“Jeg vil gerne fokusere på, at vi er en del af en global, planetær bevidsthed”

“Jeg vil gerne fokusere på, at vi er en del af en global, planetær bevidsthed”

Nana Francisca Schottländer: Sympoiesis, 2021. Foto: Thomas Gunnar Bagge.

Liselund Laboratorium Møn er et kunstnerisk projekt, der følger årstiderne med en ny kunstnerisk oplevelse hver måned i et år i Liselund Have på Møn. Værkerne bliver til i et samarbejde mellem kunstnere, videnskabsfolk – og landskabet selv. Her godt halvvejs i forløbet har vi taget en snak med Christina Louise Jørgensen, der er projektets kurator.

Der kommer storm. Malik er varslet, og det suser godt i Liselund Have denne lørdag formiddag. Midt på en stor græsplæne står et drivhus, der skal sikres med ekstra skruer og gaffatape. Trevor Davies, den ene kurator i Liselund Laboratorium Møn, kredser om det. Indeni kører kunstner Nanna Franciska Schottländer performative videoværker, hvor hun integrerer sin krop i Liselunds forskellige landskaber.

Nana Francisca Schottländer: Sympoiesis, 2021. Foto: Thomas Gunnar Bagge.
Nana Francisca Schottländer: Sympoiesis, 2021. Foto: Thomas Gunnar Bagge.

“Hvis jeg kunne tænke, at man kuraterer og arbejder som natur, altså mimer eller rummer den kompleksitet og tør være i en hel uoverskuelig kæmpestruktur, og så udvikle tingene med den fornemmelse, så ville jeg gerne det”, fortæller Christina Louise Jørgensen, den anden kurator i projektet.

“Jeg vil gerne tænke mere i, at alt er forbundet; fokusere på forbindelserne, varernes cirkulation, menneskers bevægelser, og at vi har været og er en del af en global, planetær bevidsthed. At det ligesom drejer sig om at insistere på, at vi er her sammen. I kraft af forbindelserne imellem os”.

En have på Møn finansieret af slavehandel

Liselund Laboratorium Møn er et samarbejde mellem kunstnere og videnskabsfolk i den historiske landskabshave Liselund helt ude østpå på Møn. Liselund blev anlagt som romantisk have i 1700 tallet af ægteparret Lisa og Antoine de la Calmette. I dag er den ejet Naturstyrelsen og bevaret af Nationalmuseet – og siden juni sidste år har man kunnet få en ny, kunstnerisk oplevelse hver måned, som kredser om naturen, landskabet og sameksistensen mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige.

Haven ligger ud til klinten og er gravet af fæstebønder, hvor der før var mose, og blev blandt andet finansieret med penge fra slavehandlen, hvilket man kan høre i lydværkerne af Arendse Krabbe og Ida Bencke, situeret forskellige steder i haven. Seks lydværker, som bevæger sig igennem historien, landskabet og økologien – samt fra slavehandlen til arter, som er ved at uddø.

Nana Francisca Schottländer: Sympoiesis, 2021. Foto: Thomas Gunnar Bagge.

En kunstner i naturen

Det suser godt omkring drivhuset; af og til rykker vinden i taget. Jeg sidder sammen med kurator Christina og ser Nana Franciska Schottländers videoværker Sympoiesis, der var en del af haven i december og januar. Gennem meditativ langsomhed integrerer hun nøgent sin krop i landskabet. Hun har været i haven hver måned i et år.

“Hun har virkeligt prøvet at modarbejde havens grundlægger Antoine de Calmettes billeddannelse, og hun har raset over denne her skønhedsæstetik”, siger Christina og griner. “Og hun har ramt sin egen skønhedsæstetik, som på ingen som helst måde er kommet i nærheden af en grimhedens æstetik, men er en anden æstetik end havens”.

Schottländer skyder næsten rødder. Det bliver “find Holger”, når hendes krop ligger udstrakt blandt faldne træstammer. Hver bevægelse er et intenst nærvær, når hun for eksempel sidder midt i søens andemad og ganske langsomt bevæger armene.
I disse performative videoværker indgår menneskekroppen med åndedræt og tilstedeværelse i – og bliver næsten en del af – naturen.

Nana Francisca Schottländer: Sympoiesis, 2021. Foto: Thomas Gunnar Bagge.

