Som optakt til Art Weekend Aarhus 29.-31. maj, der samler den aarhusianske kunstscene i et fælles program, har vi spurgt en række aktører om, hvad de mener karakteriserer kunstmiljøet i Aarhus.
Stor diversitet, stor tilgængelighed – og et stort, uudnyttet potentiale. Det er nogle af de skudsmål, en håndfuld centrale aktører tildeler den aarhusianske kunstscene. Vi har været en tur rundt i byen og talt med dem, der deltager i og skaber scenen: kunstneren, galleristen, kunsthal-lederen, den afgangsstuderende og den uafhængige initiativtager.
Der tegner sig et billede af et – i positiv forstand – uhomogent miljø med mange forskellige netværksdannelser, men også et miljø der i kraft af sin begrænsede størrelse er præget af nærhed og tilgængelighed. Samtidig er det også en scene, der har et stort uudnyttet potentiale, og som har en pivåben banehalvdel for nyt blod og nye initiativer.
Lad os høre, hvad aktørerne siger:
“Det positive, der er i et mindre kunstmiljø som det i Aarhus, er, at man på tværs af de enkelte små miljøer eller delte rum kender hinanden og har en dialog med hinanden.
Det gør det nemt at etablere samarbejder som det aktuelle udstillingssamarbejde mellem Kvindemuseet, Spanien19C og rum46 om en fællesudstilling med Jennifer Walche. Nærheden gør det også nemt at have kontakt med offentlige instanser som kulturforvaltningen.
Men jeg vil samtidig sige, at jeg også ser det som positivt og sprælsk, at der netop eksisterer mange parallelmiljøer, hvor man ikke nødvendigvis samarbejder om tingene, og at der faktisk hele tiden popper nye tiltag op, som jeg eksempelvis ikke kender til.
Det skaber en vitalitet, at scenen ikke bare er een klump.
Jeg tror, at de kunstnere, der arbejder professionelt i byen og virkelig har gang i noget, rejser og orienterer sig andre steder i samme grad som eksempelvis i København, hvilket er supervigtig.
For det at befinde sig i et mindre kunstmiljø svarer til at arbejde på en mindre virksomhed i forhold til en større virksomhed, hvor der er flere man skal måle sig med, mange man er i clinch med, mange man skal diskutere med, og mange niveauer man skal forholde sig til.
Når miljøet er mindre, er den faglige sparing mindre”.
“Jeg kommer jo udefra og har af den grund måske blik for nogle andre ting end dem, der har været her længe. I globalt perspektiv er Aarhus en lille by, men det er alligevel fantastisk at se, hvor stærk en kulturel scene og hvor mange stærke kulturelle institutioner byen rummer. Helt overordnet ser jeg enorme potentialer. Dels har man et miljø af aktive producerende kunstnere, dels har man virkelig gode muligheder for kunststøtte i Danmark i forhold til andre lande.
På Kunsthallen har vi arbejdet efter en målrettet strategi med at etablere nye samarbejder, og jeg finder, at det er ekstremt let at etablere nye produktive netværk. Jeg kan nævne vores samarbejder med universitetet og vores samarbejde med Aros i forbindelse med 2017, men også vores internationale samarbejder. Dette ikke alene tilfører noget til vores kunstneriske program – det har også tilført et helt nyt, yngre publikum og en fordobling af besøgende. Vi havde eksempelvis over 80 mennesker til et foredrag med Wolfgang Sützl.
At disse samarbejder er mulige nu, afhænger af det moment og de omstændigheder, vi oplever er tilstede nu. Fra vores perspektiv handler det også om, at vi har skærpet vores samtidskunst-profil og har trimmet kunsthallen og bragt den i en form, så den matcher, hvad der sker i resten af verdenen”.
“Der er et stort potentiale tilstede på kunstscenen i Aarhus. Der ligger nogle ret store muligheder i, at man faktisk kan samle hele miljøet i byen, og at samtalen med beslutningstagere er let.
Men det er et grundlæggende problem, at der mangler tilførelse af ny energi. De kunstnere, jeg har kendt eller samarbejdet med fra Det Jyske Kunstakademi, har alle forladt byen efter endt uddannelse. Jeg tror, de unge kunstnere finder miljøet for udøvende kunstnere lidt indspist, og at byens institutioner måske nok er udmærkede, men også lidt støvede og traditionelle.
Men jeg mener faktisk, at der her er et umættet terræn, og at mulighederne for unge kunstnere er lige så store i Aarhus som i større byer som eksempelvis København. Banen er i hvert fald relativ åben. Men det er afgørende, der etableres gode muligheder for selvorganiserende produktionsmiljøer. Ellers ender byen som en zoologisk have, hvor vi har præsentations-stederne – men mangler den skabende kraft.
Vi skal have nyt blod – ikke fordi det er hipt, men fordi det er nødvendigt”.
Som studerende på Det Jyske Kunstakademi har det været min oplevelse, at vi er en anerkendt aktør i byen. Miljøet er ikke så stort, og derfor bliver vi hørt. Samtidig er jeg godt klar over, at Det Jyske Kunstakademi et forholdsvis lukket miljø. Jeg selv har dog brugt værkstederne på godsbanen virkelig meget, og mange af os har haft meget samarbejde med rum46.
Vi er en gruppe af afgangsstuderende, der går med tanker om at blive boende i byen for en tid. I løbet af de fem år jeg har gået på akademiet, var der ikke mange af de 5. års studerende, der boede i byen. Det betød noget, at de ældre studerende ikke var til stede, og det har vi oplevet som problematisk. Derfor var det lidt en fællesbeslutning for min årgang at blive boende i byen, og det er vi altså nogen, der snakker om at fortsætte med gøre.
Der findes jo en fortælling om, at det næsten er synd, at man går på akademiet ´herovre´, og den offer-historie har jeg virkelig ikke lyst til at være en del af. Måske kan man i stedet vende det til en fordel – måske gør tilgængeligheden på kunstscenen i Aarhus, at det er nemmere at banke noget op”.
“Hvis man ser på Aarhus som en kunstscene, tegner der sig ikke noget samlet billede. Snarere er scenen set fra min position splittet mellem et ønske om at være internationalt orienteret – det kommer blandt andet til syne i hele 2017-projektet, men også i institutionernes udstillinger – og så på den anden side den virkelighed, at danskerne – og dermed også aarhusianerne – er ret konservative og helst vil have det, de plejer at se – det vil så sige lokale, danske kunstnere.
Jeg er idealist og mener ikke, at kunst er bundet til et postnummer, og jeg har prøvet mange internationale kunstnere. Vores arbejde er i høj grad netværksskabende og vores kunstnere har mange internationale kontakter, som også gør, at de ofte udstiller i udlandet.
Grundlæggende er der mange muligheder for en gallerist, fordi det er en lille storby, og i forhold til byens størrelse er vi ikke så mange, der driver seriøse gallerier. Det gør, at det er nemt at blive set, men man skal også arbejde hårdt, fordi man på mange måder står i en mellemposition. Som jeg ser det, er det faktisk os på gallerierne, der arbejder mest for at bygge bro mellem det lokale og det internationale”.
