Ikke bare fotografi

Ikke bare fotografi

Eleverne fra Helsinkiskolen leger alsidigt med fotografiet og fotografens position. Kalle Kataila: Passed Time fra serien Landscapes and contemplations. (Pressefoto)

Billedserie

Udstilling

Touching Dreams – Helsinki School vol. 3

13 maj 2011 27 aug 2011

Pasi Autio, Pernilla Zetterman, Wilma Hurskainen, Anni Leppälä, Susanna Majuri, Jaana Maijala, Noomi Ljungdell, Ea Vasko, Mikko Sinervo, Niina Vatanen, Hannu Karjalainen, Milja Laurila, Saana Wang, Joonas Ahlava, Kalle Kataila, Nelli Palomäki

Det Nationale Fotomuseum
Se kort og tider

Touching Dreams – Helsinki School vol. 3 er kurateret af Timothy Persons, der til dagligt underviser ved skolen og blandt andet har stået bag etableringen af Gallery Taik.

Touching Dreams – Helsinki School vol. 3 på Det Nationale Fotomuseum er gennemført fotokunst, der stiller dybdeborende spørgsmål om fotografiets natur, vilkår og billedskabelse.

Et frigjort fotografi
Hvad styrer vor sansning? Hvordan kategoriserer vi det, som sanses? Er det indre billede stærkere end det skabte?

Det er nogle af de spørgsmål, som gentages i forskelligeformuleringer og former i udstillingen med nyudklækkede fotografer fra verdensnok bedst profilerede fotoskole: Aalto Universitety School of Art and Design iHelsinki, Finland.

Touching DreamsThe Helsinki School vol. 3 rummersåledes præsentationer af en række værker af 15 kunstnere inden forbilledmedier som fotografi, video, dias, grafik og tekst.

‘Tekst?’, tænker duså… Det kan jeg godt forstå.

Det er mildest talt også et frigjort fotografivi møder på Det Nationale Fotomuseum, der på mange måder flytter fokusset frafotografi med stort F til billeddannelse med spejlet bd.

Joonas Ahlava: (NP_6), 2011. (Pressefoto)
Joonas Ahlava: (NP_6), 2011. (Pressefoto)
Den tænkende kunst
“Cogito ergo sum” (jeg tænker, derfor er jeg), skrev filosoffen René Descartesi 1644 i sin lærebog til sine studerende.

Ord sagt af en filosof og matematisk analytiker, der trodssin rationelle tilgang – eller måske netop på grund af den – endte i stor tvivlom tingenes egentlige eksistens.

Hanskubbede, så at sige, sig selv så langt ud i analytiske forklaringsmodeller, attvivlen til sidst indhentede ham.

Og ligesom filosofien er kunsten også bedst,når den tvivler. Når den stiller spørgsmål, der er sværere end som så at besvare.Dem, som filosofien og kunsten har cirklet omkring i årtusinder for eksempel.

I bogen, der følger udstillingen, står der sådan her omJoonas Ahlava og hans minimale fotoværker med grafiske strukturer, der igentagelsen langsomt forskubbes:

“What remains is the paradox that man, inhis attempt to create order, destroys it.”

Wilma Hurskainen: Invisible, 2011. (Pressefoto)
Wilma Hurskainen: Invisible, 2011. (Pressefoto)
Det konceptuellefotografi
Det kendetegnende ved Helsinkiskolen og også disse 15 kunstnere er, at de erfotokunstnere, der udover en finjusteret æstetisk sans, dyrker et intellektueltog konceptuelt fotografi.

Ligesom da billedkunsten for alvor blev konceptuel i60’erne og 70’erne har fotografiet nået den alder, hvor det for alvor tænkerover sine egne vilkår og præmisser.

Fotografiet er stadig ungt i enkunstsammenhæng, skal man huske.

Spørgsmål om sansning, repræsentation og – helt centralt –den kunstneriske proces er omdrejningspunkter for ‘det konceptuelle’ i kunsteni det hele taget.

Det konceptuelle fotografi er et tænkende, kritisk og selvkritisk fotografi, med andre ord.Det søger nye tilgange og opererer i grænselandet.

Flydende rum ogidentitet
Susanna Majuri har i sin værkserie nedsænket både baggrundsmotiv og personernepå billederne i vand. Her opløses det todimensionelle fotografi i entredimensionel oplevelse hvor person og motiv smelter sammen i nye stærkedrømmelignende billeddannelser.

