Judith Schwarzbart – U-TURN

Mia: Hvordan er det at komme ’hjem’ til den danske kunstscene efter i 6 år at have arbejdet i London, Berlin, München og Edinburgh?

Judith: Det er både godt og skidt, kan man sige. Det er i hvert tilfælde et fantastisk tidspunkt at komme tilbage. Jeg har en følelse af, at der sker meget i øjeblikket og endnu vigtigere, at rigtig mange ting kan ske. Vi oplever, at der er interesse for at høre om det, vi laver og for at møde de folk, som vi hiver til Danmark. Der er åbenhed og en generel lyst til, at der skal ske noget.

Mia: Så der er en udvikling i gang?

Judith: Ja det synes jeg. Og det handler jo ikke kun om U-TURN. Det handler også om nogle andre omstruktureringer, for eksempel at der sker noget nyt på Overgaden og på Kunsthal Charlottenborg. Også kunstscenen i Århus er kommet mere på banen – den er blevet mere kommunikativ og synlig. Dermed bliver den danske kunstscene jo også væsentlig større og måske mere alsidig. En anden god ting er, at der er kommet residency programmer (bl.a. kunststyrelsens DIVA og Københavns Kommunes AIR) og dermed politisk opmærksomhed omkring behovet for international udveksling, som er et vigtigt aspekt af kunstscenen. Det er noget, som jeg altid har savnet i København, fordi scenen let lukker sig om sig selv. Og selvom de bør udvikles til blandt andet at inkludere mere end én kunstner ad gangen, så er de allerede nu en af de mange ting, som i øjeblikket gør det muligt for scenen at blomstre på en ny måde.

Der er også et boom på den kommercielle scene, hvilket er godt for nogle kunstnere. Det er jo skønt, at det ’almindelige’ (altså ikke-kunst-professionelle) publikum begynder at interessere sig for samtidskunst og føler, at den er mere tilgængelig. Jeg håber, at det ikke kun er udtryk for den økonomiske optur og dermed kommercielle kunstbølge, men at folk er ved at få øjnene op for, at samtidskunsten har noget at byde på. Den dårlige side er, at det kun er de salgbare kunstformer (frem for alt maleri), der har fordel af de kommercielle gallerier.

Hvis jeg skal pege på en anden bagside af den danske kunstscene er det, at den er temmelig ’selvfed’. Det hjælper lidt, når folk har været i udlandet i lang tid og har oplevet en anden diversitet. Så går det lidt af. Det handler både om kunstnere og kunstsystemet. Jeg synes, at institutionerne i Danmark generelt har meget at lære endnu. Skåret over den grove kant, synes jeg, at de er noget tilbagestående, og jeg synes ikke rigtigt, at man herhjemme har forstået forskellen på de bevarende og producerende opgaver, som hviler på nutidens kunstinstitutioner. Især den producerende rolle, det vil sige arbejdet med nye kunstproduktioner og præsentation af levende praksis, har svære forhold. Derudover er hele klimaet i Danmark meget sofa-agtigt. Man sidder foran fjernsynet derhjemme og kommenterer lidt på, hvad der sker ude i verden, men det er også toppen af engagement i omverdenen. Det tror jeg faktisk godt kan ændre sig ved, at der kommer lidt mere gang i scenen, så folk kommer mere ud til arrangementerne.

Mia: I U-TURN siger I, at den københavnske kunstscene er blevet lidt stiv i nakken. Hvordan tror du, at det vil udvikle kunstscenen gennem U-TURN, hvis der blandt andet samarbejdes med den østeuropæiske kunstscene? Hvad har de, som vi kan lære af?

Judith: I første omgang er der i Danmark mange fordomme over for Østeuropa. Man har lidt medlidenhed med de ’stakkels’ polakker, som kommer herop. Vi har sådan en klichéforestilling om, at de er tilbagestående. ”De kan i hvert fald ikke lære os noget!” Men det er modstridende med det, vi har oplevet i mødet med kunstnere og kuratorer og på vores researchbesøg til lande fra den tidligere østblok. Så i første omgang er målet også at vise, hvad der egentlig foregår på de central- og østeuropæiske kunstscener. Hvor skal det danske publikum også vide det fra? Der har jo ikke været mange udstillinger i Danmark, der har vist, hvad der sker i Østeuropa. Dernæst er det vigtigt, at vi ikke gør den sammen fejl, som mange østeuropæiske kunstnere og kuratorer i de senere år har klaget over i forbindelse med det boom, som østeuropæisk kunst har haft i Centraleuropa og det tysksprogede område. Kritikken går på, at man bliver ved med at fastholde kunsten i en snæver kategori af Østeuropa som vores eksotiske signifikante anden. Det vil sige, at man tænker i den kliché, at de i Østeuropa laver østeuropæisk kunst, mens vi i Vesteuropa laver kunst.

