Jens og Morten er specialister i forvirring

“Vi skal sgu da bare hedde Jens og Morten”
Da Jens Ardal & Morten Kromann i 2012 skulle navngive deres samarbejde, var der forskellige funky kunstnerduo-navne i spil. Men man skal ikke være længe sammen med de to, før man er på det rene med, at det handler om at være tro mod, hvem man er, hvor man kommer fra, og hvad det er, man vil med kunsten. 

Så derfor blev kunstnerduoens navn ‘bare’ Jens og Morten for det er jo det, de er: To gutter, begge født og opvokset i Holstebro, hvortil de nu vendt tilbage efter endt kunstuddannelse og har etableret deres base. Ikke for at begå kunstnerisk harakiri i en vestjysk provinsby fjernt fra kunstmetropolerne, men for at få kunsten til at virke blandt mennesker, hvor der er brug for den og der, hvor der fysisk og kunstnerisk er råderum.

Jens og Morten arbejder primært udenfor institutionerne med en udadvendt – og bevidst anti-ekskluderende – praksis, hvor kunsten ses som et dialogskabende værktøj, der kan skabe forbindelser og samarbejde mellem mennesker.

Det kan eksempelvis manifestere sig i en piratradio-station på en spejderlejr med 35.000 spejdere, i sammenskudsgilder og kunstparader i en række midtjyske landsbyer eller i en forskningsstation på gadeplan, der indsamler bud på, hvad der kan give en by som Holstebro et løft.

Og netop et løft er, hvad duoen håber at give byen, efter at de er rykket ind i byens nedlagte slagteri.

Råderum
Det er her, jeg kravler op af en udvendig vindeltrappe for at møde dem i en af de rå tidligere slagtehaller. Det er også her, begrebet råderum bliver konkret og får en helt igennem usædvanlig volumen. Hele 13.000 kvadratmeter med højt til loftet er, hvad duoen har fået nøglerne til. Efter aftale med Holstebro Kommune har de som forsøg foreløbig et halvt år til at fylde stedet med kulturelt liv.

“Vi håber, det kan lykkes at gøre Slagteriet til en kulturel smeltedigel, hvor både lokale og udenlandske kunstnere, iværksættere, ingenører, musikere, pensionerede håndværkere og alle mulige andre kan mødes på tværs af fagligheder og kompetencer. Et inkluderende og attraktivt sted med værksteder, hvor folk har lyst til at komme og arbejde – og bidrage ved eksempelvis at lave workshops for lokale i byen”, fortæller Jens Ardal.

Allerede i juli mødtes en håndfuld kunstnere, arkitekter, ingeniører og dansere fra duoens vidtforgrenede netværk til en sommerworkshop som et første eksperiment. Blandt andet byggede Thomas Petersen fra FabLab i Silkeborg en tegnerobot af efterladte transportbånd, mens Anders Reventlov malede vægmalerier og Julie Scmidt Andreasen og Julie Damkær arbejdede på en danseforestilling ophængt i loftet.

“Vi kan godt tillade os at være ambitiøse”, siger Morten Kromann. “Vi laver ikke et nyt ´kunststed’ – men et produktionssted. Vi vil gerne samle forskellige folk og sørge for, at de miljøer, der gerne vil lukke sig om sig selv, bliver penetrerede på alle mulige måder. Desuden sker der det, at når man taler om produktion i stedet for kunst, taler man til et meget større miljø – til virksomheder, uddannelsesinstitutioner og politikere. Kulturmiljøer er enormt attraktive, og hvis du vil have en by med innovative virksomheder, er der brug for sådanne miljøer”.

Det mellemmenneskelige møde.
Det er hurtigt klart, at det punkt Jens og Mortens praksis drejer om er dialogen med andre mennesker. At skabe grund for møder og dialog er centralt, og nok kan outputtet være spændende, men vejen derhen endnu mere interessant.

“Det er det mellemmenneskelige møde, vi er optaget af”, siger Jens Ardal. ”Det at inkludere og involvere folk i forskellige kreative sammenhænge”.

“Det er også et forsøg på at inkludere os selv”, supplerer Kromann. “Hvad laver den gruppe af mennesker? kan jeg være en del af det? Kan jeg tale med dem, og hvordan skal jeg så tale med dem”?

Både Ardal og Kromann er født og opvokset i Holstebro i familier, hvor der ikke var forventninger om akademisk uddannelse men stor frihed til at prøve ting af. De har begge gennemgået uddannelsesforløb med “snørklede diskurser og referencer, som ikke ret mange mennesker kender til”. Som Kromann udtrykker det: “Det kan virke afmonteret i forhold til den virkelighed, vi kommer fra”.

“Det at komme tilbage til Holstebro og møde hr. og fru Danmark og fokusere på mødet med mennesker er en måde at få ryddet op og få skabt en form for mellemvej mellem de to verdener – og en mulighed for i øjenhøjde at formidle nogle af de ting, vi har lært på akademierne”, forklarer Ardal.