Susanna Majuri: Joutsen (Swan), 2011. (Pressefoto)
Susanna Majuri: Joutsen (Swan), 2011. (Pressefoto)

Motiverne er genkendelige og enkle – som i eteventyr – men i kraft af deres nye tredimensionelle sanselighed, får Majuripirret kraftigt til både symboler, forestillingsevnen og fotografiets statiskekarakter.

Fotografiet er ofte en kilde til erindring. Men hvad hvisman vender det om? Hvad sker der, når man hører en historie, før man møderfotografiet? Det undersøger Wilma Hurskainen og forsøger at genfortolke enrække erindringer fra barndommen ved hjælp af fotografiet.

Det er et personligtfamiliealbum, hvor ting bytter plads og genopføres i et forsøg på at undersøgefotografiets forhold til erindringen, den barnlige fascination og identiteten.

Noomi Ljungdell: Dishes, 2007. (Pressefoto)
Noomi Ljungdell: Dishes, 2007. (Pressefoto)
Det opløste fotografi
Nogle få kunstnere på udstillingen strækker fotografiet til det yderste.

MiljaLaurila leger også med erindringen og fotografiets forhold til denne, men nu erfotografiet borte og kun teksten tilbage:

“Du elskede den nederdel. Duhavde den altid på og i årevis” eller “Din fader”.

Nu fårassociationen frit løb. Men samtidig har man en klar idé om at personen vedsiden af fremkalder næsten det samme. Den indre billedeskabelse får her forrang, menstyres effektivt af kunstnerens evne til iscenesættelse.

Hos Noomi Ljungdell er selve fotografiet også væk. Småtekstbidder udgør billedet, og når man kommer tæt på, ser man at der står’white’, ‘shadow’, ‘glass’, ‘plate’, ‘spoon’, ‘sink’, ‘tin can’, ‘handle’o.s.v.

Det er en sønderdelt repræsentation langt fra fotografiets præcisegengivelse, men samtidig arbejder ens indre køkken-billeder på højtryk for atskabe en sanselig overflade ad de mange spor, Ljungdell ligger ud.

En ny betydning
Og imens man sådan bliver ledt, skubbet og inspireret, så hører man konstantPasi Autio’s video-lydværk med samme mand mangedoblet i samme projektion, derskiftevis og lidt forskudt i et kor med sig selv siger:

“Kyllä, kyllä kyllä,hmmm, hmmm, ei, ei, ei, hmmm, hmmm” (værket: Yeshmmm no hmmm, 2004-2006).

Pasi Autio: Yes hmm no hmm, 2004-2006. (Pressefoto)
Pasi Autio: Yes hmm no hmm, 2004-2006. (Pressefoto)

Kommunikative grundvilkår nu uden mening ellersammenhæng. Og hvor stiller det fotografiets korte glimt af verdenen?

Det er derud fotografiet kommer, når man skubber hårdt oginsisterende nok. Og det gør TouchingDreamsThe Helsinki School vol. 3 udentvivl. Ikke for at tage afsked med fotografiet, men for at give det ny ogstørre betydning.

Helsinkiskolen har i de sidste tyve år stået for høj fotografisk kvalitet og teoretisk dybde. Den etablerede sig for alvor i midten af halvfemserne efter at skolen lancerede Gallery Taik, der udover at være et virtuelt galleri over skolens produktioner, også tager på messer og sidst åbnede et udstillingssted i Berlin i 2003, hvor værker udstilles og elever står for drift, salg og kuratering.

Læs mere om Helsinkiskolen her.

Billedserie

Udstilling

Touching Dreams – Helsinki School vol. 3

13 maj 2011 27 aug 2011

Pasi Autio, Pernilla Zetterman, Wilma Hurskainen, Anni Leppälä, Susanna Majuri, Jaana Maijala, Noomi Ljungdell, Ea Vasko, Mikko Sinervo, Niina Vatanen, Hannu Karjalainen, Milja Laurila, Saana Wang, Joonas Ahlava, Kalle Kataila, Nelli Palomäki

Det Nationale Fotomuseum
Se kort og tider

Touching Dreams – Helsinki School vol. 3 er kurateret af Timothy Persons, der til dagligt underviser ved skolen og blandt andet har stået bag etableringen af Gallery Taik.

Del artiklen

'Ikke bare fotografi'

Facebook