Internationale møder i lokale rammer

Internationale møder i lokale rammer

62 kunstnere fra 21 lande viser værker på 26 forskellige steder i Midt- og Vestjylland under festivalen MEETINGS, der løber af stablen i september. Her still fra videoværket Manden i den blå kappe af Anne Loubet og Sophie-Charlotte Gautier, som kan opleves i Staby. Pressefoto

Et nyt kunstnerisk tiltag i Midt- og Vestjylland inviterer 62 danske og internationale kunstnere til at genopdage og give et nyt blik på det lokale Danmark under video- og performancefestivalen MEETINGS, som foregår fra 1. til 10. september.

Med fokus på stedet og mødet i kunsten er både danske og udenlandske samtidskunstnere blevet inviteret til det midt- og vestjyske, hvoraf 13 for en stund har opholdt sig blandt de lokale borgere som led i kunstfestivalen MEETINGS. Her har de forholdt sig til indbyggernes dagligdag, og det er blevet til en lang række værker, der fremvises under festivalen i september.

Værkerne består både af video, installationer og performances og vises i bl.a. Lemvig, Vemb, Ulfborg og Stuer på utraditionelle steder, såsom i lader og udhuse, et lager, en kirke, et forladt hus og en bunker. Der er gratis adgang til de fleste arrangementer.

Læs vores interview med to af de deltagende kunstnere Amanda Kerdahi og Jette Ellgaard i forbindelse med deres værk Rundbordssamtaler her

Desuden er det muligt at deltage et åbent symposium med de kunstnere, der har produceret værker til festivalen, fra 31. august til 4. september. Det foregår på Skærum Mølle, og man kan læse mere om symposiet her

MEETINGS-festivalen er en del af et 4-årigt kunstnerisk initiativ og samarbejde på tværs af en række midt- og vestjyske kommuner, der på sigt skal danne grundlag for et internationalt artists in residence- og udvekslingsprogram i Midt- og Vestjylland.

Kunstfestivalen er organiseret af foreningen ET4U sammen med adskillige lokale foreninger og institutioner og får støtte af bl.a. Kulturaftalen for Midt- og Vestjylland 2015-2018, Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og Statens Kunstfond.

Læs det fulde program for MEETINGS her

Kilde: ET4U

Del artiklen

'Internationale møder i lokale rammer'

Facebook