I dialog med en afskåret verden

Det Fynske Kunstakademi har for mig at se en helt særlig historik og står bag nogle kunstpraksisser, som aftegner et ofte politisk, socialt og samfundsengageret afsæt. Professorskoler, kunstmarkedets sensations-jagt har gennem årene været mere fraværende i det fynske, imens de undervisende billedkunstnere har været rundet af en både kritisk, konceptuel og ofte samfundsrelateret praksis.

Dimittenderne er ganske enkelt fostret med et kritisk blik rettet mod samfundets strukturer og dynamikker, og det er immervæk en prisværdig tilgang til det billedkunstneriske fag anno 2020, hvor kunsten er ét af de få resterende rum for analyser og udsagn, der udfordrer de vante strukturer og normer.

Nye samtaler i en ny virkelighed

Dette gælder for så vidt også den aktuelle afgangsudstilling Are We All in This Together? kurateret af Irene Campolmi og værkerne af Wael Toubaji, Rune Viggo Jørgensen, Tao Hansen, Ditte Marie Frost Clausen, Jonas Vang Hansen, Sara Arenfeldt Kragh, Emil Skamstrup, Jakup Nilsson, Morten Larsen og Mette Rasmussen.

Bag titlen ligger både spørgsmål om samfundets konstruerede fællesskab, pandemi, økonomi og kulturens fælles koder. Altså, de underforståede fællesskaber vi hele tiden er en del af, men som også definerer os og styrer os lige nu.

Vi møder ti kunstnere, som i optrækket til kulminationen på deres uddannelse er blevet ramt på godt og ondt af samfundets nedlukning og forvandling under COVID19. Pandemien har produceret et fællesskab, samtidig med at individet er efterladt med sig selv, afskåret fra og pacificeret af omverdenen og dens angst og restriktioner. Det er virkeligheden og den dobbelthed, som afgangsudstillingen spiller op ad, og det resulterer i en lidt bipolar kunstoplevelse, der svinger fra optimisme og produktivitet til det modsatte.

Kunstnerne opererer trods titlen primært i dialog med sig selv og ofte spundet ind i undersøgelser, der synes indadvendte og berørte. Det menneskeligt nære; kroppen, ensomheden, begæret og afsavnet får en særlig plads. Men værkerne bliver også en kanal for en dialog med både fællesskabet, ‘det store ukendte’ og en forandret kultur. Ensomhed er på mange måder en præmis, men også et redskab – når værkerne vel at mærke er bedst – til at formulere noget nyt i Are We All in This Together?

Weltsmertz og skaterkultur

Emil Skamstrups skulpturelle installation og selvportræt I looked through a thousand eyes and burned indleder den fortælling ret dramatisk, hvor jeg-fortælleren ligger rød-brændt som en hummer med tænder og piercinger strittende i sin hule, som vi kan lure ind i. ‘Kunstneren’ – må han hvile i fred – har beskrevet, hvordan isolationen i sin hule både forårsagede ekstrem social angst, manisk hule-malerisk produktivitet, og da han endelig mødte ‘den store uoverskuelige virkelighed’, blev det hans endeligt. Den brændte ham op, simpelthen!

Mindre pinefuldt og helt anderledes rebelsk bliver det hurtigt. Jakup Nilsson retter blikket mod kunstinstitutionen, som han nu er fuldt indviet i, og spørgsmålet om hvad dette fællesskab kan rumme? På gulvet ligger en plakat til at tage med sig, der i vanlig vidvinkel-æstetik fanger en skater i færd med at grinde ned ad udstillingsbygningens gelænder. Værket bærer titlen Diego og rummer en række kulturelle sammenstød om kulturel kapital, identitetspolitik, kunstinstitutionens disciplinering og modkulturens plads i og opgør med finkulturen. I en facilitering af denne intervention har kunstneren udskiftet gelænderet med en skater-venlig og lavere version. Et lille skulpturelt, effektfuldt greb med skarpt blik for repræsentations-politikken i kunstinstitutionen.

Maleriets ophøjelse af trivialitetens mørke

De kunstneriske medier, materialer og tilgange er mange og dejligt varierede i afgangsudstillingen. Morten Larsen står bag udstillingens eneste klassiske malerier, og med de tre tragikomiske værker Kvindelig Protagonist, Mandlig Protagonist og triptychen Kammerstykke (alle fra 2020) slår han effektfuldt fast, at maleriet og dets udstrakte tid, ophøjelse af det nære og sanselige bearbejdning af det trivielle og kønnets stereotyper kan sætte både intellekt og sanseapparat i fuld sving. Parforholdet har om noget været på prøve under isolationen, og her sniger de mørke kræfter sig langsomt og omvæltende ind i idyllen.

