Jan Danebod

Gadens regelsæt afkræver overskridelse
Denne meget følsomme og meget personlige skildring af sit virkefelt og den verden han laver den i, modtog jeg i sensommeren 2005 fra billedkunstneren og graffitimaleren Jan Danebod, der på daværende tidspunkt arbejdede i Østeuropa.
Jeg havde sendt Jan et par spørgsmål, som I kan læse nedenunder. Spørgsmål som Danebod derefter, og til min overraskelse, vævede et fint stemningsbillede af ord omkring. Det er ALTID dejligt når nogen tør, som Danebod gør, at bruge ordet og teksten helt unikt og hudløst, en hudløshed, som også medierer Jan Danebods billedkunstneriske og politisk aktivistiske praksis. Danebod giver her sit bidrag til den gode by, det gode fællesskab og den gode tekst.

Anne: Dit arbejde har her i Danmark primært været forankret i byens rum. En forankring der spænder fra traditionelle graffitimalerier over manipulation af reklamer, til folkekøkner og design af (national) flag. Man kan argumentere, at dine aktioner har være politisk ansporede og at dine projekter derfor skal ses, i samspil med de politiske strømninger der eksister her i Vest Europa. Du rejser nu i Øst Europa ,som har en helt anden historie og politisk tradition end Danmark. Påvirker det dig?

Jan: Mit udgangspunkt er egentlig ikke politisk. Jeg identificerer mig selv som skriver, som subkulturel, som en person uden forbehold og sammen med mine bedste venner: the world is yours. Der er ingen der skal diktere os. Vi gør hvad vi har lyst til.
Barrikadere mine drømme fra dengang. Bruger, alt hvad det har givet mig til at forstå den verden, jeg er blevet tvunget ud i. Kan ikke bare være endnu et dekorativt indslag til ingenting. Vil ikke efterleve beslaglagte forventninger om, hvad mit liv skal bruges til. Der er for meget pis og lort, der er så let at vende ryggen til og der er så forbandet mange der gør det.

Prøver at levere en kritik der skal ses som et reelt bud på noget andet. Noget abstrakt i en abstrakt virkelighed, der insisterer på et værdisæt, jeg ikke kan identificere mig med. Hvad nu hvis jeg bare vil være foruden den virkelighed vi æder og skider hverdag.
Er der ikke et realt alternativ? Vi må insistere på retten til at konfrontere de gældende normer: Normalitet for normalitetens skyld, konstrueret til anledningen. Så let at fortabe sig i, og så svær at få lov at blive fri for.

Derfor er der da politik i mine ting.
Forventer ikke at få medhold i mine udsagn og mine måder at gøre tingene på, har heller ikke tænkt mig at vente på demokratisklegitimitet. Så meget umenneskelighed bliver vedtaget overalt under såkaldte demokratiske forhold, det er politiseret, velformuleret magtmisbrug.
Benytter mig af illusionens virkelighed til at sige, hvad jeg føler, mene hvad jeg tror, og gøre hvad jeg tænker. Det er mit forhold til fortid, efterlevet nu og her, med drømme om i morgen.

Jeg er bare en ud af alle andre. En kommentar til nu og her.
Det bliver kritiseret for at være endnu et supplement til den dundrende hovedpine, vi går rundt i hver dag, med samme strategier som så meget andet kommercielt lort. Brandet salgbart bedrevidende om ingenting og alting. Tidens topic som visuelt back drop med en flavour af modkultur, solgt ud. Overlevelses instinktet er sat til.
Gør hver dag hvad jeg kan for at stå imod, og ikke bare gå til.

Anne: Jeg vil også gerne spørge, hvordan det har påvirket dine projekter at rejse i en kultur der politisk og kulturelt adskiller sig fra en vestlig og traditionelt set markedsorienteret kultur. Hvad arbejder du med lige nu? Og samtidig vil jeg gerne høre om du som street artist ser denne politiske og kulturelle forskel reflekteret i byen.

