Jeg tror ikke mine øjne!

Billedserie

Udstilling

Repetitioner

5 dec 2009 25 jan 2009

Marianne Lipschitz Jørgensen

Øksnehallen
Se kort og tider

Jeg tror ikke mine øjne!

Uden titel, 2008, Marianne Lipschitz Jørgensen, Foto: Rasmus Kjærboe (udsnit)

Marianne Lipschitz Jørgensen tegner streger og udspænder snore i systemer. Synet bliver snydt på fascinerende vis, men er det også interessant i længden?

For tiden er det en befrielse, når en yngre kunstner tager fat på en helt anden tradition end sine jævnaldrende. Marianne Lipschitz Jørgensens udstilling i Øksnehallens foyer er en stille pause og et frikvarter fra al den figurative, fabulerende og politiserende samtidskunst.

I hendes tegninger udspilles arven fra den noget miskendte op art, hvor kunstnere som Vasarely og i særdeleshed Bridget Riley i 1950’erne og 60’erne legede med grænserne for øjets evne til at overskue systemer.

Uden titel, 2008, Marianne Lipschitz Jørgensen, Foto: Rasmus Kjærboe
Uden titel, 2008, Marianne Lipschitz Jørgensen, Foto: Rasmus Kjærboe
Uden titel, 2008, Marianne Lipschitz Jørgensen, Foto: Rasmus Kjærboe
Uden titel, 2008, Marianne Lipschitz Jørgensen, Foto: Rasmus Kjærboe

Rum og flimmer
Hovedparten af udstillingens nogle-og-tyve værker består af lige linjer tegnet på papir. Stregerne samles og spredes om et center eller danner firkanter og romber. De endelige konstruktioner er umådeligt sikkert tegnet – og i de bedste værker er effekten hypnotisk og pulserende. I de fleste tilfælde skabes en fornemmelse af bevægelse og rum på trods af de minimale værktøjer. Som tilskuer bliver jeg usikker på, hvad mine øjne fortæller, for selv med så få og regulære informationer opstår tvetydighed og flimmer.

Uden titel, 2008, Marianne Lipschitz Jørgensen, Foto: Rasmus Kjærboe
Uden titel, 2008, Marianne Lipschitz Jørgensen, Foto: Rasmus Kjærboe
Snydt!
Usikkerheden, og det helt grundlæggende spørgsmål om synets troværdighed, sættes på spidsen med en opdagelse: en del af værkernes centrale linjer er faktisk ikke rette!

Mine øjne vil gerne se lige linjer, og det er først når detaljen isoleres, at den lille bøjning og variation optræder. Det er en undseelig, men filosofisk set, umådelig vigtig konklusion: man tror, man ser noget virkeligt, men det er i stedet hjernen, der bestemmer det sete.

Det håndgjorte
Ved siden af tegningerne optræder flere systemer med udspændte snore og spejlglas. De er knapt så fascinerende, da håndværket mangler, og de lider under valget af en reflekterende baggrund af sort plastik. Det ser simpelthen for køligt ud. Det er det mikroskopiske liv i tegningernes håndgjorthed, der bærer udstillingen. Lavet på maskine ville Jørgensens værker falde igennem, blive banale og miste deres intimitet.

Uden titel, 2008, Marianne Lipschitz Jørgensen, Foto: Rasmus Kjærboe
Uden titel, 2008, Marianne Lipschitz Jørgensen, Foto: Rasmus Kjærboe

Stilfærdig kvalitet
Dette er rar og rolig kunst, der giver uvant stof til eftertanke. I længden er repetitionen i sig selv dog i fare for at blive lidt kedelig, da optiske stregillusioner historisk set allerede har været en del kunstneres livsopgave. Marianne Lipschitz Jørgenses kunstværker er dygtige og tankevækkende på en stilfærdig facon – og det er en stor kvalitet. Nu er det spændende at se, om det er et projekt, der kan udvikles.

Marianne Lipschitz Jørgensen modtog i 2009 arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

Billedserie

Udstilling

Repetitioner

5 dec 2009 25 jan 2009

Marianne Lipschitz Jørgensen

Øksnehallen
Se kort og tider

Del artiklen

'Jeg tror ikke mine øjne!'

Facebook