Mørket som en overvældende kraft får yderligere pondus med Ditte Marie Frost Clausens mægtige tre-fløjede værk Things are growing well here in the darkness. De 3 tre meter høje kobbernet, der udgør de frithængende flader med krops- og plantelignende abstraktioner i latex og oliemaling, udgør et imponerende og overvældende værk, der vokser og slynger sig om én, i takt med at man lader kroppen og sanserne vandre ind i mørket, som der sandt at sige er rigeligt af.

Hverdagspoesi, Mickey Mouse og nissemarch

Lidt sværere går det i mødet med Sara Arenfeldt Kraghs poesi- og dialogbaserede værk Hvordan man lytter til vandrørene, hvor det håndskrevne bladre-værk poetry-jammer derudaf, og vi bl.a. følger mail-korrespondancer mellem de studerende under isolationen. Den samtale bliver man – og især når man ikke deltog i åbningsoplæsningen – ikke rigtig mere end tilskuer til, selvom vi genkender både følelserne og indignationen.

Rigtig interessant bliver dialogen heller ikke i mødet med Rune Viggo Jørgensens lidt stereotype opgør med modeindustrien, hvor en trashy Mickey Mouse-hær flankeres af modemagasiner, udskårne øjne og afskårne (og masturberende?) Mickey Mouse-arme på væggene.

Mette Rasmussen tager en forfriskende sti i sine tre værker – en mytologisk vandring, der væver to nisser, gammelt undertøj, hedenske motiver, stedsegrønt, guldornamenter, et solhjul, elmetræ og rituelle kvindefigurer ind i en installatorisk skabelsesberetning, der dog godt kunne bruge et fortællende spor i værket, hvis jeg skal drage med på rejsen.

Digitale dialoger og følelser

I udstillingens sidste rum er vi for alvor tilbage på sporet og også i tæt dialog med en digitaliseret og kodet verden, der på godt og ondt præger vores både kropslige og sociale omgang med verden. Her bliver grænsen mellem krop og kode udfordret virkelig fornemt og legende tilgængeligt.

En danser i et roterende rum er fikspunktet i en akkumulerende animation og projektion, hvor danserens krop er animeret som malet flade, imens hver bevægelse gengives i det roterende rum som omrids. Wael Toubaji har skabt et virkelig sanseligt fængende værk med Graffiti (Chrono-Break), der tager markant livtag med maleriets flade, tiden, kroppens repræsentation og teknologiens mulige forhandling af det rumlige.

Sanseligt stimuleret kan man dernæst omslutte sig fuldstændig i Jonas Vang Hansens klaustrofobiske VR-gaming-værk, These days, Years thin (2018-2020), der placerer én i en ekstrem isolation. Et meget lille mørkt kammer, hvor tomme flasker og vasketøjet flyder. Med VR-hænder roder man mere og mere energisk rundt i rummet og finder med tiden frem til skjulte objekter og funktioner, der leder til andre hændelser. Naturen kan anes gennem en glasdør, men selvom man kæmper sig frem til værkets skjulte nøgler, forbliver verden afskåret. Man gribes hurtigt af værket, og den febrilske søgen og kamp for befrielse af isolationen sætter sig næsten voldeligt i kroppen.

Det skizofrene som digital tilstand

Tao Hansen udviser en lignende bemestring af teknologien i sin dialog med nutiden i sit mystiske værk Dovey’s Touchbird. Her ledes vi ind i en hybrid af en online-performance, skattejagt og et instrueret ritual via en række mobiler monteret i robotlignende hænder på væggen. Som besøgende følger man Emily Quinlan, der modtager instruktioner, geotags, videoklips og små opgaver i en lind strøm, som hun besvarer og dokumenterer med tekst, billeder og videoklip fra lokationerne og de løste opgaver. Det er en form for underkastelse og okkult proces, der udspiller sig, og hexagoner, naturens elementer, fjer og frø kombineres med tarotkort, imens små glitches sniger sig ind i beskederne, hvor tastefejl (fx your/mine) vidner om en skizofren digital tilstand, som vi vist alle kan lide af. Her sat effektfuldt i scene, hvor vi løber i pendulfart mellem mobilerne og får en følelse af at dele krop og bevidsthed.

Og det er det, man håber på. At kunsten både kan være et sted for deling af svære og nære ting, men også kan være et sted for nye oplevelser, der skubber til os og det, vi troede var fælles eller fremmed, vigtigt eller ligegyldigt.