Kærlighedshunger

Jen Davis venter på mig i cafeen i Viborg Kunsthal. Hun møder mit blik med intense og imødekommende øjne, og jeg oplever en spontan tillidsfuldhed imellem os. Hun er i Danmark på et DIVA-ophold i forbindelse med sin soloudstilling Jen Davis, som lige nu kan opleves i kunsthallen som en del af udstillingskomplekset Bodytime, der er sat i værk på tre kunstinstitutioner i Viborg.

Læs nyhed om Bodytime her

Vi sætter os, og hun fortæller livligt og begejstret om sin veloverståede artist talk: ”Det var skønt med et stort fremmøde og især at se, hvordan mit fokus tilsyneladende interesser de unge”, udbryder hun med et stort smil over café-latten.

Billedet som facination
”Mit forhold til fotografiet er livslangt og meget intimt forbundet med min barndom, hvor mine forældre opbevarede ’familiealbummet’ i en kasse. Jeg har brugt oceaner af timer med at kikke på, sammenligne og udvælge billederne fra det løsarkiv, som kassen i virkeligheden var. Lægge dem frem i udvalgte serier og skabe nye historier, var en måde at bruge dem på, mens en anden kær beskæftigelse var at betragte et billede for gennem det at rejse tilbage til begivenheden og til det sted, hvor den udspillede sig. Billeder har altid virket kraftfuldt på mig, fordi de stimulerer hele mit sanseapparat: lyde, lys og lugte manifesterer sig, når jeg genser motiver fra mit eget liv.”

”Med den fascination som drivkraft rejste jeg som ung fra Miniapolis til Chicago for at studere fotografi. Det var et stærkt fagligt og samtidig også meget klassisk miljø, som mødte mig der, og jeg var i begyndelsen fuldkommen opslugt af sort/hvid analogt fotografi, alt nørderiet i mørkekammeret tiltalte mig, og min perfektionisme fik frit spil i begæret efter at fremstille billeder, hvor smukke gråtoner spillede op til det sorte og den hvide i billedet.”

Indre nødvendighed
”Det var imidlertid først da jeg drevet af en dyb indre nødvendighed, pludselig rettede kameraet mod min egen krop, at jeg for alvor kom i gang med en mere selvstændiggjort fotografisk praksis – og sjovt nok var det også først da, at jeg opdagede farverne”

”Indskydelsen til at fotografere mig selv opstod på en strandtur, hvor jeg pludselig blev opmærksom på min egen utilpashed over situationen – min generthed over mig selv og min krop, var med et mit klare fokuspunkt.

At udføre det billede blev starten på en kunstnerisk og personlig udviklingsrejse for mig”

”At eksponere og dermed tage ansvar for alle de ubehagelige følelser af skam, selvlede og sårbarhed, som var forbundet med min fedme, var en kæmpestor udfordring for mig.

Jeg husker stadig med gru, hvordan jeg brast i gråd, første gang jeg skulle præsentere disse billeder for mine medstuderende og min lærer. Det er noget af det mest smertefulde jeg har oplevet – på den anden side blev det også et point of no return”.

”Cindy Shermans iscensatte fotografi har inspireret mig meget – men allermest Diane Arbus´ hudløse portrætfotografi! Hun har været et forbillede for mig og et referencepunkt at læne sig op ad rent fagligt.”

Stereotyp kropskultur
”Efter billedet af mig på stranden, blev jeg opmærksom på, hvordan min krop havde forhindret mig i at leve et normalt teenageliv med kærester og seksualitet, og da jeg erkendte sammenhænge mellem min fedme og min manglende livsudfoldelse, gik jeg i gang med at udforske disse begrænsninger gennem en række iscenesatte fotografier, hvor jeg undersøger min egen trang til at blive holdt om og af en mand: min længsel efter at blive set og elsket.”

”Amerikansk kropskultur er gennemsyret af et stereotypt og begrænsende kvindeideal, som i virkeligheden ligger meget langt fra mainstream. Det betyder, at de fleste kvinder i virkeligheden føler sig forkerte i forhold til idealet, og det påvirker kvinders selvfølelse og udfoldelsesfrihed generelt.”

”For mig var det vigtigt gennem rollespil at skabe en tryg ramme omkring mine egne forsigtige og gradvise interventioner ind i intimitetens og erotikkens verden.

Det viser jeg på udstillingen her, og man kan iagttage denne udvikling hen imod et rigtigt kærlighedsforhold ”

”Mine billeder er super gennemarbejdede rent formelt, visuelt er jeg optaget af at udnytte dagslyset optimalt og at udforske bestemte farver i hvert billede. F.eks. i de kølige grønlige nuancer i begyndelsen, hvor jeg undersøger min uskyld og min umiddelbare kropshæmning, og den blå farve i forhold til de rosa toner i huden, der blusser og rødmer i de billeder, hvor berøring og senere det første samleje gøres muligt”

”Min seksuelle debut fandt sted meget sent, og jeg havde som sikkert mange andre kvinder forventet, at penetrationen i sig selv på magisk vis ville forandre mig for al tid. Det var derfor chokkerende at opleve, hvor svært det var at møde en mand i den situation og erkende, at jeg ikke evnede at give mig hen til mødet – og at den manglende evne hang sammen med min manglende tro på min egen grundlæggende elsk-værdighed”

”Fedmen er et forsvar, som på en effektiv og synlig facon afskærer dig fra nærkontakt med andre mennesker. På den måde beskytter du dig selv mod at mærke de bagvedliggende følelser af mindreværd.