Det betyder noget for folk
Men Holstebro er jo set fra København eller Aarhus lidt langt væk?
“Myten om, at man skal skabe sin kunstneriske karriere ved at sørge for at komme til metropolerne er ‘so last century’ ”, mener Morten – ikke mindst med udviklingen af internettet i baghovedet.

Jens fortsætter: “Jeg tror faktisk, vi har fået langt mere at skulle have sagt som billedkunstnere her. De kunstnere, jeg har gået på akademiet med, har ikke tid til at lave kunst, fordi de skal have et arbejde for at få råd til at have en mikroskopisk atelierplads og et sted at bo i Berlin eller København”.

“Og så betyder det fandme noget for folk, når man laver noget her i Jylland”, fortsætter han. “Vi deltog i projektet Kunsten i bevægelse og oplevede, at jo mindre byen var, jo større var opbakningen, jo flere ildsjæle, og jo flere deltagere. Det kan godt være, at man støder på en væg herovre, men hver gang er der en åbning til noget, som næsten er større end en selv”.

Specialister i forvirring
Jens og Morten peger på, at de er en del af en udvikling, hvor fokus på kollektivprocesser afløser den eneproducerende kunstner, der med blikket stålsat rettet mod kunstobjektet har specialiseret sig i eksempelvis oliemaleri eller stenskulptur.

“Hvis kunstneren vælger at producere en eksklusiv vare, så er det i sidste instans produkter, der kan sælges”, fortæller Morten Kromann. “Kapitalismen er på den måde totalt indgroet i os. Vi vil alle sammen sælge noget. Til enhver tid”.

“Der er jo så forskellige former for kapital, og vi er mere interesseret i social kapital, og i hvad der giver det største output i forhold til social velvære – eller stedspecifik velvære, hvis man kan kalde det det”. 

I stedet ser de de processer, der opstår i det mellemmenneskelige møde, som en form for materiale, og her har Jens og Morten fra starten haft enorm energi til at komme ud blandt andre, samtidig med at de har taget ved lære af de undervisere, som har gjort noget ud af at forvirre dem og pege på, at kunst netop kunne være meget andet end ‘Maren med kærren’, Herup, og hvad man ellers kunne møde af kunst i Holstebro som ung.

“Vi har taget forvirringen på os – vi er ved at specialisere os i forvirring”, siger Kromann.

Når I nu er dedikeret det mellemmenneskelige, er jeres opgave så ikke et spørgsmål om personlig udvikling snarere end et spørgsmål om kunstnerisk udvikling?

“Absolut. Bare se på os to. Vi er meget forskellige som mennesker og vores indbyrdes samarbejde har da også været en proces”, siger Ardal.

Hvortil Kromann tilføjer: “… er en proces”.

XL-Byg Tømmergårdens Kunsthal
Jens og Morten går også fuldtonet ind i samarbejder med det lokale erhvervsliv. Under det netop afsluttede Kulturmøde på Mors opførte duoen en kunsthal, der var 100% sponsoreret af erhvervslivet. Det blev til XL-Byg Tømmergårdens Kunsthal, hvor duoen med et glimt i øjet talte ret imod den berøringsangst, de oplever findes i kunstlivet, hvor alle taler om at være uafhængige.

“Den kunstner, der siger “Jeg er uafhængig” og i næste sætning siger “Jeg søger Statens Kunstfond” er jo ikke uafhængig”, argumenterer Kromann. “Man tør ikke stille sig op og sige, at man er stolt af et erhvervsliv, som vil bakke op om kunsten. Sponsorater er diskret markeret med små skilte på udstillinger. Med XL-byg Tømmergårdens Kunsthal ser vi det som spændende, at erhvervslivet er medvirkende til at være kulturproducerende – og vel at mærke et erhvervsliv som ikke er vant til at støtte kulturproduktion”.

Når I nu arbejder sammen med ‘almindelige mennesker’ om kunstprojekter som for eksempel en udsmykning – bliver det så ikke æstetisk slapt?

“Nu er det jo ligeså meget samarbejdet, processen og det at lave liv, der er noget i sig selv. Men nogen gange styrer vi processen mere – vi vil jo også gerne lave noget, vi selv synes er fedt. Vi er meget visuelle anlagt begge to”, siger de to.

Og duoen tager da også på visit i de hellige kunsthaller til tider for at reflektere over deres praksis – blandt andet på Morten Kromanns afgangsudstilling fra Det Jyske Kunstakademi 2013 og på EXTRACT-udstillingen på Gl. Strand sidste år. Duoen modtog EXTRACT-prisen for den udstilling.

Men energien retter sig primært mod forvirringen i verden udenfor kunsthallernes hvide vægge. Foreløbig skal den herske i al sin mangfoldighed på et nedlagt slagteri i Vestjylland.