Hvem sidder bag skærmen?

Billedserie

Udstilling

No Place to Hide

13 apr 2009

Ane Mette Ruge, Camille Utterback, David Rokeby, Erik Olofsen, Henriette Heise, Jacob Tækker, Jens Kull, Kassandra Wellendorf, Mikkel Meyer, Mogens Jacobsen, Rolf Steensig, Shelly Silver

Muse®um
Se kort og tider

Hvem sidder bag skærmen?

David Rokeby: Taken. Foto: Morten Pihl.

Fra overvågning til interface: Hvad er sammenhængen mellem teknologi, interfaces og overvågning? Udstillingen No Place to Hide på Skive Kunstmuseum tog fat på diskussionen.

På den ene side er det vigtigt at gøre opmærksom på, hvordan interfaces er opbyggede, hvordan overvågningen er indlejret og bruges, og hvem eller hvad, der sidder bag skærmen.
På den anden side er det vigtigt at undersøge, hvordan overvågning har udviklet sig fra Orwells totalitære billede af BigBrother fra romanen 1984 til noget, der indgår overalt i vores kultur med en række forskellige funktioner.

Hvem styrer hvem
Overvågning er som en del af det interaktive interface blevet central for vores måde at se hinanden, vores kultur og samfund.
No Place to Hide præsenterede en række kunstnere og værker, der på forskellig måde og med mere eller mindre kritiske undertoner beskæftiger sig med og benytter sig af overvågning. Både kritikken, legen og oplevelsen er vigtig.

En af kunstnerne på udstillingen var Mogens Jacobsen, som er en dansk mediekunstner, der gennem en årrække har beskæftiget sig med at skille interfaces ad, undersøge den software der er inden i, og sætte dem sammen på nye og utraditionelle måder, der også inddrager de steder og rum, de udstilles i.

Mogens Jacobsen: Spillerne. Foto: Morten Pihl.
Mogens Jacobsen: Spillerne. Foto: Morten Pihl.

På udstillingen var Mogens Jacobsen repræsenteret med et nyt lydbaseret værk helt uden skærme, Spillerne, hvor publikum kommanderes rundt af computerstemmer som aktører i et computerspil og overvåget af computerne via ultralydsdetektorer.
Spillerne vender på denne måde vrangen ud af computerspillets interface og placerer tilskuerne inde i interfacet. Vi er ikke de suveræne subjekter, der kan interagere og koste rundt med spillets aktører og processer, men det er os, der bliver kommanderet rundt med, og pludselig bekendtgør en af computerstemmerne, at den har vundet.

Vi kan bogstaveligt talt ikke se interfacet, men kun høre det og agere efter dets kommandoer. Spillerne åbner således vores øjne for, hvordan vi iscenesættes og i stigende grad styres af interfaces – også når vi tror, det er os, der styrer.

Blikket
Hvor Mogens Jacobsen er optaget af software, interfaces, og hvad der opstår i rummet omkring dem, er den danske mediekunstner og kurator af No Place to Hide, Kassandra Wellendorf, mere optaget af visuelle aspekter, blik- og kameravinkler.

I Public Gaze, udstillet første gang på Skive Kunstmuseum i 2007, udforskes forskellen mellem et direkte og et medieret blik.
På gaden og i det offentlige rum er det ofte forbundet med en pinlig intimitet at kigge et fremmed menneske i øjnene, og vi slår hurtigt blikket ned.

Kassandra Wellendorf: Public Gaze #2. Videostill.
Kassandra Wellendorf: Public Gaze #2. Videostill.
Kassandra Wellendorf: Public Gaze #2. Videostill.
Kassandra Wellendorf: Public Gaze #2. Videostill.

Man bliver gennem værket i høj grad opmærksom på blikkets betydning og på forskellen mellem et direkte blik og et blik medieret gennem et kamera.
Blikket er, samtidig med, at det er en sansning af omverden, også udadrettet, et udtryk for en intention, men når maskiner og medier ser og overvåger os kan blikket dels skjules – vi kan ikke altid se om vi overvåges – dels frigøres blikket fra et bestemt og konkret subjekt – vi kan ikke altid se, hvem der overvåger os.

Ofte bliver det overvågende blik til en abstrakt funktionalitet, noget der skal sikre sammenhæng, tryghed og relevans i de overvågede rum i både byen og på nettet.

