Kampen om kulturkronerne – 60 års kulturpolitik forklaret af en insider

Korrektiv til konflikt

Det er sjældent, at vi som kulturpublikum og kunstudøvere hører fra dem, der administrerer kulturpolitikken og blandt andet står for at uddele de vitale støttemidler. Det er derfor ret interessant, når en mand med et mangeårigt virke i midten af Kulturministeriet, Kunststyrelsen og Kulturstyrelsen udgiver en bog om kulturpolitikkens hovedprincipper og historie i Danmark. Og det er, hvad Poul Bache har gjort med udgivelsen Finkultur og Mangfoldighed. 60 års dansk kulturpolitik. 

Der er ikke tale om nogen erindringsbog, og stemmen, der taler, er den diplomatiske administrator, der ikke taler i overskrifter eller leverer anekdoter og personstof. På den måde er bogen et sobert korrektiv til konfliktretorikken, som selv den noget underbelyste kulturpolitik foregår under i den politiske debat. 

For i det store hele er dansk kulturpolitik ifølge Bache en historie om gennemgående hovedprincipper og bred opbakning til kulturstøtten helt tilbage fra oprettelsen af Ministeriet for Kulturelle Anliggender i 1961. Her har tre mål været gældende: at staten skal støtte efter lødighed, smag og kvalitet uden at blande sig i indholdet, at staten skal bevare og formidle kulturarven og at kunst og kultur skal udbredes til hele landet. Det har der været bredt flertal for i Folketingssalen, og det er mest i den praktiske udførelse af politikken, at der har været uenigheder.

Den store Kulturoffensiv

Oprettelsen af Kulturministeriet i 1961 under ledelse af socialdemokraten Julius Bomholt (1896-1969) var ifølge Bache starten på en større ”kulturoffensiv”, hvor staten engagerede sig i kulturen. Her blev både principperne bag kulturpolitikken og strukturerne for dens udførelse over en ret kort periode formet og fulgt op af en række udbyggende tiltag. I det store og hele har det holdt til i dag – således kunne den konservative kulturminister Per Stig Møller i 2011 udtale, at ”jeg synes faktisk, at Julius Bomholt skruede et godt og gedigent system sammen”. 

Begrebet ”kulturoffensiv” stammer fra bogen Kulturoffensiv – en rigere verden udgivet af AOF i 1961. Heri talte en af kulturoffensivens hovedmænd, Louisiana-stifteren Knud W. Jensen, for at oprette statsstøttede kulturcentre landet over som ramme om et bredt kulturudbud til folks nye fritid – man talte direkte om ”fritidsproblemet” og så en demokratisk udbredelse af lødig, moderne kultur som løsningen. Her skød man dog over målet og denne plan kunne ikke gennemføres – måske fordi selve ordet ”kulturcenter” hverken var folkeligt eller kultiveret.   

Mellem finkultur og mangfoldighed

Som bogens titel angiver, har kulturpolitikken været udspændt – og nogle gange splittet – mellem finkultur og mangfoldighed. Det startede med et centralt udgangspunkt: at de iderige ildsjæle i Kulturministeriet udbredte finkulturen fra oven med tro på dens nærmest iboende dannelsesmæssige potentiale. Det var der enighed om, så Peter Rinddals protestbevægelse slog aldrig kulturoffensiven ud af kurs. 

I 70’erne blev denne tilgang suppleret – men ikke erstattet – af støtte til andre kulturformer. Dette kaldte den socialdemokratiske kulturminister Niels Matthiasen for ”kulturelt demokrati”, hvilket skulle tilgodese ”enhver kulturform, der har betydning – selv om den kun er for et mindretal”. Det var dog svært at føre denne politik ud i livet. Det var forsvindende små midler, der blev brugt på den amatørbaserede ”folkekultur”, mens den professionelle ”dannelseskultur” opretholdt sin opbakning, og bølgerne kun gik højt om enkelte provoprojekter – såsom teatergruppen Solvognen og Jens-Jørgen Thorsens meget omtalte, men længe ikke-realiserede Jesus-film, som selv den frisindede Matthiesen fandt for stærk kost.