Grænseoverskridende

Det var grænseoverskridende at tillade mig selv retten til omsorg og opmærksomhed fra det andet køn gennem fotografiet, fordi det forudsatte, at jeg overvandt min umiddelbare følelse af skam over min egen krop”.

”Da jeg senere fik en kæreste, som syntes, at jeg var ’skøn’, turde jeg faktisk tro på det og tage imod hans ømhed. Her introduceres det gyldne lys i billederne af os i min lejlighed og mit spørgende og usikre blik erstattes med et, som er mere sikkert og udadvendt.”

”Det er rigtigt, at mine billeder handler om meget mere end kropsidealer. De er er ikke et forsvar for den fede kvinde som sådan. De er en undersøgelse af den menneskelige kærlighedshunger og et eksempel på en udviklingsrejse, som er almen i sin grundlæggende struktur”

”Mit selvransagende projekt har vakt mine egne indre kræfter og styrket min selvindsigt og selvrefleksivitet generelt. Fordi billeder har sådan en kraftfuld virkning på mig, har jeg udviklet mig selv gennem det at fotografere mig selv.

På billedet hvor jeg sidder på kanten af badekaret med håndklædet foran ansigtet, kan man se min krops enorme omfang, og kameraets nådesløse afsløring af min huds elendige tilstand, der som følge af min overvægt er gruopvækkende.

Jeg lavede det billede på et andet residensophold, og da jeg skulle have teknisk hjælp til farvekalibreringen var min skam lige så monumental som min krop.

Der forstod jeg, at NU skulle jeg af med min overvægt. Kort tid senere fik jeg en fedmeoperation, som siden har bragt mig ned i vægt med mange kilo”.

Mad som misbrug
”Mad er en lettilgængelig substitut for kærlighed og intimitet. Overspisning er derimod et misbrug og derfor en ’kærlighed’ med fatale konsekvenser i det lange løb. Jeg oplever, at så mange ting i vores hverdag er designede til at tænde for vores ubevidste og utilfredsstillede behov, og at især fødevareindustrien spekulerer i at gøre det sværere for os at kontrollere vores primitive impulser i forbindelse med spisning. Det i kombination med at mange mennesker faktisk oplever ensomhed og isolation skaber et fedmeproblem, som det vi oplever i dag i vesten og nu også i de nye tigerøkonomier.”

”Intimiteten har vanskelige kår i moderniteten, og den er derfor under pres og også under forandring, og det udfordrer os alle sammen i bestræbelserne på at opnå den.

Det kan f.eks. aflæses i den flom af snapshots, som flyder overalt på internettet, i dag er enhver sin egen fotograf, men billederne savner ofte fokus og mangler dybde og nærvær – de er derimod oftest udtryk for en rastløshed, som er blevet et stadig tydeligere livsvilkår. Med kameraet forsøger jeg at gå den modsatte vej, at etablere fokus, dybde og nærvær – at indfange intimiteten og at gøre den til billedets egentlige genstand.”

Fotografiet som selvudviklingsprojekt
”Mit arbejde viser, hvordan fotografiet kan bidrage til forøget refleksivitet – og forandring. Det er afgørende i en så kompleks verden, som den vi lever i  i dag, at mennesket udvikler sin refleksivitet for at kunne navigere klogt og selvansvarligt i forhold til alle de muligheder og risici, som den moderne tilværelse tilbyder os”

“Det er i virkeligheden min kærlighed til fotografiet, der har hjulpet mig til også at nære kærlighed til mig selv. Det beviser, at når først vi har fundet kærligheden i et aspekt, så breder den sig til andre områder i vores liv. Jeg har ønsket at udforske sårbarheden, herigennem opnåede jeg intimitet – først som en drøm og siden som en realitet.”

”Mit kunstneriske arbejde med min egen krop som motiv er afsluttet i denne omgang – billedet af mig efter operationen indikerer overgangen til en ny livsfase.

Jeg har forsøgt at beskrive den ambivalens, som er forbundet med at give slip på det, man er fortrolig med og usikkerheden overfor det nye ukendte, som er på vej.

Det foreløbige punktum sættes i New York, hvor jeg om kort tid, skal åbne en udstilling, der kommer hele vejen rundt om min selvundersøgelse. Udstillingen her på Brænderigården, kan ses som en mindre generalprøve herpå”

”Grundlæggende er jeg optaget af at fortælle historier, og derfor er jeg lige nu i gang med at fotografere bodybuildere for at udforske deres kropskultur, som på så mange måder er forbundet med kontrol, smerte og afsavn – en adfærd som på overfladen er stik modsat overspiserens. Samtidig er der ingen tvivl om at spiseforstyrrelserne også lever i bedste velgående blandt bodybuildere, og at de også har problemer med intimiteten, selvværdet og selvkontrollen, og det vil jeg gerne kikke nærmere på”.