Alligevel skiller kroppen sig ud som noget andet end træstammer, sø og sne. Naturen er både noget, vi som mennesker er en del af, og noget vi står udenfor og ved siden af. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der også synes at være en længsel tilbage til naturen, som på mange måder også går igennem den vestlige kunsthistorie: kunstnerens kritik af den såkaldte civilisation og ophøjelsen, dyrkelsen eller længslen mod en natur eller et landskab. En længsel som også er på spil i haven.

“Værket hedder jo Sympoiesis. Det er ikke et dialektisk forhold, og hun arbejder heller ikke med en oprindelighed, men hun er inde i et samskabende og et sampoetisk forhold. Jeg synes, at hun i denne meditative tilstand bliver til nogen eller noget poetisk stof, rum, tid og krop; til en anden måde at være menneske på.”

Et sted med mange tider

“Alle projekterne har en opslugthed af naturen eller historien”, fortsætter Christina. “Det blander sig jo lidt, fordi haven er så kurateret”.

“Og spørgsmålet er, kan vi overhovedet bruge begrebet natur? Ja, jeg bruger det. Geologer og biologer bruger det til at beskrive processer. Det er selvfølgelig indlysende, at i naturbegrebet er et kultur/naturbegreb indlejret. Altsammen her er påvirket af mennesker. Det, som er virkeligt interessant i det her område, er alle de her repræsentationer af tid. Den geologiske tid, kridttiden, for 65 millioner år siden. Skoven, hvor de fleste bøgetræer er plantet som et historisk statement, da vi fik bank af englænderne, og flåden blev sønderslået. Samtidig med at haven står som repræsentation for en tid og for et menneskes evne, kraft, poesi og penge til at gøre dette her. Det er den sammensatte og sammenstillede tid, som gør, at dette område er interessant at arbejde i. At tænke sådan historisk-materialistisk. Alle de her naturrepræsentationer skaber en dynamik for en spændende samtale. Og kunstværkerne kan omsætte det og få dimensionerne i spil”.

Rune Fjord: Skønhed & Forfald. Foto: Liselund Laboratorium.

Et dødt rådyr med mider og maddiker

“Rune Fjord lavede i november et laboratorium her i haven. I sidste halvdel af processen arbejdede han med at destillere blomster og blade. Og folk kom og gik ind i det, arbejdede med og snakkede med. Ingen snakkede om kunst, eller spurgte, om det her skulle være kunst. Det var meget umiddelbart. Der lå et dødt rådyr, hvor mider og maddiker væltede ud, og folk sagde ‘ad’ og ‘er det sådan det foregår’. Rune Fjord havde lavet en virkelig stram ramme, som stod så præcist, at ingen tænkte over, at det var en ramme. Samtidig var det inviterende og sanseligt. Det er den mulighed, man har her. Folk er på vej ud i naturen, og når man er på vej ud i naturen, gør man det for at slippe for at forholde sig til noget. Hver dag havde vi 20-25 uforstilte møder”.

Rune Fjord: Feltlaboratorium. Foto: Liselund Laboratorium.

Marthas hemmelige have

Ind i drivhuset kommer kunstner Georg Jagunov med en stor sten i favnen. Hans sko er godt mudrede efter at have været rundt i haven. Til marts bliver hans projekt Marthas hemmelige have en del af Liselund Have; et samarbejde med skribent Nina Schack Kock. Han arbejder med den del af haven, som styrtede sammen i 1902 og igen i 1904. Haven ligger på en eroderende kyst, og på et tidspunkt vil resten af haven også styrte sammen. Lisa og Antoine de la Calmettte døde fem år efter, at haven var anlagt, og svigerdatteren Martha overtog og forstod at bruge haven.

Væk fra plænen og drivhuset falder og stiger terrænet i den skov, der siden skreddene for over hundrede år siden, har vokset sig stor. Georg Jagunov kommer fra digital kunst, animation og collage men er begyndt at arbejde med landskaber som kunstvandring inspireret af japansk havekultur med sten, mos og genfortolkninger – og han integrerer arkæologi, geologi, biologi, historie og myter og sagn i sin praksis med landskabet.

Billedkunstner Georg Jagunov og forfatter Nina Schack Kock: Marthas hemmelige have – det skjulte landskab. Foto Georg Jagunov.

