Jenny Holzers manglende fornemmelse for det offentlige rum

Det er søndag aften, og idet mørket sænker sig over Bispetorv i Aarhus ruller lystekster langsomt op ad trapperne og videre op ad facaden på Aarhus Teater. En lille håndfuld frysende tilskuere står på pladsen og betragter Jenny Holzers tekstværk For Aarhus, som er det amerikanske kunstnerikons ret promoverede bidrag til kulturhovedstadsprojektet.

Teksterne, vi kan læse, handler om at bryde op fra sit hjem, om at længes efter sin hjemstavn, om at skulle leve et fremmed sted. Det er personlige beretninger, mange af dem følelsesladede og detaljerede, mange af dem lange. Fælles for dem er, at de præsenteres uden nærmere forklaring eller kontekst, hvilket stiller en tilfældigt forbipasserende i en krævende position.

Research kræves
Man kan researche og erfare, at værket består af et udvalg af poesi, noveller og personlige breve af forfattere og almindelige civile, der har måttet flygte fra deres hjemstavn. Postkort skrevet af fordrevne indbyggere fra Aleppo veksler med tekster af den palæstinensiske digter Ghayath Almadhoun (født i Damaskus, bosat i Sverige) eller etiopiske Alemu Tebeje Ayele (digter, journalist og aktivist med base i London). En novelle fra et immigrantmiljø i Los Angeles af den syriske forfatter Dima Alzayat efterfølges af tekster af unge irakiske assyrere, skrevet i oversvømmede flygtningelejre efteråret 2014.

Det er åbenlyst, at værket kan læses som et vidnesbyrd om konsekvenserne for mennesker, som befinder sig i krigszoner. Hvordan er det at blive tvunget til at forlade sit hjem, befinde sig i flygtningelejre, leve i exil, begynde et nyt liv et andet sted?

Nødvendige historier
De helt personlige historier er helt nødvendige. Så længe flygtninge er en hob, en masse, noget vi hører om i medier på afstand – så længe flygtninge er et ‘dem’ og ikke et ‘du’ – er det muligt at holde distancen. Den personlige historie sætter ansigt, krop og følelser på flygtningen, og gør ham eller hende nærværende. På den måde er værket upåklageligt velmenende og humanistisk. Som kunstnerisk værk i et offentligt rum er det mindre velfungerende. Det vender jeg tilbage til.

Kunsthistorisk sværvægter
Først lidt om kunstneren. Jenny Holzer (f. 1950, Ohio) har i over 35 år arbejdet med tekstbaserede værker i det offentlige rum. Hun fik sit gennembrud omkring 1980 som del af en konceptuel og feministisk generation, der tæller berømtheder som Barbara Kruger, Cindy Sherman, Sarah Charlesworth og Louise Lawler.  

Holzer’s Truisms (Selvfølgeligheder) (1977-79) – korte one-liners trykt på plakater, stickers og t-shirts  – var blandt hendes tidlige, nu ikoniske, arbejder, mens senere serier foldede sig ud som lysreklamer i bybilledet. Lystekster som Protect me from what I want eller You are a victim of the rules you live by skød sig ind i det moderne liv som præcise, tankevækkende nålestiksaktioner. Med sans for det offentlige rums informationstyngde og med en guerilla-strategs snarrådighed hackede Holzer sig ind på reklamernes og lysavisernes domæne, og dette særlige offentlige crossover mellem poesi og billedkunst placerede Holzer i en ekspressiv og potent position, som har tildelt hende en retfærdig plads i kunsthistorieskrivningen.

Siden begyndelsen af 1990’erne har Holzer i det store hele benyttet tekster produceret af andre, og fra 1996 har hun arbejdet med rulletekstværker. Over 30 offentlige projekter på forskellige lokationer verden over er det blevet til, hvor samspillet mellem de rullende tekster og arkitekturen har været et omdrejningspunkt af mere skulpturel karakter.

Hvor er argumentet?
Rent visuelt er der da også noget over lysordene, der flyder op ad teaterfacaden i Aarhus og formes af arkitekturens fremspring, etageadskillelser, vinduer etc. Men ellers står man tilbage med fornemmelsen af, at der mangler det åbenlyse argument for, hvorfor dette projekt skal foldes ud på en husfacade i et offentligt rum – i stedet for i en bog eksempelvis.

I en bog ville man have mulighed for at få kontekstuel info eller bladre tilbage og læse igen. I denne sammenhæng – hvor der er tale om et korpus af ‘vanskelige’ digte og længere, til tider idiosynkratiske, tekster – ville det absolut være relevant.
Sagen er, at på Bispetorv – en halvvåd dansk februaraften! – skal man være endog særdeles dedikeret for at stå længe for at begribe narrativerne.

Værket fungerer i høj grad i kraft af, at der italesættes mange stemmer og forskellige personlige udsagn – det kræver med andre ord tid. Og næsten ingen tager sig tiden. De fleste – dem der blot stopper et øjeblik for at haste videre – får intet med sig, fordi fragmenterne i sig selv ikke giver noget fra sig.

Altså: For Aarhus kommunikerer ikke ind i den særlige situation, det eksisterer i her. Holzers tidlige værker spillede ind i byrummets hastige sprog med subtil fornemmelse for, hvad ‘street-art’ kan. Denne stedspecifikke fornemmelse er fraværende i For Aarhus.

I det offentlige rum når man andre beskuere/læsere end på museet eller i bogen. At nå bredt og folkeligt ud er såmænd ædelmodigt – men det kræver, at man tager sit publikum, og det sted kommunikationen folder sig ud, alvorligt. Ret beset forekommer det uforståeligt, at en kunstner, som hele sin karriere har arbejdet netop i det offentlige rum, tilsyneladende er så ureflekteret om det.

Forbud!
Som en yderligere understregning af det forhold, kan man på et skilt læse, at Holzer beder publikum om at respektere forbuddet mod at fotografere eller optage video af værket. Come on! Ikke alene er det udtryk for en fejlplaceret kontrolmani. Det er også ude af trit med virkeligheden, for er der noget, folket gør i dag, så er det dette: Stopper op. Hiver smartphonen frem. Tager et billede. Går videre.