Hvad betyder det, at man som kunstner har magten til at definere reglerne for, hvad der sker i museet som rum, og kan vi som publikum via kunstoplevelsen blive bedre til at gennemskue de mekanismer, der hele tiden tager kontrollen over vores adfærd?

”De her ritualer og normer, der findes i forskellige rum i samfundet, og som det er meget sjældent, at vi reflekterer over, er en evig inspirationskilde for mig. Vi er i et konstant forhold til sådanne mekanismer. Et af de helt simple greb i mine værker er simpelthen bare at gøre folk opmærksomme på, hvordan de er vant til at forholde sig i et givent rum. Jeg tager dem så ofte med ud over grænsen, også ud i fx en begejstring, som slet ikke hører hjemme i det institutionelle rum,” forklarer Christian Falsnaes, der med ICON hos Andersen’s er vendt hjem efter en lang periode i udlandet (bl.a. ved Kunstakademiet i Wien), hvor karrieren har taget form og markant fart de seneste år.

Velkommen i konstruktionen
Kunstnerens seneste værk ICON er et af Falsnaes’ mere kyniske værker. Videofilmen, som er omdrejningspunktet for værket, starter med noget der minder om en klassisk udstillingsfilm med interviews med museets kurator og kunstnerens tyske gallerist. Herefter ser vi ferniseringen hvor publikum tilsyneladende ud af det blå og i vild begejstring går i gang med at ødelægge værkerne. Først til sidst står det klart, at Falsnaes hele tiden har været i fuldstændig kontrol over tingenes gang og at kameraholdets præsens i rummet har været en integreret del af hele forløbet.

”Det er en anden ting, der hele tiden er til stede i mine værker: den her kraft, der kan ligge i grupperitualet og i stærke kollektive følelser som begejstring og jubel. Det fede ved kunsten er jo, at man kan skabe sådan en stemning og situation, og så samtidig kigge på den. Det er ret væsentligt for mig, at styrken ikke ligger i værket selv, men i den relation publikum har til det.”

Christian Falsnaes har ret ofte lavet videoer sammen med publikum til åbningerne af sine udstillinger, og folks reaktioner på de her videoer har fået ham til at tænke en del over performancekunstens forhold til autenticitet.

”Jeg har af samme grund ofte forsøgt at lade konstruktionen stå åben og gennemsigtig. Men folk har grundlæggende en idé om en særlig autenticitet, der knytter sig til performance. Det interessante er at de billeder af performances, der ender i samlinger og bøger ofte er rekonstruktioner af tidligere performances, der er iscenesat for et kamera. Derfor var det ret interessant for mig at lave et værk, der gør den medierede bevægelse ind i institutionen helt åbenlys og en reflekteret del af værket.”

De radikale ikoner
ICON, der før har været vist på Kaiser Wilhelm Museum i Tyskland og Centre Pompidou i Paris, er produceret på Kaiser Wilhelm Museum og var en del af hans soloudstilling FORCE på museet. Museet har en særlig position, fordi det ret tidligt har haft en progressiv udstillingspolitik og en vigtig historie i forhold til performative og deltagerbaserede praksisser. Det var blandt andet her Yves Klein havde sin eneste store soloudstilling, imens han levede. Franz Erhard Walther havde sin første museumsudstilling der o.s.v.

”De var hele tiden ret klare omkring, at de ønskede at forbinde min udstilling til den udstillings- og samlingshistorie, der er forbundet med performative og sociale praksisser. Jeg studerede derfor museets arkiver og fandt en samling af værker af kunstnere – primært mænd, der på forskellige måder har haft et radikalt greb, der udfordrede et traditionelt værkbegreb. Joseph Beuys er for eksempel en stor figur i deres samling. Så det jeg gjorde med det her værk var at kuratere en gruppeudstilling med værker fra samlingen af kunstnere, som igennem angreb på det etablerede, selv er blevet kunsthistoriske ikoner: Lucio Fontana, Yves Klein, Imi Knoebel, Bruce Nauman, Blinky Palermo, Reiner Ruthenbeck og Franz Erhard Walther,” forklarer Falsnaes.

Men i stedet for at vise de originale værker på udstillingen fik han museets konserveringsafdeling til at producere kopier af dem.

”De er jo de vildeste nørder, der forsker i værker på et molekylært niveau, fx farvepigmentet i Yves Kleins malerier. Så de brugte tre måneder på at genskabe disse værker. Anden del af ICON er så den her video, der er optaget under ferniseringen. De medvirkende i videoværket er altså helt regulære ferniseringsgæster, der ender med at destruere den udstilling, som de er kommet for at se.”

”Lige efter talerne, stillede jeg mig op og sagde, ok nu skal vi lige have produceret værket til udstillingen, før vi åbner den, så jeg har et kamerateam med, og vi begynder at filme nu. I sidste ende er udstillingen en scenografi, som videoværket blev optaget i. I filmen bliver mit og publikums angreb på traditionen netop også bare inkorporeret i museets struktur. I videoen er der derfor også en hel scene med museets fotograf, der dokumenterer et fastfrosset øjeblik i destruktionen.”