På en lille bro over en kløft tager Georg en lille uro op af rygsækken – en miniatureprøve lavet af sten og noget krøllet papir – som kan hænge under broen og bevæge sig i vinden. Her skulle Martha før sammenstyrtningen have haft sin blomsterhave. Et andet sted markerer et kors, hvor der skulle have været et kapel, som dog kun blev brugt til at spille kort i. Georg peger rundt i skoven, langs stien, ned i sumpområdet. På skulpturer der skal være. På fortællinger i haven. På myter om elverfolk. Han er optaget af videnskab og det fiktive og grænserne imellem – og at få folk til at tænke over, hvad er hvad.

“Man kan sige, at Martha er en person eller karakter, der hentes fra en historisk tid, som så bevæger sig ud i biologiens tid og mytologiens tid”, siger Christina. Tilbage ved plænerne, som hvert efterår støvsuges for blade af Nationalmuseet, går Georg hen for at hjælpe med at sikre drivhuset. Jeg går videre med Christina.

Billedkunstner Georg Jagunov og forfatter Nina Schack Kock: Marthas hemmelige have – det skjulte landskab. Foto Georg Jagunov.

Vi skal tale om vores landskaber

Kunstnerne i projektet har alle en processuel arbejdsgang, som favner noget komplekst. Der er hele tiden en samtale på spil i Liselund Laboratorium Møn – mellem landskabet, naturen, haven, historie, videnskaber, kunstnere, kunstværker og så publikum og brugerne af haven.

“Vi skal tale om vores landskab og om os selv i den og fremtiden”, siger Christina, da jeg spørger til, hvilken samtale, hun gerne vil sætte i gang.

“Det begynder med hele det antropocæne projekt, der spiller fallit. Og at det for mig er nødvendigt, at man ikke kun tænker i teknologiske løsninger, men at man ser det hele. At man ser haven her, som repræsenterer en udvikling; hvordan vi har overtaget og i vores selvforståelse er blevet overherrer i forhold til kloden. Og så bruge samtalen til at forstå, hvordan det er sket, og hvordan det har udviklet sig, og til at forstå os selv som natur, som en del af landskabet”.

“Der er et geologisk landskab, og så er der et oplysningsmenneske, som har nogle klassiske idealer og komponerer løs. Antoine de la Calmette var meget selvbevidst. Samtidig har det været sejt det her. De la Calmette rejste 10 år rundt i Europa på research, og de boede tre timers kørsel i hestevogn fra haven. Han har virkeligt villet det. Så er der pavillonen eller det gamle slot. Lisa de la Calmette har været optaget af barokken. Inde i huset spejler alting sig, alt er symmetrisk, hvis man går ind i hendes værelse og lader det være point of view, så er der en fornemmelse af, at her er stedet, det hele er skabt ud fra. Calmette laver ikke en symmetrisk have. Han lavede illusionen af natur med slyngede stier, men det barokke er der måske et sted. I sådan et blik af, at det er her, det hele kan ses fra. Og alle kunstnerne i dette projekt har arbejdet med, hvad det er for et sted, man ser fra”.

Anna Rosa Hiort-Lorenzen: Umwelt — forestillinger om insekternes oplevelse af verden. Foto: Thomas Gunnar Bagge.

På opdagelse med UV lys

I februar kan man i skumringen og mørket gå på opdagelse med en UV-lygte i et lille skovstykke ikke langt fra drivhuset. Kunstner Anna Rosa Hiort-Lorenzen har arbejdet med blikke, med begrebet umwelt og med, hvordan insekter ser deres omverden. I skovbunden kastes neonfarver tilbage eller opsuger lyset alt efter, om de er fosforescerende eller fluorescerende. Et værk, der netop handler om at løsne vores fasttømrede blikke på verden, og som måske kan åbne for en anden måde at bruge, samtale og være i og med naturen.

Tilbage på plænen står et gammelt morbærtræ med en krykke under plantet af Dronning Ingrid. Ved siden af er plantet et nyt. Vinden tager til, og drivhuset er sikret mod stormen Malik.

Del artiklen

'“Jeg vil gerne fokusere på, at vi er en del af en global, planetær bevidsthed”'

Facebook