Hvor er den personlige standard?

Vi ved godt, at når teknik bliver håndværk, er det blevet normativt. Det er der ikke nogen løsning på, den vej går det altid. Det starter som et flugtforsøg og ender med at blive en regel. Det er der ingen grund til at blive bitter over. Alle vellykkede revolutioner bliver forrådt af bureaukrater. Så jeg kunne vel egentlig bare stoppe her.

Men det gør jeg altså bare ikke.
Som jeg oplever kunsten i dag starter rigtig mange værker ud med normativiteten indbygget i sig i forhold til de teknikker der bliver benyttet. Grundliggende peger jeg vel her på værker hvor kunstneren forvalter sit værk som producer. Hvor resultatet er givet af en ide som bliver udmøntet i et værk uden alt for mange omskrivninger. Det er ikke kunstneren der selv producerer værket. Det er simpelthen for svært.

Et veldresseret hjem
Kunstneren har ikke overblik over de teknikker, der bruges, på andet end andenhånd. Værkerne bliver som regel perfekte, i den forstand at vi andre kan se det genkendelige udtryk for f. eks. "godt håndværk". Det ligner kort sagt noget, vi har set før i et veldresseret hjem. Og så nærmer vi os kraftigt normativiteten. Og det er nok ikke en praktisk tilfældighed affødt af det fordums ekspanderende kunstmarked. Det er nok omvendt.

Når kunstneren forlader atelieret og lader andre om arbejdet, sikrer man sig, at det, der sker på atelieret, altid kan reproduceres. Standarden er f. eks. det "gode håndværk". Selv hvis hele holdet skvatter ned med flyveren på vej til den næste udstilling, lader alt sig stille korrekt op.

Det er ikke i sig selv et problem. Meget praktisk, men ikke et egentlig problem. Problemet ligger i den umiddelbare genkendelse.

30 minutters forførelse
Som eksempel, for ikke at træde nogen lokale kolleger over tæerne (selv om der er tæer nok at træde på, vælg selv), kan jeg nævne: Janet Cardiff og George Burnes aktuelle værk på Hamburger Bahnhof i Berlin. Værket består af en voldsom mængde dyre højtalere og nogle stole man kan sidde på. Værket varer 30 minutter og består af oplæsningen af en række drømmesekvenser med musik ind imellem. Det er forførende, og jeg havde gerne brugt mere end en halv time af min tid på at sidde og drømme mig væk.

Rent selvforbrug
Selve trækket med at bruge drømmesekvenser, ægte eller ej, flytter opmærksomheden væk fra kunstværket. Vi drømmer jo alle og ved hvor fjollet, uhyggelig rystende og mærkeligt det kan være. Det er nogle udmærkede drømme, der bliver brugt i værket. Glemt i samme øjeblik, man har hørt dem, da man uvægerligt kommer til at tænke på sine egne drømme, som alt andet lige er noget mere relevante, mærkeligere og mere uhyggelige. På det her niveau inviterer værket til rent selvforbrug.

God sovs
På det rent tekniske niveau er alt perfekt på den måde, at det lever op til alle forestillinger om godt og redeligt håndværk. Alle de løsninger der bliver præsenteret ligger helt klart indenfor mine forestillinger om hvad der kan gøres. Der er ingen bizarre, uventede, forkerte, mærkelige eller åndssvage løsninger. Lige som B&W højtalerne bliver man sovset ind i god smag. Der er ingen personlige standarder. Det er et univers der minder om Photoshop, alle standarder er på forhånd fastlagt. Forkerte løsninger er simpelthen ikke mulige. Her er standarderne dog ikke fastlagt af en it-virksomhed, men af kunstnernes afstand til værkproduktionen på anden facon. Den afstand der hedder normalitet, "god smag". Men resultatet er det samme. En omfattende mangel på subjektivitet og en massiv tilstedeværelse af normativitet.

Sofakunst
Kort sagt et meget forførende værk, der netop i kraft af sine forførende evner er komplet uinteressant, da det henter alle sine forførende evner fra vedtagne standarder i alle aspekter af værket. Der er simpelthen mere gods i et tilfældigt afsnit af Kongen af Queens, som jeg gerne bruger en halv times tid på og så behøver jeg ikke engang forlade sofaen.

For at slå min pointe fast er jeg temmelig træt af kunst der ikke tilbyder andet end mig selv. Jeg vil gerne møde noget andet og noget jeg ikke forstår.