Den mest markante kulturpolitiske begivenhed i 1980’erne var oprettelsen af den halv-kommercielle tv-station TV 2. Det gav sig i en periode udtryk i navnet ”Kultur og kommunikationsministeriet” lige omkring lanceringen af kanalen i 1988. Mere overraskende er det måske, at der i denne periode blev satset mere markant på folkekulturen end i de fodformede 70’ere.

90’erne blev en tid med store armbevægelser i kulturpolitiken. Socialdemokraterne lovede ved valget i 1992 50 % vækst i kulturbevillingerne, og der blev serveret store kulturretter i årtiet. Ikke mindst da København var Europæisk Kulturhovedstad i 1996 og det kulturpolitisk planlagte kunstmuseum ARKEN, den Sorte Diamant og kunstskolerne på Holmen åbnede. Det var også her, at ord som “begivenhedskultur” og “oplevelsesøkonomi” vandt indpas, understøttet af konsulent-rapporter som Danmarks kreative potentiale (2000). Det overraskende er måske, at det var i denne periode, at kulturpolitikken for første gang blev udtalt som national og skulle forholde sig til danskhed i sin samtid.

Kulturkamp og kanon var kulturpolitik classic

Den nye borgerlige regering, der tiltrådte med et selvudnævnt systemskifte i 2001, indledte med kulturminister Brian Mikkelsens ord en ”kulturkamp”. Der skulle skæres ned, særligt i råd og nævn, og iværksættes projekter som den meget omdiskuterede Kulturkanon i 2005. Bache anfører dog, at Mikkelsens kulturpolitik i virkeligheden videreførte hovedstrømmene i dansk kulturpolitik – ingen var vel modstandere af sikring af finkulturen og den folkelige udbredelse af den. Kulturkampen var altså endnu engang finkultur og mangfoldighed i stats-aftapning.

Hvad der skulle skille Brian Mikkelsen ud fra sine efterfølgere som kulturministre var, at han sad på posten i seks år og ni måneder.  I løbet af det følgende årti skulle der sidde seks forskellige ministre fra fire partier på posten frem til valget i 2019 og siden er der kommet to til. Derfor blev (og bliver) kulturpolitiske initiativer udført af en anden minister end den, der satte dem i gang. Det er vel også sigende, at den nuværende regering ikke har præsenteret en kulturvision og ikke nævner kulturen i det korte forståelsespapir, den udsendte ved sin tiltrædelse. 

Opbrud i konsensus om kulturpolitikkens værd?

Mens der har været gennemgående enighed i kulturpolitikken og opbakning til dens mål, er der måske ved at ske noget? Mens Viggo Kampmann i 1960 efterspurgte kunstnernes kærlige og gode råd til sin regeringsførelse, udtalte socialdemokraten Kaare Dybvad Bek op til valget i 2019, at kulturlivet måtte følge den førte politik og ikke omvendt: ”Vi vil gerne inddrage kunstnere og kulturradikale, hvis de formår at sætte sig ind i den ramme, der for langt de fleste danskere kaldes hverdag.” 

Der er således kaldt til kulturkamp fra oven, og man føler, at det er Baches intention at minde om alt det, der har ført til en den levedygtige succeshistorie, dansk kulturpolitik har været. 

Hvilke dilemmaer, hvilke udfordringer?

Som bog er Finkultur og Mangfoldighed både praktisk anvendelig som referenceværk og velkommen som stemme for det kulturpolitiske system. Her synes jeg, at Bache godt kunne sætte linjerne lidt klarere op omkring, hvad der er på spil og hvad, der ligger af dilemmaer, udfordringer og mulige løsninger på kulturpolitikkens område nu og i fremtiden. 

Mens fremlægningen af de 60 års kulturpolitik kommer vidt omkring og fremstår overskuelig og forståelig, kunne jeg også godt tænke mig lidt kulturhistorisk kolorit. Hvordan var stemningen i Bolmholts ministerium og hvilke kulturforandringer har der fundet sted? Her kunne en lidt mere kæk illustrationsside have været velkommen, så vi kunne komme bag scenen i det kulturpolitiske hus.