På No Place to Hide var en ny version af Public Gaze projiceret på museets facade om aftenen.

Kassandra Wellendorf: Public Gaze #2. Foto: Poul Hansen
Kassandra Wellendorf: Public Gaze #2. Foto: Poul Hansen

Overvågning på museet
David Rokeby er en canadisk installationskunstner, der arbejder med interaktive installationer i stor skala, som på forskellige måder inkluderer overvågning. På No Place to Hide vistes blandt andet den visuelle overvågningsinstallation Taken.

Taken består af en stor todelt projektion i et rum, hvor man på den højre skærm ser et ansigt, som er sporet og fanget ind af et automatisk bevægeligt overvågningskamera.
Ansigtet, som er en museumsgæst fanget i rummet, forsynes med et tillægsord, der karakteriserer personen, og samtidig viser den venstre skærm et tidskomprimeret, billede, der viser museumsrummet med de gæster, der har været i det i et overlejret billede, hvor de ældste billeder af gæster langsomt fades ud.

David Rokeby: Taken. Foto: Morten Pihl.
David Rokeby: Taken. Foto: Morten Pihl.

Taken illustrerer, hvordan vi indfanges visuelt og profileres eller karakteriseres af overvågningsteknologi og interfaces og er på denne måde en kritisk demonstration af aktuel overvågningsteknologi.
Overvågningen gøres tilgængelig for os og danner baggrund for refleksion, interaktion med skærmen og interaktion mellem museumsgæsterne. Vi kigger selv med bag skærmen.

Taken viser dermed, hvordan overvågning har udviklet sig til en funktionalitet i vores interfaces og kulturen omkring dem, hvordan overvågningen udover kontrol også skaber rum for interaktion og socialitet.
Noget vi både ser på nettet på for eksempel Facebook og i stigende grad oplever i byrummet – ikke kun gennem overvågningskameraer, men også gennem tjenester, hvor overvågningen stiller sig til rådighed for interaktion, socialitet og kultur.

Mere end BigBrother
Som blandt andet disse værker demonstrerer, er overvågning i dag meget mere end Orwells totalitære BigBrother-dystopi.
Den er en central del af vores interaktive teknologi, vores interaktion med den, og dermed også af vores kultur.

Kassandra Wellendorf: Public Gaze #2. Videostill.
Kassandra Wellendorf: Public Gaze #2. Videostill.
Overvågningen er således ikke kun i totalitarismens tjeneste, om end den stadig tjener vore dages Storebrødre, men kritikken går forbi sit mål, hvis den ikke samtidig har øje for de mange andre dimensioner af, hvordan overvågning virker. Kunsten kan synliggøre overvågningen og dermed føre den tilbage i individernes og fællesskabets tjeneste.

Kunsten kan få os til at se skærmen, hvordan den er opbygget og hvem eller hvad, der sidder bag og samtidig få os til at eksperimentere med andre måder at bruge overvågningen på.

Overvågning er et vilkår, og måske skal diskussionen ikke kun handle om, hvordan vi beskytter vores efterhånden illusoriske privathed?
Måske skal overvågningen i stedet nogle gange synliggøres og åbnes op til fælles brug, så vi bliver bevidste om, hvem og hvad, der lurer bag skærmen og selv kan få lov til at bruge de data, der samles?

Kassandra Wellendorf: Public Gaze #2. Foto: Poul Hansen
Kassandra Wellendorf: Public Gaze #2. Foto: Poul Hansen

Udstillingen No Place to Hide blev vist på Skive Kunstmuseum frem til 13. april 2009. Et katalog er under udgivelse.

Søren Pold er lektor (ph.d.) og forsker i digital kunst og kultur ved Center for Digital Æstetik-forskning og i forskningsprojektet Digital Urban Living på Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet.

Billedserie

Udstilling

No Place to Hide

13 apr 2009

Ane Mette Ruge, Camille Utterback, David Rokeby, Erik Olofsen, Henriette Heise, Jacob Tækker, Jens Kull, Kassandra Wellendorf, Mikkel Meyer, Mogens Jacobsen, Rolf Steensig, Shelly Silver

Muse®um
Se kort og tider

Del artiklen

'Hvem sidder bag skærmen?'

Facebook