ilyd præsenterer nyt udstillingsprogram ud fra Covid-19 præmisser

ilyd præsenterer nyt udstillingsprogram ud fra Covid-19 præmisser

Sian Kristoffersen: Mythoplokos, 2020. Pressefoto.

ilyd er en digital udstillingsplatform for lydkunst, og det nye udstillingsprogram vil bestå af seks digitale soloudstillinger, der alle orienterer sig i den nye Covid-19 verden og arbejder ud fra den præmis, at både publikums oplevelse af kunsten og det billedkunstneriske arbejde foregår i hjemmet.

ilyd har inviteret billedkunstnerne Sian Kristoffersen (DK), P*D*A* (SE), Georgia Lucas-Going (UK), Johanne Skovbo Lasgaard (DK), Inuuteq Storck (GL) og Sidsel Meineche-Hansen (DK) til at udstille i et etårigt udstillingsprogram fra oktober 2020 til august 2021.

Udstillingernes vil skabe forbindelse til lytterne, hvor de befinder sig: i bussen, naturen eller hjemmet og dermed udviske grænserne for det fysiske galleri, så kunsten kan opleves på tværs af nationale grænser og karantænerestriktioner.

For nogle af de inviterede kunstnere er lydmediet nyt, og deres tidligere praksis har krævet fysisk tilstedeværelse – f.eks. performance – eller er stærkt forbundet til et materiale som eksempelvis maleri eller skulptur.

Hos ilyd får kunstnerne mulighed for at forholde sig til, hvordan deres værkproduktion udfolder sig i et ikke-fysisk rum og samtidig reflektere over potentialet i lyd som et materiale, og hvorledes lyd kan bruges til at se, røre og føle. Kunstnerne får tilsendt en pakke med lydudstyr – et mobilt lydstudie – der kan understøtte det kunstneriske arbejde i isolationen.

Udstillingsprogrammet åbner 1. oktober med udstillingen Symbolon af Sian Kristoffersen.

Symbolon er første afsnit i en lydværks-trilogi for to stemmer. Stemmerne tilhører statuen Aquila Severa, der befinder sig på National Arkæologisk Museum i Athen og en fagperson, der registrerer de narrativer, der fortælles om statuen.

Kilde: ilyd.

Information om udstillingen
Titel: Symbolon.
Kunstner: Sian Kristoffersen.
Sted: www.ilyd.nu
Åbning: 1. oktober kl. 18.00.
Dato: 1.-31. oktober 2020.

Om ilyd: Digital udstillingsplatform for lydkunst, som siden 2016 har udstillet 36 billedkunstnere. Læs mere her.

Udstillingerne er gratis og kan besøges af alle med adgang til en internetbrowser.

 

Del artiklen

'ilyd præsenterer nyt udstillingsprogram ud fra Covid-19 præmisser'

Facebook