Det er den samme diskussion, som vi har haft omkring kunst versus kvindekunst, håndbold versus kvindehåndbold og så videre. Selvfølgelig beskæftiger kunstnere i de øst- og centraleuropæiske lande sig også med ting, der ikke kun handler om det at leve i et post-kommunistisk land. Der kan måske være nogle aktuelle problematikker, men det vil bare være ét aspekt af nutidslivet. Vi håber da i hvert fald, at mødet med interessant kunst fra øst kan bidrage til, at udsynet herfra kan blive lidt større. Når vi taler om, at folk er lidt stive i nakken, handler det også om, at man er meget optaget af de nære problemstillinger og slet ikke opdager, at de kan være relaterede til eller have paralleller langt ud over landets grænser. Så jeg håber, at festivalen kan skabe en eller anden form for bevidsthed omkring kunstscenen i både Øst- og Centraleuropa såvel som resten af verden.

Mia: Du har før arbejdet med det nationale og det globale i for eksempel Transnational Republik, og det er et emne, som også mange udenlandske kunstnere arbejder med. Kan kunst efter din mening ændre den politiske virkelighed eller det enkelte menneske? Og hvordan?

Judith: Det er meget optimistisk at tro, at kunst kan ændre den politiske virkelighed, men man skal huske, at den politiske virkelighed har flere niveauer. Det ene er den materielle virkelighed, i forhold til vores livsvilkår og så videre. Det andet er vores forståelse af den virkelighed, vi lever i. Kunst sætter nok primært ind på det andet niveau, på det symbolske plan. Hvad er det for et sprog, vi har til at forstå verden, og hvad er det, vi kan se? Vi ved alle sammen, at det at se ikke bare handler om at åbne øjnene, men at vores perception og sprog sætter ind i forhold til hvilke billeder, der når fra nethinden ind til vores hjerner og giver mening. Og dér tror jeg, at kunsten kan sætte ind. Men jeg vil ikke sige, at der kun er tale om kunst, hvis en intervention i denne proces lykkes, for det er temmelig komplekst. Alle værker virker ikke på alle mennesker.

Et værk handler ikke kun om det menneske, der har lavet det, og en læsning handler ikke kun om det individ, der ser det. For ligeså vel som vores livserfaringer aldrig er helt generelle, så er de heller aldrig helt unikke. Der er et underligt felt imellem, som vel hverken er rent subjektivt eller rent objektivt, og et sted dér imellem findes kunsten.

Mia: Og så er der jo det ikke-kunstvante publikum. Hvordan tror du, at kunsten kan komme ind under huden på dem? Er der nogen strategi for det?

Judith: Der er mange, som ikke er professionelle i kunsten, men som interesserer sig for kunst og går på udstillinger. Nogle går primært på historiske udstillinger, og nogle interesserer sig primært for samtidskunst, og så er der nogen, der bevæger mellem begge dele. Men selvfølgelig er der mange, som aldrig går på udstillinger. Vi har brugt en strategi, hvor vi arbejder på minimum to planer: Vi taler om udstilling og metaudstilling. Udstillingen er jo kvadriennalen. Det er en to-måneders periode, hvor der foregår rigtig meget samtidigt. Vi håber, at det vil være en særlig begivenhed, som vil have festivalpræg, det vil sige gang-i-den præg. Det kan da godt være, at nogle tænker, at det primært er underholdning. At det for os er mere end underholdning, er egentlig ikke så vigtigt. Kunsten har sine egne uransaglige veje. Selvfølgelig kan vi ikke tvinge folk til at komme og se det. Og selvfølgelig er det helt legitimt, at folk ikke gider. At vi så alligevel prøver at lave nogle ting, som folk snubler over i det offentlige rum eller i avisen, hvor de måske ikke engang ved, at det er kunst, når de ser det, er bare skægt, synes vi. For det er ikke al kunst, der ligner kunst eller ligner folks forestilling om, hvad kunst er. Det er vigtigt for os, at formidling ikke kun er en kuratorisk strategi, om at vi skal fortælle, hvordan kunsten skal nå sit publikum. Her arbejder vi tæt sammen med kunstnerne, for mange kunstnere i dag har meget klare ideer om, hvordan de vil nå deres publikum, og et billede på væggen eller en skulptur på gulvet er for længst blevet to af mange muligheder. Præsentation og distributioner er i dag også et led i det kunstneriske arbejde.

Så har vi hele formidlingssektionen. Der er mange kunstnere, der trækker på enten kunsthistoriske eller samfundsmæssige diskussioner, og dér er det vigtigt, at man giver folk nøglen til forståelse og viser, hvad kunstneren henviser til. Tit skal der ikke mere end et par stikord til, og så ved folk godt, hvad det er. Man skal ikke tro, at al kunst kan kommunikere helt af sig selv. Og vi tænker meget over, hvordan man kan gøre det, ikke på en skolemesteragtig måde, men hvor beskueren beholder sin egen kreativitet, oplevelse, og fortolkning.
I forhold til formidling ligger det mig meget på sinde også at arbejde med den lokale scene, både kunstnere og studerende, gennem blandt andet metaprogrammet. Også på netværkssiden, hvor vi ønsker at skabe vilkår, hvor folk lærer hinanden at kende og så senere selv kan mødes og udveksle tanker og ideer. Det er egentlig ikke så vigtigt for os, hvor det havner. Det vigtige er, at folk investerer, hvad de selv har og får det ud af det, de ønsker. Det er svært at forudsige hvilke folk, der kan lide og finde inspiration i hinanden. Der vil vi bare sørge for, at mulighederne er der.