist ligger i april. Fra august 2018 er den danske kunstner, Markus von Platen, i residency på Wiels.

HISK (Higher Institute for Fine Arts) kaldes et residency, men det er også en post graduate-uddannelse for internationale kunstnere. Uddannelsen varer to år, hvor man har atelier på HISK og får besøg af gæsteundervisere, der giver intensiv kritik under fire øjne.

HISK: http://hisk.edu/mw/index.php/NEWS

HISK kan bedst sammenlignes med Jan Van Eyck Academie i Maastricht, som nok er lidt mere kendt i Danmark. Den svensk/danske kunstner Johna Hansen (http://johnahansen.dk/) går i øjeblikket på første år på HISK.

Superdeals
Superdeals er et kunstnerdrevet udstillingssted i Bruxelles med residencies af en måneds varighed, der skal munde ud i en udstilling.

Superdeals: http://superdealsbrussels.org/

Der findes derudover en række andre eksklusive residencies, som man skal inviteres til, f.eks. Air Antwerp, hvor Stine Marie Jakobsen har været i residency (http://www.airantwerpen.be/en) og BE-PART (http://www.bepartlive.org/t-238—AIR).

Som kunstner kan man tage kontakt til Det danske Kulturinstitut i Bruxelles og få råd og vejledning: www.danishculture.eu

Del artiklen

'Hvad kan Belgien tilbyde danske kunstnere?'

Facebook