Adfærd som materiale
Udstillingen er altså i to dele. En del med videoværket, og en anden del, der præsenterer resterne af udstillingen med alle værkerne, der er blevet totalsmadrede af publikum men så vidt muligt bragt tilbage til deres oprindelige form.

”Værket rummer nogle af de spørgsmål, jeg altid arbejder med omkring museet som socialt rum, og hvad der sker, når man bryder normerne i sådan et rum. I mine værker handler det ofte om at gøre publikum til et materiale i værket, hvad enten det er en situation, et billede, en video eller en produktion af en skulptur. Og i og med, at du oplever dig selv som kunstværk, mener jeg, at det muliggør en analytisk, reflekteret tilgang til din egen reaktion og din egen adfærd, som du ikke normalt har,” siger Falsnaes og pointerer:

”Det betoner et af de problemer, som jeg synes eksisterer i vores forhold til kunsten. Nemlig den her følelse af distance, som ikke findes ved en koncert eller på et sportsstadion, og som i sidste ende gør, at folk ikke føler en særlig direkte relation til det de ser, når de står overfor et kunstværk. Det her er én måde, hvorpå jeg forsøger at skabe en mindre intellektuel og mere intensiv interaktion til kunsten på.”

Kameraet i hovedrollen
ICON kan betragtes som et metaværk i forhold til Christian Falsnaes’ andre værker, hvor kameraet nu får en meget central rolle.

”I dag fylder kameraet utrolig meget i performance, og her gør jeg det helt klart, at det handler mere om en konstruktion af billeder end om folks oplevelser. Af den grund var der også flere der mente, at det her værk skiller sig ud, fordi det virker meget mere konstrueret. Men sandheden er, at det altid er konstrueret. En performance er jo altid en kunstig situation konstrueret af mig. Her er det bare mig, der forsøger at synliggøre konstruktionen så meget som muligt,” forklarer Falsnaes og understreger:

”Særligt den rolle kameraet har fået som centrum for vores kultur og oplevelser, hvor alt iscenesættes for kameraet, og hvor vi konstant performer for kameraer.”

“Jeg var på en strandferie i Grækenland i sommers og observerede en mor, der iscenesatte en hel fortælling, bid for bid, med sin datter i vandkanten. Det var som et filmset. På instagram er jeg sikker på, at det bare ser ud som om den lille pige leger i vandet i solnedgangen, men i virkeligheden var det fuldstændig styret af moderens instruktioner. På en måde relaterer ICON til performance på præcis samme måde, og den undersøgelse, synes jeg, er ret spændende, også kulturelt.”

Også kunstnerens værk FEED fra sidste år iscenesætter en sådan undersøgelse, hvor udstillingsgæster instrueres og performer for et kamera, der viser dokumentationen ‘live’ i samme rum – altså hvor dokumentationen aldrig forlader rummet, men til gengæld hele tiden er der som modtager.

Normbrud og naivitet
Udsagnet i ICON er, at systemet tilpasser sig kunstnerens normbrud. Men samtidig viser værket også, hvad det institutionelle rum kan: gøre ting og hændelser til værker.

”De her historiske værker fortæller jo en historie om, hvorfor jeg kan lave sociale eksperimenter og være en del af kunstens system den dag i dag. Det, der så er forskellen på mig og så de kunstnere, der er repræsenteret i udstillingen og den radikale performancekunst fra 60’erne, er at der måske er lidt mindre naivitet i forhold til tanken om at bryde ud af institutionen. Jeg ender faktisk med at sige, at jeg har brug for institutionen. Og den er vigtig, for de ting jeg laver. Uden den, ville meget af det jeg laver være meningsløst.”

Man kan i det hele taget se Christian Falsnaes’ kunstneriske praksis som et opgør med en naiv forestilling om sociale og deltagerbaserede praksisser i kunsten. Se fx værket RISE (2014) som et sådan eksempel her.

”Hvis man læser kunsthistoriske analyser af de sociale praksisser fra 60’erne og frem og fx om en kunstner som Joseph Beuys, så får man et indtryk af at disse praksisser er mere demokratiske end anden kunst, at de nedbryder hierarkier, rækker ud over institutionen o.s.v. Det tror jeg ikke på. Når jeg kigger på Jospeh Beuys, så ser jeg en magtfuld, hvid, mandlig kunstner, som har en position så højt i hierarkiet at han kan gøre tusinde mennesker til en del af sin praksis. Det magtforhold prøver jeg også at synliggøre i det her værk. Og den kritiske bevidsthed om de indlejrede magtkonstruktioner og -manipulationer er vel også den mest klare politiske dimension i mine værker, som jeg også mener folk kan tage med sig ud i deres hverdag. Ved at gøre folk til en integreret del af værket får jeg dem forhåbentlig til at reflektere over sig selv.”