Ja, det gør ondt, når jeg griner

Den stemning man er i, når man kommer til en udstilling er ikke uden betydning. Man bærer noget med sig, hvad enten det er en særlig vågenhed, træthed, irritation eller åbenhed. Således ser jeg Peter Lands udstilling: PSYKOSOMATISK – gør det ondt når du ler? dagen efter valget, hvor alt hvad jeg ser, lejrer sig i min følelse af forstemthed.

Og hvad passer bedre ind i denne melankolske state of mind end Lands to børnefigurer i, tror jeg, fuld størrelse (eller måske er de faktisk en smule forskudte og derfor blot endnu mere spooky), der fuldstændigt autistisk og uden det mindste smil på læben bliver ved med at trille en bold frem og tilbage mellem hinanden.

De sidder på en small stribe græs, hegnet inde bag et hvidt plankeværk. Lågen er åben, de kunne rejse sig og gå, men gør de det, nej, de sidder der bare, som om det er alt, de kan (det er det i sagens natur også).

Her, dagen efter valget gør billedet ondt og føles ekstra anfægtende, for hvad er det lige man selv gør? De gode meninger og likes på facebook, men ærlig talt, måske skulle man prøve at komme uden for havelågen!

”Mennesket er et trist dyr, der friserer sig”
Det kunstneriske greb: at lave figurer, der i den grad ligner vores genkendelige virkelighed, virker altid. Man bliver både lidt urolig, føler sig som en voyeur og får samtidig en følelse af omsorg over for de blottede væsener. Tænk f.eks. på hvordan det er at møde Trampedachs skulpturer, slidte eksistenser som Liggende dreng, Henrik fra 1979, man føler, at der er en anden i rummet, at man er indtrængende og påtrængende. 

Samme følelse af chok og af at være en lurer, afføder udstillingens midterste rum, hjerterummet, som Peter Land har forvandlet til en stor installation betitlet Selvportræt. Her sidder han nemlig selv ved middagsbordet, den ensomme kunstner, med sit rødvinsglas, mens løkken, i form af en ring medister, dingler for hans hoved.

Kunstnerens dobbeltgænger, udført i glasfiber, sidder tilmed og ser på endnu en version af sig selv, i form af Lands video Peter Land d. 5. maj 1994, en bodsvideo hvor den nøgne kunstner danser i temmelig beruset tilstand foran kameraet i et evigt loop. Resten af rummet er formodentlig en form for genopførelse af kunstnerens hjem, bogreolen med en egen blanding af rejsebøger og skønlitteratur, uransagelige ophobninger af sentimentalt minde-gods, forskellige planter (som man også kender fra samboen Jeanette Schous værker og der hænger også et par af hendes fotografiske arbejder på en af væggene) en ordentlig flyder af en sofa med svenske reklamer på (Land bor i Malmø).

Jeg er her ikke
I billedhuggersalen slår eftervalgets tristesse mig igen lige i ansigtet.

Langs væggene hænger grå forhæng, hvem der gemmer sig bag er ikke til at se, kun skoene der stikker ud for neden giver deres hint om, hvem ejermanden m/k kunne være.

Værket hedder I’m not here, og nej, der er ikke nogen, eller dem, der er, gemmer sig bag den grå anonymitet, hvor de måske står og stemmer i skjul, bogstavelig talt uanfægtet af manden på gulvet. 

Back to square one er en typisk realistisk-absurd Land-skulptur: en enorm slange af papkasser sat ind i hinanden, i den ene ende ses en skulpturel gengivelse af Peter Lands sovende hoved i en nusset sovepose, i den anden ende stikker skoene ud på et ligeså nusset tæppe.

En absurd forlænget krop. Og et uafrysteligt billede på hjemløsheden, som de fleste af os efterhånden konfronteres med dagligt.

Filmiske referencer
Gør det ondt når du griner, spørger Land i sin titel, og refererer til en gammel vittighed om en mand, kvast og fastspændt under et tog, der på det idiotiske spørgsmål: gør det ondt, svarer: ”Kun når jeg griner”. Hos Land er der ikke så meget at grine af, og så dog alligevel, så er det hele så tilpas absurd og trøstesløst, som en film af Roy Andersson, at man faktisk ikke kan lade være med at grine lidt, og uh, så gør det faktisk ondt igen.

Filmen er måske den mest oplagte inspiration til Lands univers, således løfter man et fedt rødt forhæng og kommer ind i et mørkt rum med en skæv, rød scene hvorpå der står en lille gnom af en mandsling med en violin.

Wunderkind kalder Land værket, men mest af alt tænker man nu på dværgen, ”The Man from Another Place” fra David Lynch’ Twin Peaks, og man var ikke blevet overrasket, hvis Lands figur var begyndt at spille baglæns eller noget i den dur.

Man kan sige om Peter Lands værker, at de er meget umiddelbare at gå til, og på den måde også hurtige at aflæse. Man kan også sige, at de måske ikke virker som skulpturer, men faktisk mere som billeder. De er en form for tableauer, tredimensionelle billeder, og i den forstand er de virkeligt suveræne. Jeg kunne ønske, at flere havde set Back to square one, før de gemte sig bag stemmegardinet.