Kampen om kunsten

Videokunstneren Jacob Tækker har sat sig for at fortælle historien om en ganske almindelig ‘hulemand’, der på grund af nogle tilfældige svampe grundlægger kunsten som udtryksform. Dermed rejser han spørgsmålet om, hvad kunst egentlig er, og hvilken menneskelig drift den udspringer fra?

Fundamental kunsthistorie kan man nærmest kalde det.

Cave and Reality (hule og virkelighed), der nu vises hos Charlotte Fogh Contemporary, griber med andre ord ned i kunstens første manifestation. KUNSTEN.NU mødte ham i værkstedet, til en snak om kunst, ensomhed og ‘hulemænd’.

Det simple menneske
"Begrebet ‘hulemand’ bliver ofte brugt, når man forsøger at illustrere ‘det simple menneske’ eller et menneske, der søger tilbage til noget oprindeligt og er i harmoni med sin natur – et mere simpelt liv. Et billede i vores symbolhistorie. Og der er egentlig noget paradoksalt ved det, for det er jo ikke fordi, det har været mere simpelt på noget tidspunkt. Den kollidering, syntes jeg var interessant," forklarer Jacob Tækker.

På gulvet står lyssætning, kamera, en hule støbt i fibermørtel, et skelet med skindvest, spyd og hjul og på endevæggen hænger et stort grønt klæde.

Det er jo bare mig selv…
Tækker arbejder meget anderledes, end når man skal lave film. Han er både statist og skuespiller og har ikke noget produktionshold.

"Det er bare mig selv, og derfor har mit kamera også fjernbetjening. Skelettet er så min statist, som jeg bruger til at sætte lys og kamera efter."

Det hele er filmet på en green-screen. Med den som baggrund laver han et hav af optagelser med en masse små bevægelser, der bliver klippet ud og sat sammen i et handlingsforløb efterfølgende. Hver sekvens tager et par timer at filme, så det er en lang og intensiv proces. Til det her værk har han filmet i cirka 14 dage.

Et stort puslespil
Bagefter produceres baggrundene, hvori han siden bliver klippet ind, og sidst tilføjes lydsiden, der ofte har stor vægt i hans værker med både sange og koreograferet dans. Det er et stort puslespil, hvor der hele tiden skal vælges til eller fra.

"Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle gøre det anderledes. Jeg har jo på den her måde hænderne i hele processen. Nogle gange må jeg så erkende, at der er områder, hvor jeg bare ikke har nok erfaring. Det er en slags benspænd for mig selv, og jeg ved ofte også, hvordan mine fejl kan udnyttes til noget positivt. Jeg kan faktisk godt lide, at det hele er lige ved at falde fra hinanden, at illusionen er lige ved at briste," understreger han.

Kunst anno 20.000 b.c.
Tækkers researchperiode rummer ofte komplekse og besynderlige spørgsmål, hvor han leder efter nogle billeder, tekster eller temaer, der kan fungere i hans univers. Her faldt han over filmen Caveman fra 1981 med Ringo Starr som hulemand.

"Den er vildt underlig. Men den her kombination med Ringo Starr og hulemalerierne passede på en måde fint sammen, fordi jeg hele tiden har forestillet mig at hulemalerierne skulle udspringe fra en psykedelisk oplevelse, hvor hulemanden har spist nogle svampe og så begynder at male. Det er jo ret mystisk. De er jo ikke direkte naturalistiske, men nærmere lidt abstrakte. Hvad har han egentlig stået og tænkt på?"

Kunst og virkelighed
En anden inspiration var Platons Hulelignelse, der ofte bliver brugt i kunstsammenhænge til at illustrere, hvad der er virkelighed og repræsentationens (kunstens) billede af denne.

"Jeg er ikke filosof, men blev interesseret i de her tankemæssige sammenstød og de billeder, der ligger i det. Udfordringen ligger så i at få det til at fungere som billede. Jeg har altid haft et ambivalent forhold til kunst med stort ”K”, og kunstnerrollen er jo fyldt med klichéer. Derfor synes jeg, det kunne være interessant at lave et værk, der tager udgangspunkt i netop kunstens oprindelse og søge tilbage til noget virkelig fundamentalt," forklarer Tækker.

Filmen er bygget op med sekvenser uden for og inden for hulen, og som beskuer vil man aldrig helt kunne gennemskue, om han overhovedet forlader hulen.

Dette vil kombineres med nogle skyggespils-sekvenser, der leger med grænsen mellem fiktion og virkelighed, hvor skyggespil overføres til en hændelse i skoven, der så vender tilbage i motivet, han står og maler.

Afsondrede antihelte
Den ensomme men også ofte fordoblede Jacob Tækker giver et særligt præg til værkerne, og mange af hans værker handler netop om ensomhed eller dét at betragte sig selv, ikke bare som kunstner. I et af kunstnerens seneste værker, Today I Died fra sidste år, skyder man ligefrem Jacob Tækker ansigt til ansigt, og tidligere værker som Satelite (2007), Parking Lot Limbo (2006) og Emotional Landscape (2005) er ligesom det aktuelle værk eksempler på denne tilstand og dette kondenserede møde med sig selv.

"Det er jo altid bare mig. På en måde handler flere af mine værker om at være alene. Sådan er det bare blevet. Det giver også en form for ærlighed eller nøgenhed til værkerne, synes jeg. Jeg har altid godt kunne lide ensomme, tragikomiske figurer – de her mærkelige antihelte, der altid styrter rundt alene og aldrig rigtig lykkedes med særlig meget," smiler Tækker og vi skyder et par versioner af ham på computeren ved siden af.