Kærlighed uden nærhed

En utrolig vellykket performance på kanten af virkeligheden er blevet dokumenteret og vises nu som men del af Nin Brudermanns totaludstilling hos ME Contemporary. Late Night Show fortæller på nytænkende vis en både fascinerende og skræmmende historie om et forhold, der gik alt for langt. Og så er det en virkelig historie…

Den østrigske billedkunstner Nin Brudermann, der ofte bevæger sig på grænsen til virkeligheden, iscenesætter i disse dage en skræmmende historie fra vore allesammens Facebook-verden.

Scenen er sat
Vi sidder i mørket uden at vide, hvad den næste lille time vil bringe. Den velkendte journalist, forfatter og tidligere Deadlinevært Martin Krasnik indtager sin plads på den lille scene i galleriet. Jinglen til programmet strømmer fra højtalerne, kameraerne ruller og Late Night Show kan begynde.

"Velkommen til Late Night Show. I aften har vi et spændende program til Jer, hvor vi får besøg af den berømte skuespiller og nu pladeaktuelle Cathrine Raine . Så det er mig en stor fornøjelse at byde velkommen til CATHRINE RAINE!" lyder indledningen fra den autentiske Krasnik. Vi klapper. Jinglen kører igen, og ind træder en spinkel kvinde i knaldrødt outfit, med stort opsat hår og et lige så stort smil, der bryder barrieren med det samme.

Scenen er sat, og Ms. Raine sætter sig mellem sorte sække og opbevaringskasser.

I de næste tre kvarter får vi langsomt udfoldet den historie, som de mange sække og kasser holder på. Nu lægges hemmeligheden for dagen, bid for bid, for øjnene af et mere og mere forundret publikum.

Kærlighed i stalkerens tid
Late Night Show iscenesætter på hudløs vis en ulykkelig historie om menneskelig desperation, når psyken kæmper på overdrevet for at skabe nærhed.

Man kan ikke lade være med at drages ved tanken. Men at forfølge en person i syv år, ligge på lur udenfor lejligheden, følge hver enkel bevægelse, katelogisere hver eneste ejendom, hvert stykke tilfældigt skrald og samle alt i sorte sække, fotoalbums og notesbøger i pertentlig orden. Det er helt igennem absurd. Det er ‘stalking’ i yderste potens, parforhold uden tosomhed, kærlighed uden nærhed. Tragisk.

Mennesket for åben skærm
Scenariet kunne ligesågodt være virkeligt. Martin Krasniks tilstedeværelse er netop en fin understregelse af det forhold. Dette sene aftenshow er en fast del af dét mediebillede vi kender, og de menneskelige blottelser vi sandt nok ikke ser for få af.

Begær, ensomhed, desperation, overvågning og nedbrydelsen af den private sfære (via for eksempel Facebook) er iskolde facts, som danner grundlag for Late Night Show, men netop også for den virkelige verden uden for gallerirummet.

Virkelighedens absurditet
Vi bliver på paradoksal vis et helt normalt publikum, Krasnik en helt normal vært og Cathrine Raines historie en helt normal historie takket være eminente performance-præstationer af Raine og Krasnik.

Men på grund af de ekstreme beretninger, håndholdte (autentiske!) videooptagelser og grænseoverskridelser bliver historien om den helt almindelige amerikanske pige fra high school’en, der gik for langt i et forsøg på at komme nær ‘Mike’, helt absurd. Syv års forfølgelse, hvor alt andet trådte i baggrunden er på mange måder ikke hverdagskost (endnu!).

Moralske overvejelser
Pigen, som Cathrine Raine giver navn, krop og stemme, er trods absurditeterne en virkelig skæbne. Selv gav hun sin samling den tvetydige titel To Ruin a Stranger, som antyder den sande tragedie og moralske kamp hun kæmpede med sig selv gennem syv år.

Det interessante er, at Late Night Show intet ville være uden hendes tvangsneurose – som hun blev medicineret for -, den enorme indsamling af oplysninger, objekter og noter og efterfølgende opfordring til Nin Brudermann om at fortælle historien.

Her bider absurditeterne sig selv i halen, og man konfronteres af en række moralske overvejelser. Men det gør bestemt ikke udstillingen mindre interessant.

Det er som allerede antydet en foruroligende udstilling – og da man i performancens sidste del forstår at ofret ‘Mike’ muligvis sender dødstrusler gennem sit affald til vores hovedperson, så kryber det for alvor langs nakkehvirvlerne.

På vej hjem kæmper jeg med indtrykkene, de tragiske skæbner, moralske overvejelser og forsøger at kategorisere Late Night Show som blot endnu en ‘god historie’. Det er det bare ikke…