Kunstmaleren Peter Carlsen er hoppet i kunsthistoriens store gryde og genopliver det monumentale historiske maleri. Ikke for at hylde, men for at vrænge, af nutidens værdier i et splittet dansk samfund.
Hvad kan maleriet i dag? Hvorfor mime døde kunstnere? Peter Carlsen har kastet sig ud i kunsthistoriens dønninger og nyfortolket det monumentale maleri Friheden fører folket (La Liberté guidant le peuple fra 1830, Louvre) af den store franske maler Eugène Delacroix.
Men Frankrigs nationalmaleri bruges helt anderledes aktivt af den danske kunstmaler, der bestemt ikke hylder nationen og kampen for frihed, men tværtimod vrænger og ironiserer over vore udhullede danske værdier og selvforherligelse.
Læs også:
Ugens kunstner – Peter Carlsen
Dét kan maleriet i dag, når det fyldes med nyt indhold, og Carlsen er bestemt ikke mundlam, da KUNSTEN.NU møder maleren i værkstedet til en snak om det politiske maleri idag.
Nationale værdier
“Det, at jeg er begyndt at interessere mig for politiske og nationale emner i mine billeder, har noget at gøre med, at samfundet har ændret sig. Massemediernes fremstiling af vores værdier i dag gør, at jeg har sværere og sværere ved at relatere til det danske samfund,” forklarer Peter Carlsen under sit arbejde med det enorme værk på Statens Værksteder for Kunst og Håndværk.
Det er klassisk oliemaleri i den helt store skala, utallige skitser, rekvisitter og ikke mindst arbejdstimer.
På lærredet er en samling mennesker sat i scene: bondemanden, arbejderen, roliganen, præsten, kropsdyrkeren, statsministeren, soldater og nogle objekter, der alle relaterer sig til den danske identitet. Alt iscenesat i en sammensmeltning af by og land, natur og kultur rundt om en fanebærende person.
Det ligner en national hyldest, men…
At vende idyllen på vrangen
“Det er et forsøg på at lave en visuel, ironisk national-kommentar,” siger han og uddyber:
“Jeg mimer her Delacroix’s Friheden fører folket, som i dag er et fransk nationalikon. Billedet var en hyldest af ‘folket’ og dem, der omkom under Juli-revolutionen i Paris i 1830.”
“Den her heroiske fremstilling af en vision med en stærk symbolik tiltalte mig meget, fordi jeg kunne bruge en heroisk form til at fremstille nogle uheroiske værdisæt i dag. Det ville skabe et humoristisk og ironisk modsætningsforhold. Jeg udtrykker mig i bund og grund for svulstigt om et banalt emne, vender idyllen på vrangen, om man vil,” fortæller Peter Carlsen.
Gammel historie med ny kontrast
Peter Carlsen har altid interesseret sig meget for Delacroixs værker. Og det at parafrasere de gamle mestre har været noget, han løbende har taget op i sin karriere:
“I de seneste tre år har jeg så beskæftiget mig en del med det politiske i kunsten og undersøgt, om det kan noget i dag? Jeg tager en historie og fylder den med nyt indhold. På den måde er der ingen genre som er passé, og det føler jeg som en stor befrielse,” forklarer Carlsen, der dermed også antyder den dobbelthed som er kendetegnende for hans værker:
“Jeg afbilleder, eller mimer, en verden, som ser realistisk ud – men fylder den med et fordrejet indhold. Der er modsat Delacroix mange tvetydige udsagn i mit maleri. Vi har jo to vidt forskellige mål med vores maleri. Nationalhyldesten står hos mig i stærk kontrast til det, der rent faktisk er på billedet.”
Middelmådighedens land
Der er et stærkt nationalt udtryk i billedet, men det en del af ironien i Peter Carlsens øjne, når vi som nation vil være verdensmestre i alt, samtidig med at vi skærer ned på alt.
“Den retorik, mener jeg, har erstattet de reelle værdier. Man snakker om værdierne, fordi de er ved at forsvinde, og det bliver mere og mere skingert i forsøget på at befæste illusionen om, at Danmark er noget helt særligt. Men Danmark er på mange måder et helvedes middelmådigt land.”
“Den her klovn med højthævet fane er udtryk for den illusion om, at ‘her går det godt’, og Danmark er bare så fantastisk. Det er et billede på den her modsætning mellem virkeligheden og den politiske retorik,” forklarer Carlsen, kigger på skitsen på den bærbare, som står ved hans side.
Et flygtigt blik på skærmen efterfølges af en lille bevægelse med penslen på det store lærred, og så vurderes indgrebet.
Diagnose over nutidsmennesket
“Jeg synes godt man kan se det som en diagnose af nutidsmennesket, og på den måde er det et historisk maleri, der refererer – omend på en ironisk måde – til nogle nutidige problematikker, værdier og stereotyper.”
“Alle dem, der er repræsenteret i maleriet, står for nogle værdier i en stereotyp form og nogle individuelle valg, hvilket er et billede på vores tids individualisering. Man kan godt kalde det et billede på den nutidige samfundssplittelse,” siger Peter Carlsen.
På vej i fortabelse
Carlsen har fundet inspiration i de syv dødssynder og teolog Jan Lindhardts bog De syv dødssynder fra 2001, hvor argumentationen er, at de syv dødssynder er blevet dyder i dag.
“Tænk bare på et fjernsynsprogram som Grisk når det gælder! Griskhed er her ikke længere en synd, men en dyd. Det samme gælder frådseri, forfængelighed og liderlighed. Disse nutidige værdier er er en del af skelettet i maleriet og forsøgt repræsenteret ved de personer, der optræder i maleriet.”
“De er med andre ord på vej i en fortabelse af en slags midt i al skidtet uden rigtig at være klar over det,” forklarer Peter Carlsen og mimer med højthævet arm den centrale person i maleriet, der ligner ham selv forbavsende meget…
Læs også:
Torben Sangilds klumme om affald i kunsten, der tager afsæt i maleriet Fordi du gør en Forskel.
Peter Carlsen er født i 1955. Han tog afgang fra det Kongelige Danske Kunstakademi i 1983.
Inden da blev han skolet inden for den klassiske tegnekunst på Glyptoteket i årene 1975-77.
I 1999 modtog han Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium. KUNSTEN.NU besøgte ham i Statens Værksteder for Kunst og Håndværk, hvor han har udarbejdet skitse og påbegyndt arbejdet med selve værket.
I starten af februar blev det 270x325 cm store værk rullet sammen (det kunne ikke bugseres ud af døren), da Peter Carlsen det næste halve år er indkvarteret i lokaler ved Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg i Hillerød, hvor værket færdiggøres og udstilles for første gang i oktober.
Fokusserie:
I værkstedet
I værkstedet er en serie reportager og interviews, der udforsker processen forud for det vi ser. Serien er et nøglehul til kunstnerens værksted, der fokuserer på, hvilke metoder og grundideer forskellige kunstnere arbejder ud fra, og hvilke arbejdsredskaber de bruger.