Jan: På falske billetter med money express Euro rail. på second hand bikeride.
Non stop east block, for at smage virkelighed, og møde ny familie, bytte glansbilleder fra samlingen og drikke os ind i fremtidens forestillinger om fællesskab. Det er EU støttet græsrods hangout med tømmermænd i internationalt farvand.
Det er svært at bebrejde andre for at leve et bedre liv end de gjorde før. Det er svært at overbevise sig selv om, at mindre er mere værd, når man bare er endnu en velfriseret middleclass kid med digital kredit, der kan køres igennem hvor som helst når som helst. På beløbet tak!
Bliver repræsentant for værdier jeg ikke selv kan stå inde for. Kulturkritisk, brændemærket og blåstemplet ytrings frit.
På statens regning, på feltarbejde med smag i munden af at være endnu en forbipasserende, der fylder statistikken ud og får ting til at blinke på overfladen.

EU enige fællesskabsfølelser sponsoreret til benet, så man bliver blind for problemer der er andres egen skyld, eller ens egen, men vi står sammen om ikke at fortælle os selv hele sandheden, så vi kan leve i god tro i hensynsløst overload af alting for dem der har, eller fandt ud af hvordan man fik. Det er velfærdslandskaber, med det mest nødvendige til husholdningsbehov. Det er folk, der bare vil have et helt almindeligt liv. Du kan købe dig til i ”gør-det-selv-pakker” i storcentre. Parcelhus lykke i dårlig kvalitet. Det siges det er selvforskyldt, at der egentlig ikke er noget galt i det, at det ikke er til at ændre, og der er ingen grund er til at prøve. Statsautoriseret forurening på egen regning, og vi betaler glædeligt.

Lever i barrikaderede drømme, kritisk indstillet overfor elitære mandsopdækkede familierelationer, i højt råbende brandtaler om større og mere uigennemskuelige nødvendigheder. Det påvirker mig hver dag, jeg bliver blændet af det lort, men prøver at bevare fatningen. Massekultiveret discount lifestyle man ikke kan leve uden. Dope til folket, som om der aldrig har været andet.

Der er så mange ting man kunne slå ned på, så mange modsætninger og så meget ulighed. I lande frigivet for gammel overmagt, fanget i moderne frihed. Lande der har været i krig for nylig. Gennemhullede landsbyer på genopbygningsstøtte fra EU, hvilket er skiltet ved indgangen, så man ikke er i tvivl. Romantisk fortid der har overlevet tourist attractions pakket ind i reklamer, organiseret og tilpasset gældende retningslinjer for den slags. Moderniseret nutid i lige linjer, væbnet til tænderne og i forsvar mod alt det der ikke passer ind.

Det er direkte aktion på gadeplan. På glaseret trægulv, i real time. Det er et magtforhold der altid kommer til udtryk imellem husene. Autoritetstro civil ulydighed. For sagens skyld fordi den er så forbandet.
Jeg har svært ved at sammensætte de indtryk der møder mig, når jeg bevæger mig rundt. Jeg er splittet, imellem hvordan jeg kunne ønske mig tingene så ud og faktisk mig selv inklusiv . Dette er skrevet tilrette på en Heinekenbar i en gammel bydel i Osijak i Kroatien. Ved siden af Becks og Tuborg. Her ligger jeg mine penge for Italiensk Lavazza og ryger amerikansk tobak. Her tillader jeg mig drømme trods min egen modstridende livsstil. Endnu et barn du ikke kan nå. Naiv i sjælen, i abstrakt realitet, i gentagelser, i kryptiske forklaringer, imellem linjerne, romantisk til benet, forvirret til marven.
Kan ikke forklare det bedre, derfor laver jeg mine ting.

Med solen i ansigtet, og mit liv på ryggen, har jeg sendt mig selv i forvejen. Jeg lever af det og levere mit bidrag undervejs, i offentligt rum. Fordrejninger, forelskelser, konstateringer, eftertænksomhed, forskønnelser, destruktioner, løsninger, lidenskaber og legesyge.

På kryds og tværs, på tog, på fly, på cykel, på repeat,
på ny.

Passing trough Norge, Sverige, Finland, Estland, Letland , Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Serbien, Rumænien, Makedonien, Bulgarien, Grækenland, Spanien, Frankrig, Østrig, Tyskland, Luxembourg, Kroatien, på vej til Slovenien, på vej hjem

Jan danebod