Når man læser om kunstauktioner handler det ofte om hammerslagsrekorder. Set fra branchen er det naturligvis et lykkeligt og ideelt billede. Desværre er det også en skævvridning af virkeligheden. »Er det virkelig så meget værd?« høres relativt sjældent i vores indleveringsskranker. Vi hører oftere: »Er det virkelig ikke mere værd?«, når kunder får vurderet deres kunstværker.
Det var med mange enige nik jeg læste Torben Sangilds glimrende indlæg her på siden, »Kunstnernavnet som vare«, om samlervanvid, astronomiske hammerslag og kunstner-cv’ets betydning for disse størrelser.
LÆS TORBEN SANGILDS INDLÆG HER
Pointerne kan muligvis begrædes (hvad Sangild ikke gør) men de er uomgængelige: prisen på kunst er arbitrær; pris og kunstnerisk kvalitet hænger ikke nødvendigvis sammen og kunstnerens navn er afgjort vigtigere for prisdannelsen end det enkelte værk.
Alligevel slår det mig, at præmissen i et betydeligt segment af det moderne danske kunstudbud er helt anderledes – og i mine øjne begrædelig.
På vores auktioner udbyder vi løbende værker af anerkendte danske modernister, der på trods af eksemplariske cv’er, museumsrepræsentation, akademiske udmærkelser og bogudgivelser ikke prismæssigt kan konkurrere med hvad nærmest ubeskrevne og næppe tørre dekorative malerier koster i et galleri.
Ligeledes præsenteres vi ofte for samtidskunst, vi må prissætte til en brøkdel af nyprisen. Ikke fordi vi er ondskabsfulde eller eklatant uvidende i forhold til andre aktører i markedet, men fordi gallerikunderne og auktionskunderne tilsyneladende er adskilt af et jerntæppe.
Upåagtet kvalitet
Mange kunstnere i laget lige under de mest eksponerede fyrtårne befinder sig prismæssigt i en kategori, der i mangel af bedre kan kaldes ‘upåagtet kvalitet’.
Kvalitet er et farligt begreb at indlade sig med, når emnet er kunst og penge, men for mig handler kvalitet om originalitet og autenticitet, dvs. at noget er (eller var) dagsordenssættende, på omgangshøjde med eller på anden måde ”hjemme i sin tid”. Om jeg selv kan lide det, er i den forstand mindre vigtigt, selvom ingen selvfølgelig er hævet over personlige præferencer.
Som kunstauktionshus og kommerciel virksomhed elsker vi hos Bruun Rasmussen naturligvis at slå på tromme for vores høje hammerslag, men det er en lige så naturlig del af vores arbejde at reflektere over det, vi ikke finder imponerende, ja måske ligefrem paradoksalt eller uretfærdigt.
Afskrivning eller investering?
Et hurtigt og aktuelt vue over dét, man kan kalde det danske prismæssige mellemsegment, afslører, at forestillingen om kunst som en vare med generel og ekstraordinært høj gensalgsværdi desværre bygger på de færre, men yderst populære, solstrålehistorier.
Med mindre man køber og sælger kunst ekstremt bevidst, vidende, forudseende, dedikeret eller spekulativt (hvad der er svært nu om dage) er der i bedste fald tale om status quo, oftere afskrivning og sjældent guldrandet investering.
På den netop overståede juni-auktion i Bredgade blev et billede fra 1964 af Mogens Andersen (1916-2003), en dansk pioner og spydspids i 1950’ernes og 1960’ernes abstrakte pariserskole, solgt for 18.000 kr. i hammerslag. To konstruktive oliebilleder af Ib Geertsen (1919-2009), medstifter af navnkundige Linien II, gik for 8.000 kr. i samlet hammerslag, mens et sent men karakteristisk skovbillede af William Scharff (1886-1959), hovedperson i den tidligste danske modernisme, ikke fandt en ny ejer til en vurdering på 15.000 kr.
Og på vores net-auktioner kan man løbende købe originale værker af så forskellige navne som Richard Mortensen (1910-1993), Søren Hjorth-Nielsen (1901-1983) eller Sven Dalsgaard (1914-1999) til under 5.000 kr. i hammerslag.
Nyhedsfiksering eller videnstab?
Hvor vil jeg hen med disse iagttagelser? Jeg vil naturligvis pege på et mulighedsfelt, men jeg søger også – på baggrund af ærlig undren – nogle af de givetvis komplekse årsager til, at et godt cv for et stort antal danske kunstnere tilsyneladende ikke betyder ret meget for prisen, når den værste hype har lagt sig. Er flertallet af nutidens kunstkøbere ekstremt nyhedsfikserede, eller står vi overfor et sort hul af glemsel, interesse- og videnstab?
Meget tyder på, at kunstmarkedet som helhed er på vej ud af en bredere betinget recession, der naturligt har dæmpet bydelysten og kvalt boblerne i champagnen. Men ”almindelig” økonomisk afmatning er ikke hele forklaringen.
Samlerfetichisme
Jeg mener, at dansk kunst med lidt år på bagen kunne fortjene langt mere efterspørgsel fra privat køberside, end vi ser nu. Mere samlerfetichisme simpelthen – for det er i sig selv vanvittigt, at meget historisk etableret ‘kvalitet’ er vanvittig billigt.
Er det et succeskriterium, at dansk kunst er dyr, vil nogen måske indvende? Fra vores side af bordet er svaret ikke overraskende ”ja”, men også i en bredere optik spreder efterspørgsel sig som positive ringe i vandet.
Hammerslag (høje som lave) kan være udtryk for vanvid uden hold i essens og kunstnerisk væsentlighed, men hammerslag er også et barometer for, om kunsten opleves som relevant og givende i menneskers helt nære hverdag.
Niels Boe Hauggaard er mag.art. i kunsthistorie og ansat hos Bruun Rasmussen som vurderingssagkyndig i moderne kunst. Han har tidligere været ansat i blandt andet Ny Carlsbergfondet og Arken Museum for Moderne Kunst.
