Judith Schwarzbart stopper som rektor for Det Jyske Kunstakademi

Judith Schwarzbart stopper som rektor for Det Jyske Kunstakademi

Judith Schwarzbart. Pressefoto.

Judith Schwarzbart, rektor for Det Jyske Kunstakademi, har valgt at gå nye veje og opsiger sin stilling med fratrædelse pr. 31. august 2022.

Det meddeler kunstakademiet i en pressemeddelelse torsdag morgen. Judith Schwarzbart har siden sin ansættelse i 2016 arbejdet for at reformere og styrke uddannelsen både indholdsmæssigt i forhold til tidens voksende krav om professionalisering af kunstneruddannelserne og fysisk gennem en opgradering af laboratoriefaciliteter.

I 2021 lancerede akademiet desuden en ny visuel identitet og en hjemmeside, der både skal styrke akademiets infrastruktur og give offentligheden langt bedre mulighed for at følge med i akademiets liv, og orientere sig om offentlige arrangementer på akademiet.

Centralt for hendes virke har været arbejdet med at flytte akademiet fra de nuværende, nedslidte lokaler i Mejlgade til nye faciliteter. I løbet af de seneste år er Det Jyske Kunstakademi blevet indskrevet i planerne for en ny bydel i Aarhus Sydhavn. Akademiet står til at skulle flytte i en ny bygning i 2025 og til at blive del af en ”kunstby” med atelierer, udstillingssteder og kreative erhverv som naboer. Disse nye rammer åbner for en række nye muligheder for fremtidens Jyske Kunstakademi.

Bestyrelsen for Det Jyske Kunstakademi vil nu gå i gang med at finde en ny rektor, som kan udvikle og realisere akademiets visioner.

Kilde: Det Jyske Kunstakademi

Del artiklen

'Judith Schwarzbart stopper som rektor for Det Jyske Kunstakademi'

Facebook